Tuberkulosen er en sygdom, der har plaget livet på Jorden i tusinder af år. Men det var først i 1834, at den tyske læge Johann Schönlein gav den navn.
Tuberkulosen har sandsynligvis været med os altid. Men det var i løbet af 1700-tallet, at sygdommen udkonkurrerede kopper og pestepidemier som en af de almindeligste dødsårsager.
Værst stod det til i Europas voksende storbyer. Trods høj dødelighed voksede befolkningen i kraft af indvandringen fra landet. De tilrejsende menneskemasser blev klumpet sammen i trange og uhumske boliger i kældre og baghuse. Her havde smitten gode betingelser blandt de dårligt ernærede mennesker.
Sygdommen havde mange navne: brystsyge, brystsot og lungesot. På latin: tabes. Eller det græske ftisis, når det skulle være fint. Mange kaldte sygdommen svindsot eller tæring – fordi den syge praktisk talt blev tæret op.
I slutningen af 1700-tallet skildrede den svenske visedigter Carl Michael Bellman sygdommen i Epistel 30: "Till Fader Movitz under dess sjukdom, lungsoten":
”Gulgusten Hud, mat blomstrende små Kinder,
Indfaldent Bryst og magert Skulderblad.
Vis mig din Hånd – så langsomt Blodet rinder,
Opsvulmet blå, så klam som fra et Bad;
Hånden er svedig, Årerne stive …”
Tidens medicinske viden gjorde det svært at stille en præcis diagnose. Men Bellmans beskrivelse findes ikke mere præcis hos nogen af 1700-tallets førende klinikere. ”Drik ud dit Glas, se Døden på dig venter”. Bellman kendte en lungesyg i slutstadiet, når han mødte én.
Og det gjorde man stadigt oftere i sidste halvdel af 1700-årene, hvor tuberkulose for alvor begyndte at markere sig.
Modesygdom
Måske tiltrak tuberkulosen sig også større opmærksomhed nu, hvor kopper og byldepest var slået tilbage takket være karantæneforholdsregler og vaccination. Nu var tuberkulosen den sygdom, der kostede flest mennesker livet.
Hidtil havde tuberkulosen heller ikke gjort så meget væsen af sig. Udbrud af pest og kopper kom og gik pludseligt og slog masser af mennesker ihjel på få dage. Det var dramatisk og vakte stor opsigt. Tuberkulosen var en anden sag: Den tog livet af folk ganske langsomt. Først når den var fremskreden, som hos Mowitz i Bellmans vise, var den nem at diagnosticere. Men der var ingen behandling, og man forstod heller ikke at beskytte sig mod sygdommen.
Dramatiske epidemier af pest og kopper havde tvunget myndighederne til handling: karantæne og tvungen koppevaccination. Tuberkulosen havde man ikke bekymret sig om. Den var bare et livsvilkår.
I 1800-tallet blev man dog opmærksom på tuberkulosen. Romantikken betragtede sygdommen som lidt af et adelsmærke: For kunstnere var sygdommen nærmest obligatorisk. Digteren og neurotikeren Lord Byron udbrød, at han ville ønske, at han fik lungesygdommen, for så ville han blive bleg og interessant, og kvinderne ville sværme om ham. Modebevidste, sunde damer sultede sig og blegede ansigtet for at opnå det brystsyge look.
Operaen havde særlig forkærlighed for tuberkulosen: I Puccinis "La Bohéme" dør den kvindelige hovedperson Mimi på malerisk vis af tæring, omgivet af kunstnervennerne. Verdis "La Traviata" og "Hoffmanns Eventyr" af Offenbach romantiserer tuberkulosen, som gør de syge (hhv. Violetta og Antonia) følsomme og attraktive.
Digteren og neurotikeren Lord Byron udbrød, at han ville ønske, at han fik lungesygdommen, for så ville han blive bleg og interessant, og kvinderne ville sværme om ham
Den barske virkelighed
Realiteterne var dog ikke særligt romantiske. Døden af lungetuberkulose var pinefuld og kunne vare måneder eller år. Og lungerne var ikke det eneste, der var udsat for sygdommen. For eksempel kunne den inficere knoglerne. Resultatet var den frygtede ”benæder” eller benedder, som langsomt åd knoglen op. Benedder kunne angribe arme og ben, men også en del pukkelrygge skyldtes knogletuberkulose, som havde tæret en eller flere ryghvirvler væk, så ryggen sank sammen. Benedder kunne danne bylder og fistler og medføre koldbrand. En heldig amputation kunne standse sygdommen, men den mest sandsynlige udgang på en så stor operation var sårinfektion, sepsis og død, hvis patienten da ikke allerede var død under operationen.
Førende dødsårsag
Der var mange teorier om tuberkulosens årsager. Nogle holdt på, at den var arvelig, andre, at den skyldtes miasma – sygdomskim, der overførtes gennem usund luft fra sumpområder eller ved forrådnelsesprocesser. Det var ikke faldet nogen ind, at sygdommen skyldtes et smitstof, så man holdt sig ikke på afstand af de syge. Og da byerne voksede, og de tilrejsende menneskemasser trængtes sammen i snavsede og fugtige boliger, havde smitten gode betingelser. I 1880’erne bar op mod halvdelen af befolkningen på sygdommen i forskellige stadier. Der var mange raske smittebærere, så alle var sikre på at møde bacillen.
I årene 1876-1879 var tuberkulose da også den sygdom, som flest danskere døde af. Ifølge Statistisk Tabelværk døde 5.518 i perioden af Lungesvindsot, som sygdommen blev kaldt. Dertil kan man lægge 2.462 dødsfald af ”tæring hos småbørn” – et andet navn for tuberkulose. Statistikken omfatter lidt over 46.000 dødsfald. Medregner man dødsfald af tuberkulose ”i andre organer” samt ”miliær tuberkulose” (en form for tuberkulose, hvor mange af legemets organer samtidig er angrebet) og ”rygmarvstæring”, var tuberkulosen skyld i næsten en femtedel af periodens dødsfald.
Smittefrygt
Sygdommen kunne ikke kureres, men lægerne forsøgte at behandle i det mindste de velhavende patienter ved at ordinere god og nærende kost, frisk luft, sol og varme, som man kunne finde under sydlige himmelstrøg ved Rivieraen eller ved ophold på sanatorier i bjergrige egne.
For den brede befolkning stod den på forebyggelse. I København var myndighederne på lægernes opfordring begyndt at rydde de værste slumkvarterer for at fjerne ”miasmens arnesteder”.
I 1890’erne førte smittefrygten til en ophedet debat om smittefaren ved gudstjenestens nadver, hvor kirkegængerne drak af den samme alterkalk. Der kom forslag om at indføre personlige alterbægre. En forslagsstiller havde ved altergangen oplevet, at alterkalken – før den nåede til hans familie – først havde været forbi ”en vitterlig brystsyg Familie”, og han krævede fælleskalken – denne ”modbydelige Uskik” – afskaffet. En opfinder ansøgte om patent på en ”smittefri Alterkalk”, hvor der på kanten af fællesbægeret var monteret en drejelig krans med mundstykker, så ingen risikerede at skulle drikke af den samme tud. Striden rasede gennem flere år og endte i 1909 med, at en regeringsnedsat ”Nadverkommission” gav de enkelte menighedsråd tilladelse til at indføre særkalke.
Fra mysterium til folkesygdom
I april 1882 kunne danske læger læse i Ugeskrift for Læger, at kollegaen Robert Koch i Berlin havde gjort den ”ny og epokegjørende Opdagelse [at] Tuberkulosen er en Infektionssygdom, betinget af en karakteristisk Bakterieform, nemlig meget tynde, stavformige Bakterier”.
Nu var der ikke længere grund til at spekulere over, om tuberkulosen mon var arvelig, om den skyldtes en særlig psykologisk disposition, eller om årsagen var miasmer. Tuberkulosen var afsløret som en sygdom, der havde en konkret og ikke særligt romantisk årsag: en bacille ved navn Mycobacterium tuberculosis.
Bakterien overføres med de mikroskopiske dråber, der som en sky sprøjtes ud og hænger i luften, når smittebæreren hoster eller nyser. Eller måske bare taler. Smitten kan også overføres ved, at man spiser med samme ske, søber af samme skål eller drikker af samme krus som den syge.
I lungen danner bacillen et formeringssted – en såkaldt tuberkel, hvorfra kolonien kan vokse og sprede sig til lymfeknuder og danne nye tuberkler.
Tuberkulosen havde en forkærlighed for de fattige, der svækkede af fejlernæring klumpede sig sammen i trange, usunde boliger. Men ingen kunne føle sig sikker – den kunne ramme alle.
Synet på den tyste, romantiske dræber ændrede sig fra resigneret accept til nultolerance.
Ved begyndelsen af 1900-tallet var tuberkulosen udråbt til en folkesygdom, der skulle bekæmpes.
