Skip to main content

Regionerne vil belønne helbredelse og patienttilfredshed

Danske Regioner er klar til at skrotte DRG og bevæge sig imod med mere værdibaseret styring. Lægeforeningen bakker op, men advarer mod ”cherry-picking”.

Formanden for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing, og formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S). Foto: Palle Peter Skov
Formanden for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing, og formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S). Foto: Palle Peter Skov

Anders Heissel, ah@dadl.dk

23. aug. 2016
3 min.

Frem for at måle sundhedsvæsenet på antallet af leverede ydelser, sengedage og ventelister skal fokus flyttes til, hvilken indsats der samlet skaber størst værdi for patienternes trivsel og livskvalitet. Det var temaet for et politisk møde mellem alle parter omkring sundhedsvæsenet om værdibaseret styring forleden, og formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S) konkluderer:

”Vi er i en situation, hvor langt flere patienter skal opleve et sundhedsvæsen, der er til for deres skyld. Og vi nærmer os grænsen for, hvor hurtigt personalet kan løbe. Det er der vist ingen, der er i tvivl om, efter de sidste par dages nyhedsstrøm. Derfor er vi nødt til at styre og belønne, så vi har fokus på de resultater, der er vigtigst for patienterne”, siger Bent Hansen.

Regionerne har allerede gang i en række forsøg, som skal udvikle metoder til i højere grad at opnå de bedste resultater for patienterne. Forsøgene skal også udvikle bedre metoder for afregning, så den bedste praksis bliver belønnet og udbredt. I forlængelse af økonomiaftalen for 2016 mellem regeringen og regionerne skal forsøgene evalueres systematisk.

LÆS OGSÅ: Overlæge: »Uden DRG har vi fået større frihed«

LÆS OGSÅ: Fremtidens hospital bliver fundet på Bornholm

”Vi sætter nu gang i en stor forandring i måden, vi styrer sundhedsvæsenet på, så det er afgørende, at vi afprøver og evaluerer grundigt. Derfor er jeg også glad for, at både faglige organisationer, patientorganisationer og regioner indgår så konstruktivt i dialogen,” siger Bent Hansen.

Det skal for alt i verden ikke betyde, at man undviger en kompliceret patient, fordi patienten kan betyde mindre indtjening til afdelingen Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen

Mere rammestyring, tak

Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen, bakker op.

”Vi er som læger indstillet på at indrette sundhedsvæsnet efter, hvad der giver værdi og mening for patienten i stedet for at styre efter, hvor mange man behandler. Men det er også vigtigt, at afdelingerne ved, hvilken kvalitet de leverer – også fra dag til dag - så de kan indrette behandlingen efter det,” siger Andreas Rudkjøbing.

Men han advarer mod at koble betalingen fra staten sammen med kvaliteten.

”Min bekymring er, at man kobler værdi på behandlingen, så afdelingerne får betaling efter, hvor godt den performer. Det kan lyde besnærende at koble kvalitet og betaling sammen, men talrige internationale undersøgelser viser, at bivirkningen ”cherry-picking” kan opstå. Så vil afdelingen pludselig overveje, om man skal sætte behandlingen i gang på en kompliceret patient, hvor man ikke på forhånd kan vide, om resultatet bliver godt. De patienter findes der masser af, og det skal for alt i verden ikke betyde, at man undviger en kompliceret patient, fordi patienten kan betyde mindre indtjening til afdelingen,” siger Andreas Rudkjøbing.

Hvordan skal man så afregne?

”Jeg tror, at man skal satse benhårdt på at blive enige om de vigtigste indikatorer for behandlingen på de forskellige sygdomsområder. Og så lave budgetter over flere år, samt en slags rammestyring, så der kommer mere stabilitet på afdelingerne,” siger Lægeforeningens formand.