Skip to main content

Region Sjællands første udbud af lægeklinikker på vej

Lægemangel sender Region Sjælland på vej mod udbud af op til fem ydernumre på Lolland, oplyser regionen.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

26. aug. 2015
3 min.

Mangel på praktiserende læger til at overtage op til fem ledige ydernumre på Lolland får formentlig Region Sjælland til at sende dem i udbud fra 1. oktober,

Det oplyser Christina Lundgren, direktør for Primær Sundhed i Region Sjælland.

”Hvis ikke vi har mulighed for at afsætte de ledige ydernumre i løbet af september siger Sundhedsloven, at vi som region skal sende de ledige ydernumre i udbud. Patienterne har brug for et varigt tilbud,” siger Christina Lundgren.

Det er første gang, at regionen skal afprøve de nye muligheder med udbud. Forinden har der været en intens dialog med en gruppe af unge læger for at afsøge muligheden for, at de kunne se sig selv i praksis - enten alene eller i et større fællesskab.

”Vi har haft og har stadig en god dialog med en række uddannelseslæger, som er interesserede, men problemet er, om de når at blive færdige som praktiserende læge hurtigt nok til, at det kan lade sig gøre. Desuden undersøger vi også, om der kan ske en form for samarbejde mellem nogle af de eksisterende praktiserende læger og uddannelseslægerne, så problemet bliver løst på den måde. Det forsøger vi i løbet af september, og hvis det ikke lykkes, bliver ydernumrene sendt i udbud,” siger Christina Lundgren.

Udviklingen er ikke nødvendigvis et udtryk for, at der ikke er læger nok, men at læger ikke nedsætter sig der, hvor der er behov for det. Christina Lundgren, direktør for Primær Sundhed i Region Sjælland

Ydernummer på licens

I alt bliver ca. 6500 patienter i Horslunde og i Nakskov i øjeblikket serviceret af regionsklinikker, men som følge af Sundhedsloven er regionen forpligtet til at sende dem i udbud, hvis ingen praktiserende læger vil overtage.

”Udviklingen er ikke nødvendigvis et udtryk for, at der ikke er læger nok, men at læger ikke nedsætter sig der, hvor der er behov for det. Men det er vigtigt at understrege, at der er mange muligheder for at strikke en løsning sammen, inden for overenskomstens rammer. Sundhedsloven giver også mulighed for, at en praktiserende læge ejer og driver op til seks ydernumre, man kan også drive et ydernummer på licens, så man lejer alt inventar og andet udstyr, og blot leverer sin arbejdskraft. Det kan være en ide, hvis man gerne vil prøve det af, inden man tager beslutningen om at nedsætte sig på lang sigt,” siger Christina Lundgren.

Hvis ydernumrene bliver sendt i udbud, vil det være med start den 1. februar 2016.

Tidligere har både Region Midtjylland og senest Region Nordjylland udbudt en række ydernumre, hvor især Falck har vundet de fleste af udbuddene. Falck oplyser til Ugeskriftet, at firmaet som udgangspunkt er interesseret i at søge de ledige lægepraksis, men vil se udbuddet, før det tager endelig stilling.