Skip to main content

Rwandas lægeforening optaget i WMA

Med bistand fra den danske Lægeforening har Rwanda nu en lægeforening, der deltager i det internationale samarbejde

Der klappes ved optagelsen i WMA af Rwanda Medical Association, her repræsenteret af sin præsident, dr. Kayitesi Kayitenkore. (Privatfoto)
Der klappes ved optagelsen i WMA af Rwanda Medical Association, her repræsenteret af sin præsident, dr. Kayitesi Kayitenkore. (Privatfoto)

Klaus Larsen kll@dadl.dk

21. okt. 2014
3 min.

20 år efter folkemordet, der kostede 800.000 indbyggere livet, er Rwanda kommet endnu et skridt videre, efter at landet nu har opbygget en bæredygtig Lægeforening, som netop er optaget i lægernes verdenssammenslutning, World Medical Association (WMA).

Siden 2010 har den danske Lægeforening – på initiativ af den danske græsrodsorganisation Globale Læger – været involveret i opbygningen som partner i projektet, der bl.a. er finansieret med midler fra Danida.

Projektet har bidraget til at brande og skabe anerkendelse af Rwanda Medical Association, som nu udbyder CME (Continuing Medical Education) for landets ca. 1.000 læger

Foreningen har gennem projektet fået en mere stabil organisation med vedtægter, foreningslokale, intranet og nyhedsbreve.

Faktaboks

Fakta

Selv om projektet officielt blev afsluttet i 2012, er der fortsat bånd mellem Lægeforeningen og RMA.

Medlemskabet af WMA, som har medlemsorganisationer i 111 lande, giver adgang til en række standarder for etik og menneskerettigheder på sundhedsområdet. Herudover formidler organisationen viden indenfor bl.a. TB, antibiotikaresistens, lederskab og etik.

WMA er formel samarbejdspartner med verdenssundhedsorganisationen WHO og en række FN-organisationer.

Optagelsen i WMA af Rwandas Lægeforening fandt sted ved dette års generalforsamling i Durban, Sydafrika, tidligere på måneden. Her blev optaget i alt fire nye medlemmer fra afrikanske lande. Det drejer sig foruden Rwanda om lægeforeningerne i Kenya, Lesotho og Zambia

Sammen med Lægeforeningens direktør, Bente Hyldahl Fogh, deltog formanden for det internationale udvalg, Andreas Rudkjøbing, i WMA’s møde i Durban.

”Det er naturligt for Lægeforeningen at genoptage kontakten med Rwandas lægeforening, som vi allerede har erfaringer med at samarbejde med gennem nogle år”, siger han.

”Læger i Rwanda har udfordringer, som vi har svært ved at forestille os, men der er også områder, hvor vi har basis for erfaringsudveksling. En stærk Lægeforening er i begge lande forudsætningen for at læger overhovedet har indflydelse og kan gøre en større forskel i deres landes sundhedsvæsener”, siger Andreas Rudkjøbing.