Skip to main content

Regioner: Udløbsdato på recepter en god idé

Regionerne erklærer sig parat til at overveje Lægeforeningens forslag om at indføre udløbsdatoer for recepter.

15. apr. 2014
2 min.

I forbindelse med det nyligt overståede Lægemøde foreslog Lægeforeningen en række initiativer til at forebygge medicineringsfejl. Et forslag går ud på at indføre et afkrydsningsfelt på recepterne, hvor lægen kan angive en udløbsdato.

”Når gamle recepter findes på receptserveren, kan apoteket komme til forveksle nye og gamle recepter. Det kan betyde, at patienterne går på apoteket og får forkert medicin, som de ikke har brug for mere, og som i værste fald kan skade dem”, siger Michael Dupont, formand for Lægeforeningens Lægemiddeludvalg.

»Det lyder sådan set meget fornuftigt i forhold til at få ryddet op i den medicin, der ligger rundt omkring og sikre, at folk får indløst deres recepter til tiden, så de ikke efter et eller halvandet år får udleveret noget medicin, som ikke længere er aktuelt,« siger formanden for Danske Regioners sundhedsudvalg, Ulla Astman (S) til Berlingske.

Ifølge Lægeforeningens forslag til lægemiddelpolitik skal læger kunne give recepter forskellige gyldighedsperioder - eksempelvis fra en uge op til to år

Michael Dupont, begrunder forslaget med, at polyfarmaci og stigende medicinforbrug er et omfattende problem, med for mange, der får meget medicin, og fra mange forskellige kilder.

Et andet af Lægeforeningens forslag går ud på ,at regioner og kommuner indfører én model for regelmæssig og systematisk medicingennemgang for de enkelte patienter – ikke mindst på bosteder og plejehjem, hvor der har været flere eksempler på fejlmedicinering med mere eller mindre alvorlige følger.