Skip to main content

Rigshospitalet politianmelder hjertelæge for mandatsvig

Region Hovedstaden anmelder endnu en overlæge på grund af svindel med forskningsmidler på Rigshospitalet.

14. jul. 2014
1 min.

En stikprøveundersøgelse foretaget af Region Hovedstadens eksterne revisor har afsløret uregelmæssigheder af en karakter, der gør, at Rigshospitalet har politianmeldt en tidligere ansat overlæge for mandatsvig for 2,5 millioner kroner. Det meddeler regionen i en pressemeddelelse.

Overlægen er i dag ansat på en hjerteafdeling på et andet af regionens hospitaler, hvorfor regionen har iværksat en personaleretlig undersøgelse. "Vi har anmeldt forskeren for mandatsvig, og da der nu er tale om en politisag, kan vi ikke kommentere den konkrete sag yderligere. Politianmeldelsen er dog et udtryk for, at vi ser med meget stor alvor på sagen", siger Susanne Vesterheden, finanschef i Region Hovedstaden i pressemeddelelsen.

Revisionsfirmaet BDO fortsætter sin stikprøveundersøgelse af brugen af eksterne forskningsmidler i regionen. Det endelige resultat heraf forventes klar i begyndelsen af oktober, fremgår det.