Skip to main content

Retsmedicinere portrætteres på TV

For første gang har et TV-hold fået adgang til Institut for Retsmedicin i Aarhus for at portrættere livet som retsmediciner med særlig fokus på obduktioner. Men beslutningen om at sige ja til TV var ikke nem.

Retsmediciner Marianne Cathrine Rohde (th) og DR-journalist Anders Agger i udsendelsen "Indefra" fra Institut for Retsmedicin i Aarhus. Foto: DR.
Retsmediciner Marianne Cathrine Rohde (th) og DR-journalist Anders Agger i udsendelsen "Indefra" fra Institut for Retsmedicin i Aarhus. Foto: DR.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk.

9. nov. 2015
6 min.

I dag, mandag den 9. november, vil DR blænde op for endnu en af Anders Aggers reportager fra steder, som offentligheden normalt ikke har adgang til, i serien »Indefra«. Denne gang handler det om retsmedicinere – nærmere betegnet Institut for Retsmedicin på HEALTH, Aarhus Universitet.

Flere retsmedicinere er med i udsendelsen, men den gennemgående figur er Marianne Cathrine Rohde. Hun fortæller, at instituttets beslutning om for første gang at deltage i en TV-udsendelse – og bl.a. vise afdøde på skærmen – var særdeles svær.

»Det er ikke første gang, et TV-hold har haft ønske om at få adgang til vores institut, men indtil videre havde vi afvist. Men jeg synes, at ”Indefra” står for noget ordentlighed. Noget anstændigt. Noget andet er, at de gerne vil være med til at nedbryde nogle tabuer, og det vil jeg egentlig også«, siger hun.

Den meget omtalte »Pigen, der ikke ville dø«-udsendelse om Carina Melchior, som egentlig skulle handle om organdonation, men endte helt anderledes, spøgte også i baggrunden. Den fik særdeles negative konsekvenser for neurokirurgen Benedicte Dahlerup – og foregik i øvrigt også i Aarhus.

»Man kunne forestille sig, at de har medieskræk på Aarhus Universitetshospital, og at det kommer til at tage lidt tid, inden tilliden er genoprettet. Vi kan måske være med til at vise, at det godt kan lade sig gøre. Men for mig var Carina-sagen ikke det vigtigste. Det var hensynet til de afdøde og deres pårørende. Kan man forene ønsket om at fortælle om vores arbejde med ønsket om ikke at udstille nogen, var det sværeste at forholde mig til«, siger Marianne Cathrine Rohde.

Hvordan reagerede afdelingen umiddelbart på forespørgslen fra DR?

»Vi var både for og imod. Vi vil gerne fortælle om det retsmedicinske arbejde. Dette her kunne være med til at starte en diskussion om, hvem der skal obduceres, og hvornår man skal lave obduktioner. Der er for få obduktioner i Danmark, og tallet falder, så vi har en interesse i, at der kommer fokus på det emne. De betænkeligheder, vi kunne have, går på, at man lader nogle andre fortælle for sig. Det er ikke sikkert, at de ser verden, som man selv gør. Kan vi nu være sikre på, at vores grænser bliver respekteret?«.

Hvordan var processen konkret?

»DR henvendte sig til vores ledelse, og så spurgte ledelsen os. Det eneste, vi i første omgang gik med til, var at holde et møde med DR. Alle de læger, der havde lyst, kom. DR-folkene prøvede at forklare, hvad de gerne ville, og vi fik mulighed for at stille spørgsmål. Vi er ikke interesserede i at fortælle om vores sager, vi lever jo af at være diskrete. Som det er nu, overlader politiet jo meget følsomt materiale til os, og det har vi ingen intention om at ændre på«.

Hvordan foregik selve optagelserne?

»TV-holdet var med i en periode og fik lov til at gå rundt her. Jeg havde dem også med,da jeg var kaldt ud til kliniske undersøgelser bl.a. på centre for voldtægtsofre, men de blev siddende i bilen og opførte sig generelt meget respektfuldt. Det blev ikke på noget tidspunkt nødvendigt at bede dem om at gå«.

Faktaboks

Fakta

Var alle medarbejderne o.k. med at deltage?

»Man kunne sige fra. Det var der nogle, der benyttede sig af, men ikke fordi, det var principielt. Det var mere noget personligt om folks privatliv«.

Havde I indvendinger til den færdige udsendelse?

»Ja, det havde vi bestemt. Men jeg oplever, at vi er blevet lyttet til i høj grad. F.eks. er DR med på sektionsstuen. Vi har ingen interesse i, at der er nogen, der bliver stødt over at se ting, der foregår under obduktion. Det var også meget vigtigt, at alt var anonymiseret, så ingen føler, at det er deres pårørende, der bliver vist«.

Så du er tilfreds?

»Ja, jeg synes, det er et godt program. De har fokus på obduktionerne, og det er deres valg. Man får indblik i, hvad vi laver, men vi laver så meget andet, bl.a. forskning og undervisning. Det kan måske komme i kølvandet«.

Har du et råd til andre læger, der får henvendelser fra TV?

»Jeg synes ikke, man skal sige ja til hvad som helst. Man skal undersøge, hvem TV-folkene er, og hvad de tidligere har lavet. Lave research på journalisterne, ligesom de gør på os. Og så skal man være klar på, at man risikerer, at alt bliver vendt og drejet«.

Medieberedskab parat

Instituttet og dets medarbejdere afventer nu reaktionerne på udsendelsen.

»Jeg tror, nogle vil synes, det er rigtigt spændende. Seerne skal helst sidde tilbage med en følelse af, at det giver rigtig god mening, dette her (med obduktion, red.). Men nogle vil ikke kunne lide at se det«, siger Marianne Cathrine Rohde.

For det tilfældes skyld, at der kommer negative reaktioner på udsendelsen, har instituttet forberedt et beredskab.

»Vi har tænkt på, hvad der kan ske. Nogle seere kunne måske føle sig stødt over billederne. F.eks. hvis de har haft pårørende, der er blevet obduceret. Man risikerer, at nogle mennesker får ribbet op i nogle ting, som er sket i deres familie«, siger institutleder Christian Lindholst.

»Skulle der være nogen, som efter udsendelsen føler et behov for at tale med os, er de velkommen til at ringe. Der kan være mange grunde til deres reaktion, og vi vil selvfølgelig gerne være imødekommende. Vi kan ikke drøfte tv-billederne, men vi vil gerne tale om, hvorfor vi mener, at det giver mening at medvirke i udsendelsen«.

Hvad betyder udsendelsen set fra selve instituttets side?

»Som organisation skal man vurdere, hvad man får ud af at gå med i det. Det er et stort arbejde, og vi har brugt rigtig lang tid på det. Men vi synes, der er ting omkring vores arbejde, som vi gerne ville have ud. Vi bliver ofte portrætteret gennem TV-serier, og alle tror, de ved, hvad en retsmediciner laver. Vi havde en interesse i at vise, hvordan det i virkeligheden foregår. Vi håber, at vi med programmet kan vise mange mennesker, at det er forbundet med professionalisme, meget høj faglighed og etik«.

Tog I særlige forbehold i kontrakten?

»Nu kender jeg ikke kontrakten i Carina-sagen (»Pigen, der ikke ville dø«-udsendelsen, red.), men netop i lyset af den udsendelse har vi skrevet vores forventninger til udsendelsen ind i kontrakten. Hvad formålet med udsendelsen er«.

Blandt andet står der i kontrakten, at de medvirkende bliver fremstillet »loyalt, så de kan 'genkende sig selv' i den færdige udsendelse«. Der står også, at målet med udsendelsen er at »give offentligheden et indblik i det retsmedicinske og retskemiske arbejde«.