Skip to main content

Rød blok aftaler 194 mio. kroner til forebyggelse

Regeringen, SF og Enhedslisten er blevet enige om at allokere 194 mio. kroner i årene 2016-2018 til forebyggelse. Pengene skal bl.a. gå til udsatte børn.

28. apr. 2015
1 min.

Børn med psykisk syge eller alkoholmisbrugende forældre er en af de udsatte grupper, som er nævnt i den forebyggelsesaftale, som regeringen, SF og Enhedslisten netop har indgået.

Partierne har aftalt at bruge 194 mio. kroner de kommende tre år på opgaven, skriver Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse i en pressemeddelelse.

Blandt de udsatte grupper er også unge med selvmodstanker og stærkt afhængige stofmisbrugere, som skal have mulighed for at bruge såkaldte fixerum. I dag har tre kommuner - København, Odense og Aarhus - sådanne rum, men 45 mio. kroner fra forebyggelsespakken skal gøre det muligt for andre kommuner at etablere lignende tiltag, fremgår det.

Den seksuelle sundhed skal styrkes, og endelig består en del af pakken af en pulje på 30 mio. kroner til initiativer i sundhedsvæsenet, der skal opspore patienter, som kunne have gavn af information om KRAM-tiltag, f.eks. rygestop.