Skip to main content

Regioner øger kontrollen af lægers kig i patientjournaler

Flere læger er fyret på grund af uretmæssige opslag i patientjournaler. Region Sjælland har tidligere indført et ”sladre-system” og de andre regioner er på vej, siger regionsformand.

Læger kan i op til seks måneder efter behandlingen helt lovligt slå op i journalen bl.a. til brug for evaluering af sin egen indsats. Foto: colourbox.dk
Læger kan i op til seks måneder efter behandlingen helt lovligt slå op i journalen bl.a. til brug for evaluering af sin egen indsats. Foto: colourbox.dk

Af Anders Heissel, ah@dadl.dk

3. feb. 2016
5 min.

Et kig i en patientjournal uden tilladelse med ganske store konsekvenser. Det har flere overlæger måttet sande, for i løbet af de seneste tre år er tre overlæger blevet fyret for uretmæssigt at have kigget i patientjournaler. Desuden har to andre overlæger fået en påtale for på samme måde at have slået op i patientjournaler uden tilladelse.

De fem eksempler er ifølge Overlægeforeningen fordelt på tre regioner og viser en tendens til en hårdere kurs mod uretmæssige opslag i journaler, og det er der en god grund til, siger næstformanden for Danske Regioner Jens Stenbæk (V).

”Vi gør mere ud af at sikre os, at der ikke er personfølsomme oplysninger, som bliver set af uvedkommende. Der er hele tiden en skærpet opmærksomhed på datasikkerhed og beskyttelse af personfølsomme oplysninger. Vi vil ikke gå på kompromis med datasikkerhed og derfor bliver der en gang i mellem lavet begrænsninger i forhold til tilgængelighed,” siger Jens Stenbæk.

Vi gør mere ud af at sikre os, at der ikke er personfølsomme oplysninger, som bliver set af uvedkommende. Jens Stenbæk (V), næstformand i Danske Regioner

Kontrol giver pote

Og ifølge regionsformanden har det øgede overvågning båret frugt. Siden 2011 har regionen haft 17 personalesager, som er endt med en advarsel og fem personalesager, der er endt med en fyreseddel. Men især er antallet af mistænkelige opslag i patientjournaler de seneste to år reduceret fra 30 opslag per uge til 10 opslag per uge.

Faktaboks

Sådan er reglerne for lægers brug af patientjournaler:

”Det er et udtryk for, at kontrollen har en præventiv virkning, og jeg oplever, at der er en langt større opmærksomhed fra personalet om, at man ikke søger i data på en patient, som man ikke behandlerrelation til,” siger han.

Skal lægerne føle sig overvåget og mistænkeliggjort?

”Lægerne skal se positivt på udviklingen. En høj datasikkerhed er selve grundlaget for, at vi både udvikler og kan forske i bedre behandlinger. Men der skal selvfølgelig være den rette balance mellem beskyttelse og benyttelse af data,” siger Jens Stenbæk

Region Sjælland var den første til at overvåge opslag i patientjornalerne, men de fire andre regioner følger trop.

”Alle regioner har et stort fokus på datasikkerhed, så lignende tiltag i andre regioner er enten etableret eller på vej,” siger Jens Stenbæk.

Grænsen skal være højere

Ifølge formanden for Overlægeforeningen, Anja Mitchell, er det derfor vigtigt, at overlægerne sætter sig grundigt ind i reglerne og følger dem.

”Lægerne skal følge loven og arbejdsgivernes regler. Man skal ikke kigge i en journal af nysgerrighed eller for at gøre nogen en tjeneste, for man risikere at sætte sin stilling på spil,” siger hun.

På den anden side påpeger Anja Mitchell, at regionerne skal finde den rette balance mellem at beskytte data og anvende data.

”I dag er der en grænse, så lægerne op til seks måneder efter en behandlingsrelation i uddannelsesøjemed kan slå op i en journal. Men jeg er sikker på, at nogle af mine kolleger er i tvivl om den grænse og undlader at slå op i journalen og dermed undgå at blive klogere. Så når der er færre mistænkelige opslag i Region Sjælland, kan det også være et udtryk for den forkerte retning, for et opslag kan også være til gavn for behandlingen,” siger Anja Mitchell.

Derfor opfordrer hun regionerne til at være mere tydelige om reglerne og gennemgå reglerne for lægerne.

”Og personligt synes jeg, at en grænse på seks måneder er for lav, især når det handler om kroniske patienter. Derfor kunne grænsen godt være på 12 måneder, for man skal stadig som læge kunne retfærdiggøre opslaget og have haft en behandlingsrelation,” siger Anja Mitchell.

Læs også: Patienter skal have ret til egen journal ifølge Danske Regioner