Skip to main content

Regioner vil af med udredningsgaranti

Den 30 dages udredningsgaranti i børne- og ungdomspsykiatrien presser personalet urimeligt. Regionerne vil af med den.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox (Foto: colourbox.com)

Klaus Larsen kll@dadl.dk

15. sep. 2016
2 min.

Det er umuligt at fastholde en høj kvalitet i børne-og ungdomspsykiatrien, hvis fagpersonalet kun har 30 dage til at stille en diagnose. Derfor skal den såkaldte ' udredningsgaranti' for psykisk syge børn skrottes, siger Charlotte Fischer (R), der er forkvinde for Danske Regioners Social-og Psykiatriudvalg til Information.

Den er ”simpelthen et fejlskud”, som Folketinget bør lave om, mener Charlotte Fischer.

”Vi har brug for at flytte noget af fokus væk fra ren og skær hurtighed og tilbage til kvaliteten af det arbejde, vi laver i psykiatrien”, siger hun til Information.

I 2014 vedtog Folketinget enstemmigt at ligestille patienter med psykiske lidelser og mennesker med fysiske ledelser ved at sikre dem samme behandlingsgaranti. Siden september 2015 har psykisk syge derfor haft ret til en udredning, der højst må vare 30 dage.

Charlotte Fischers ønske om at rulle garantien tilbage sker som reaktion på et åbent brev fra 50 yngre læger og specialpsykologer i børne- og ungdomspsykiatrien, som skriver, at udredningsgarantien skaber et pres, der går ud over kvaliteten af diagnoserne og behandlingen. Det hed bl.a. i brevet:

Åbent brev: ”Vi gør børnene mere syge – ikke raske”

”Som læger og psykologer har vi stillet diagnoser på børn på baggrund af andres vurderinger beskrevet kort i patientens journal, og andre gange har barnet mødt mange forskellige behandlere på sin vej til en diagnose. Mange af disse børn […] bliver mødt af en psykiatri, hvor der ikke længere er mulighed for at skabe den relation, der skal til for at forstå barnet”.

De 50 tilføjer, at ”indimellem er det selvfølgelig godt at stille en hurtig diagnose, men det bør være en individuel faglig vurdering, og det kan ikke sættes op efter skemaer eller udredningspakker på samme måde som en brækket arm”.

Ifølge underskriverne betyder kravet om hurtige udredninger i nogle tilfælde, at »de kliniske retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen ikke bliver fulgt.«

Løhde til modangreb

I et svar onsdag spiller sundhedsminister Sophie Løhde bolden tilbage til udredningsgarantiens kritikere.

Såvel regionerne som de 50 brevskrivere – skriver hun ifølge Ritzau – burde være i stand til at håndtere udredningsgarantien med de ekstra midler, som er bevilget til psykiatrien:

”Både jeg og adskillige af Folketingets partier undrer os meget over, hvad der er blevet af de over to milliarder kroner, der er afsat ekstra til psykiatrien i regionerne”, skiver hun. ”Jeg ved, at der netop er landet en status i ministeriet fra regionerne - den er jeg spændt på at se”.