Skip to main content

Så du vil være retsmediciner?

Journalist Klaus Larsen, klaxis@journalist.dk

26. maj 2008
4 min.



Retsmedicinsk Institut ved Syddansk Universitet har tre retsmedicinske speciallæger: Vicestatsobducenterne Peter Mygind Leth og Peter Thiis Knudsen samt institutlederen, professor Jørgen Thomsen. Dertil tre yngre læger, som er på vej mod specialet samt de nyansatte vikarer, lægerne Britta Sand og Uffe Stolborg, som de tre »gamle« håber, fatter interesse for faget.

Peter Leth og hans kolleger åndede derfor lettet op, da specialet for nylig blev anerkendt: »Det var i sidste øjeblik, hvis vi skal nå at videregive den arv af viden og erfaring, som vi bærer«.

Vidensdeling og fordybelse

Britta Sand er den ene af to årsvikarer. Hun har tidligere haft en introduktionsstilling i almen medicin, men det er retsmedicinen, hun for alvor finder spændende. Så spændende, at hun nu overvejer at vælge den som sit speciale.

»Det er en dejlig arbejdsplads, specialet er spændende, varieret og alsidigt«, siger hun.

Den nye speciallægeuddannelse betyder oven i købet, at hun seriøst tør overveje det som sit fremtidige arbejdsfelt og håber, at hendes vikariat kan bane vej for en introduktionsstilling.

Da hun fortalte sin far om interessen for retsmedicin, var han sikker på, at hun nok havde set for mange tv-serier. Interessen skyldes dog i højere grad en fascination af kroppen »og hvad den kan«, siger hun:

»Alle, der ligger på et obduktionsbord, har en historie at fortælle. Det er spændende at se, om vi på baggrund af politiets eller sygehusets rapport kan afklare hændelsesforløbet og finde en forklaring. Her får man brug for meget af det, man har lært på studiet: Sygdomslære, medicin, anatomi - alle fagene er samlet i arbejdet«.

Før ansættelsen var hun lidt nervøs for, om man kun arbejdede med døde mennesker og risikerede at ende mere eller mindre isoleret.

»Men vi har jo også centeret for voldtægtsofre, og der er undersøgelser af både voldsofre og gerningsmænd og et omfattende samarbejde med andre - så man har masser af personkontakt«, siger Britta Sand.

Da instituttet sorterer under universitetet, er der desuden afsat tid i hverdagen til at forske og fordybe sig, og det er, lige som den omfattende vidensudveksling med de garvede retsmedicinere er noget, hun sætter stor pris på.

Glamour og tortur

Men hvad skyldes den tilsyneladende store interesse for retsmedicinen, når så mange andre små specialer oplever store problemer med rekruttering? Peter Leth peger på, at faget foruden det lægelige aspekt også er et samfundsorienteret fag med stor bevågenhed og sager, som ofte er spektakulære og eksponeres i medierne.

»Samtidig er arbejdet meget afvekslende. Den ene dag står du måske i en skov ved et skelet. Næste dag underviser du medicinstuderende eller undersøger torturoverlevere, og dagen efter skal du i retten og redegøre for en undersøgelse i en voldtægtssag. Der er også mulighed for at rejse, ikke alene til Grønland og Færøerne, hvor vi også foretager obduktioner, men også til mange internationale opgaver«.

Peter Leth har været i Armenien for OSCE for at obducere en mand, der var død i politiets varetægt og for Amnesty International i Jamaica, hvor politiet havde likvideret syv personer uden lov og dom.

Og så har de mange tv-serier og romaner vel også gjort en del for at glamourisere retsmedicinen?

»Man må sige, at vi er meget eksponerede, og ofte meget positivt. Lige fra 1970'ernes Dr. Quincy til de moderne, mere mørke og gotiske serier. Der er ingen tvivl om, at det også skaber interesse for faget. Men man skal lige ind og prøve det, for der er trods alt et stort spring derfra og til virkeligheden«.

Den nye uddannelse

Speciallægeuddannelsen i retsmedicin varer fem år.

Introduktionsuddannelsen er en kombinationsstilling med seks måneders retsmedicin og seks måneders klinisk patologi.

Herefter følger to års uddannelsesstilling i klinisk patologi med tilhørende kurser, og derpå to år ved et retsmedicinsk institut med det retsmedicinske kursusprogram, der bl.a. omfatter klinisk retsmedicin, jura, kriminalteknik, retsantropologi, retskemi og retsgenetik.

I Odense kan de første introduktionsstillinger opslås allerede til efteråret, hvis det regionale råd for lægers videreuddannelse godkender uddannelsesprogrammet.

Peter Leth med, at der opslås to hoveduddannelsesforløb i Odense, da to af de yngre læger ved meritoverførsel formentlig kan konvertere deres tid i patologien, så det svarer til intro-forløbet i retsmedicin.