Skip to main content

Regionspolitikere genoptager ikke fyringssag af overlæge

Fyresedlen til den tidligere leder af Familieambulatoriet på Hvidovre Hospital, May Olofsson, står ved magt, har politikerne i Region Hovedstaden netop besluttet. Til gengæld fortsætter sagen om besparelsen på Familieambulatoriet.

May Olofsson blev i slutningen af sidste år fyret som leder af Familieambulatoriet på Hvidovre Hospital. Foto: Hvidovre Hospital
May Olofsson blev i slutningen af sidste år fyret som leder af Familieambulatoriet på Hvidovre Hospital. Foto: Hvidovre Hospital

Anders Heissel, ah@dadl.dk

4. feb. 2015
3 min.

Fyringen af den tidligere leder af Familieambulatoriet på Hvidovre Hospital, May Olofsson bliver ikke trukket tilbage.

Det besluttede et flertal af politikerne tirsdag på regionsrådsmødet i Region Hovedstaden, siger regionsrådsmedlem for Liberal Alliance, professor og overlæge dr. med, Niels Høiby.

Sammen med bl.a. regionsrådsmedlem for konservative Lene Kaspersen og regionsmedlem for venstre Anne Ehrenreich ønskede han sagen genåbnet, fordi de mener, at de blev fejlinformeret om de planlagte besparelser på Familieambulatoriet sidste år, og fordi May Olofsson blev fyret på et usagligt grundlag, som også Lægeforeningens advokat har skrevet.

May Olofsson har lavet et fantastisk stykke arbejde siden 1984, hvor gravide misbrugere tværfagligt bliver hjulpet, og hvor børnene bliver fulgt ind til skolealderen. Det arbejde må ikke blive spildt på grund af en personsag. Medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden for Liberal Alliance, professor og overlæge dr. med, Niels Høiby.

”Flertallet af politikerne vil ikke blande sig i fyringen, og det kan der være gode grunde til rent forvaltningsmæssigt. Men noget andet og mindst lige så vigtigt er Familieambulatoriet fremtid på baggrund af fyringen og besparelsen. Derfor har vi nu bedt forretningsudvalget på det kommende møde kigge på besparelsen på Familieambulatoriet. May Olofsson har lavet et fantastisk stykke arbejde siden 1989, hvor gravide misbrugere tværfagligt bliver hjulpet, og hvor børnene bliver fulgt ind til skolealderen. Det arbejde må ikke blive spildt på grund af en personsag,” siger Niels Høiby.

May Olofsson blev i begyndelsen af november fritaget for tjeneste og den 1. januar fyret fra sit job af ledelsen på Hvidovre Hospital. Baggrunden var bl.a. samarbejdsvanskeligheder mellem May Olofsson og ledelsen på Hvidovre Hospital, og desuden skulle hun have sat sig imod et spareforslag på 2,1 mio. kr., ifølge Dagens Medicin. Men det bestrider May Olofsson.

Håber på lempelig ordning

Niels Høiby var selv med til at vedtage spareplanen for ambulatoriet, men det var efter meldinger fra direktionen på Hvidovre Hospital, der ikke mente at Familieambulatoriet var produktivt nok.

”Vi har også bedt om at få genåbnet sagen, fordi vores information om besparelsen ikke var fyldestgørende, da vi efterfølgende fik noget helt andet af vide fra May Olofsson. Derfor skal forretningsudvalget nu kigge på det. Jeg håber, det bliver fundet en lempelig ordning, hvor Mays viden bliver benyttet, inden hospitalet får en anden oplært i funktionen,” siger Niels Høiby.

For May Olofsson er det en skuffende melding.

”Fyringssagen bliver ikke genåbnet med henvisning til, at det er en personsag. Men sagen har så mange principielle aspekter, at det kun er en måde at få fejet sagen ind under guldtæppet på. Det er skuffende, og jeg er ked af det. Ikke mindst fordi mit livsværk falder på gulvet til stor skade for de børn, som mit arbejde handler om at hjælpe,” siger May Olofsson.

Som følge af fyringen bliver der startet en underskriftindsamling, og næsten 1200 personer har skrevet under på, at de tager afstand fra beslutningen om at fyre May Olofsson.

Dansk Selskab for Neuropædiatri har ligeledes protesteret mod fyringen med underskrifter fra foreningens medlemmer. Der har også været protestskrivelser fra Norge.