Skip to main content

Retsmedicinens nye, stærke våben

GENNEMBRUD - Med DNA-analysen fik retsmedicinen et revolutionerende nyt værktøj, som både kan afsløre forbrydere, frikende uskyldige og identificere ofre. Og CT-skanneren er blevet et stærkt supplement til obduktion.

Professor og institutleder Peter Mygind Leth. Foto: Klaus Larsen
Professor og institutleder Peter Mygind Leth. Foto: Klaus Larsen

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

24. okt. 2017
6 min.

RETSMEDICIN Da Peter Mygind Leth for 25 år siden som nybagt speciallæge i patologi blev retsmediciner, behøvede man ikke iføre sig heldækkende beskyttelsesdragt, når man begav sig ind på et findested (eller ”gerningssted”, som det hedder i de mange tv-serier, der bygger på dette speciale).

”Vi havde selvfølgelig noget på fødderne og handsker for ikke at sætte fod- og fingeraftryk”, fortæller Peter Mygind Leth, som i dag er professor og institutleder på Retsmedicinsk Institut ved Syddansk Universitet.

”Vi skulle se os for, men vi havde større frihed til at bevæge os rundt og kigge i skuffer og skabe efter medicin og andre ting af interesse”.

Men så kom DNA-teknologien.

DNA- analyse var så småt taget i brug ved efterforskning i kriminalsager i udlandet, men da Peter Leth begyndte som retsmediciner i 1992, var Danmark ikke kommet med på vognen.

Første gang, DNA fældede en forbryder i Danmark, var i en drabssag i 1993, og siden har DNA-analysen været uundværlig ved efterforskningen af mange slags forbrydelser, fra indbrud til voldtægt og drab – men også til identifikation af afdøde.

”Før DNA lavede vi altid negleskrab og tog hårprøver fra mistænkte. Jeg husker en kollega, som spurgte, hvor længe, vi dog skulle blive ved med at rense negle på forbryderne, når vi alligevel aldrig fandt noget”, fortæller Peter Leth.

”Tanken var, måske at finde nogle fibre eller hudceller. Men da vi fik DNA, fik det pludselig en helt anden betydning. Nu kunne man pludselig finde DNA-spor, f.eks. fra gerningsmanden, under neglene på et voldtægtsoffer”.

Kan sammenknytte forbrydelser

Den første større sag, som Peter Mygind Leth var involveret i, og hvor DNA-analysen blev anvendt, var en drabssag i Grønland i 1998.

”Det var et seksualdrab på en seksårig pige, i Kullorsuaq på østkysten. Der var en alvorlig læsion af hendes skede, og i den fandt vi både kønshår og sæd. Der var også et træk ved profilen, som er typisk for grønlændere, og dermed kunne man udelukke nogle turister, der også var i kikkerten som mistænkte”.

”Derefter var det enkelt at indsamle DNA-profiler fra folk i den meget lille bygd og finde gerningsmanden – der selv var med til at lede efter pigen på skrømt. Selv om han udmærket vidste, at hun lå i en plasticpose i en krybekælder”.

Med den nye teknologi har politiet været i stand til at genåbne gamle, uopklarede drabssager – en enkelt helt fra 1967 – ved at trække DNA-materiale ud af gamle spor. Indtil nu har det ikke fældet nogen morder, men i flere tilfælde er man nu i besiddelse af drabsmandens DNA-profil. Der venter ham en grim overraskelse, hvis han en dag bliver anholdt for ny kriminalitet.

”I øvrigt skal man huske, at DNA-beviser ikke kun bruges til at dømme folk. Man kan også frifinde mistænkte eller tidligere, forkert dømte. Det har vi set flere eksempler på fra USA, siger Peter Mygind Leth.

”Med DNA kan man sammenknytte flere forbrydelser. Tidligere brugte man modus operandi og kendetegn, der tydede på, at der var tale om samme gerningsmand. Med DNA kan man med sikkerhed sige, at det er den samme mand, der står bag”.

”På Fyn havde vi sagen om manden i den røde bil, hvor vi sikrede en DNA-profil allerede ved hans første forbrydelse”, fortæller Peter Mygind Leth.

Manden, havde bl.a. bortført og begået grove sexovergreb mod mindreårige piger. Man havde hans DNA, men derudover vidste man kun, at han havde kørt i en ældre, rød bil. Da politiet en dag blev kaldt til et brandsted, fandt man foruden børneporno, våben og sprængstoffer en garage og SM-udstyr af den grove slags.

”Et DNA-skrab matchede med DNA fra flere overgreb begået af ”manden i den røde bil” – og dermed havde man det fældende bevis”.

”Samtidig kunne man droppe mistanken mod en kendt pædofil, der oven i købet ifølge mobiloplysninger havde været i området, og som politiet havde følt sig sikre på, var den rigtige mand”.

Knust kranium af trafikoffer. CT-skanningen viser, hvor knoglefragmenter og splinter har placeret sig ved påkørslen. Det formår en traditionel obduktion ikke. (Foto: Retsmediciksk Institut, SDU)

Faldgruber

”DNA-metoden er så følsom, at man ofte kan identificere DNA i bidmærket på et offer. Før måtte retsodontologerne forsøge at matche et foto af bidmærket med en mistænkts tandsæt, og en sjælden gang kunne man være heldig. Med DNA kan man med sikkerhed sige, hvem, der har afsat bidmærket”.

”Ved dobbeltdrabet i Eventyrskoven her i Odense lykkedes det at finde DNA på de afskudte patronhylstre fra drabsmandens maskingevær, og senest har jeg hørt, at man i Sverige har haft held til at finde DNA i et fodaftryk i sneen”.

Fordi metodens er så følsom, er det i dag utænkeligt at undersøge en sigtet og et voldsoffer i samme rum. Det er helt utænkeligt i dag på grund af risiko for at overføre DNA fra offer til mistænkt”, fortæller Peter Mygind Leth.

Og der er andre faldgruber:

”Ganske små blodpletter viste sig under arbejdet med en sag at være opkast fra spyfluer, der havde spist blod fra den afdøde. Hvad nu, hvis det havde været en drabssag, og spyfluerne fløj ind til naboen og afsatte DNA-spor på naboens træsko?”

Heldigvis kan man ved at analysere enzymer i pletterne afgøre, om de er afsat af spyfluer, forklarer Peter Mygind Leth.

Lige nu er det ”nonsens-DNA”, man ser på, dvs. DNA, der ikke koder for noget. Men Peter Mygind Leth forudser en fremtid, hvor man kan læse DNA-koderne og se, om man f.eks. skal lede efter en lyshåret morder med blå øjne.

- Og vi håber ikke, at forbryderne læser med her!

”Da vi fik fingeraftryk, begyndte forbryderne at bruge handsker. Spørgsmålet er, om man kan risikere, at forbryderne forsøger at plante falsk DNA. ”Amagermanden” gjorde jo et forsøg på det – så det er en risiko, man skal være opmærksom på”.

”Ud over at opklare almindelig kriminalitet, er DNA også uovertruffet til at identificere folk – levende som døde. F.eks. ved flystyrt, hvor ligene kan være ret fragmenterede. Tidligere kunne man kun identificere dele af liget, f.eks. tænder, en tatovering eller andet. Nu kan man finde stumper og samle ligene”.

”Det har også betydning ved opklaring af forbrydelser mod menneskeheden – f.eks. når man finder massegrave som Saddam Husseins i Irak, eller på Balkan og skal identificere ligene”, siger Peter Mygind Leth, der også er med på det internationale hold af retsmedicinere, der af den polske regering har fået til opgave at undersøge de dræbte fra flykatastrofen ved Smolensk.

”Her bliver ligene i øvrigt også CT-skannet, og de obduktioner, vi derefter foretager, bekræfter oftest bare det, vi allerede vidste fra CT-skanningen. De har ligget i graven i syv år og er noget henfaldne. Og rent faktisk er det utroligt, hvad man kan se ved en skanning”.

CT-skanning før obduktion

Et andet gennembrud, som Peter Mygind Leth ikke alene har oplevet, men også har skrevet disputats om, er CT-skanning som retsmedicinsk redskab.

”Når man tidligere skulle obducere et trafikoffer med et svært knust kranium, faldt stumperne fra hinanden. Med CT-skanneren kan man se brudstykkernes oprindelige placering”, eksemplificerer han.

”CT kan og skal ikke erstatte obduktion. Men jeg tænker, at man en dag vil kunne bruge CT som sorteringsredskab. Hvis man skannede alle, der skal til retslægeligt ligsyn, kunne man muligvis få afklaret nogle ting før en obduktion: Har man f.eks. en gammel mand, som er fundet død, og skanningen viser et bristet aorta-aneurisme, så er det muligvis ikke grund til at gå videre med den”.

Og ikke nok med det:

”Kun ganske få af dem, der går til ligsyn, der bliver obduceret. Hvis man brugte CT-skanneren der, er jeg ret overbevist om, at man ville finde nogle ukendte forbrydelser, som man ellers ikke ville have opdaget”.

Ved retstekniske undersøgelser foregår meget på samme måde som før: Der tages fingeraftryk, laves skydeforsøg, ballistiske undersøgelser og mikroskoperes. Der laves rekonstruktioner på gerningssteder, obduceres …

”Det grundlæggende i faget er det samme. Men der er kommet nye og vigtige værktøjer til, som giver os mulighed for at opklare flere forbrydelser og stille flere diagnoser”, siger Peter Mygind Leth.