Skip to main content

Region overvejer at måle tilfredshed med hospitalschefer

Ytringsfriheden er så central for læger og andre sundhedsansatte, at Region Hovedstaden overvejer at lade cheferne måle på, hvor gode de er til at lytte til kritik.

LIse Müller er formand for SF i Region Hovedstaden
LIse Müller er formand for SF i Region Hovedstaden

Anders Heissel, ah@dadl.dk

17. sep. 2014
3 min.

Lægers ytringsfrihed er så vigtigt, at Region Hovedstaden nu slår fast, at læger og andre regionsansatte kan rette kritik direkte til regionens politikere. Og regionen understreger samtidig, at den overvejer at måle på hospitalschefernes evne til at lytte til de ansatte.

Det siger Lise Müller, formand for SF i Region Hovedstaden, efter en diskussion blandt regionspolitikerne på forretningsudvalgsmødet tirsdag.

Vi er naturligvis ikke indstillet på at knægte ytringsfriheden, fordi man er kritisk, og det gælder selvfølgelig også, selv om det handler om 1813 eller andre højt profilerede sager. Lise Müller, formand for SF i Region Hovedstaden

”Vi vil gerne sende et klart signal om, at medarbejdernes kritik skal tages alvorligt, og at de ansatte kvit og frit kan henvende sig til os. De ansatte er nødt til at føle sig sikre på, at de kan ytre sig uden sanktioner. Og det er samtidig et signal til ledelserne på hospitalerne om, at de skal tage kritikken alvorligt, og at SF er villige til at måle på ledelsernes evne til at lytte til de ansatte,” siger Lise Müller.

Den principielle diskussion om lægers ytringsfrihed kommer efter Ugeskriftets artikel "Vi skal jo bare snakke..." (nr. 16, 2014), der beskrev et forløb med to yngre læger, der i marts og april blev indkaldt til møde hos direktionen på Hvidovre Hospital, efter de havde ytret sig om 1813-ordningens konsekvenser for patienterne på Hvidovre Hospitals børneafdeling.

Kan også være kritisk over for 1813

Derfor havde Lise Müller ønsket en principiel diskussion om, hvorvidt hospitalschefer kan hive medarbejdere til samtale, fordi de udtaler sig kritisk om forhold på deres arbejdsplads.

Resultatet af diskussionen blev, at regionens forskellige papirer om åbenhed og ytringsfrihed bliver samlet og omskrevet.

”Regionens værdier er åbenhed, og at vi tager vores ansattes kritik alvorligt. Vi er naturligvis ikke indstillet på at knægte ytringsfriheden, fordi man er kritisk, og det gælder selvfølgelig også, selv om det handler om 1813 eller andre højt profilerede sager. De ansatte er nødt til at føle sig sikre på, at de kan ytre sig uden sanktioner,” siger Lise Müller.

Politikerne diskuterede også om, hvorvidt der skulle laves en nærmere redegørelse for forløbet på Hvidovre Hospital, men det bliver der ikke, siger Lise Müller.

”Sagen fra Hvidovre bliver ikke undersøgt nærmere. Det er meget svært af vide, hvad der er op og ned, og jeg tror ikke vi får mere ud af at grave mere i den sag. Nu kigger vi fremad,” siger SF’eren.

Læs også: REPLIK - Torben Ø Pedersen: Det handler om et ordentligt samarbejde