Skip to main content

Så kom fremtiden

Journalist Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

5. maj 2008
7 min.

»Fremtidens Lægeforening er blevet til Lægeforeningen«. Med de ord kvitterede formand - før som nu - Jens Winther Jensen for Lægemødets afgørelse om at vedtage en række ændringer til vedtægterne og dermed en helt ny struktur.

Gengangerne i forsamlingen kunne undskyldes for at have en vis fornemmelse af deja-vu - vedtagelsen var kulminationen på et arbejde, der er pågået siden 2004 under arbejdstitlen »Fremtidens Lægeforening«. Som altså nu har indfundet sig.

Det skortede da heller ikke på historisk markering.

»Ikke siden 70'erne har et repræsentantskab lavet så gennemgribende ændringer«, sagde Jens Winther Jensen og opfordrede forsamlingen til »liiiiige at stoppe op« og lade øjeblikket fæste sig.

Det var ellers ikke noget nemt forløb. Heller ikke selv om Lægemødet sidste år leverede såkaldte »byggeklodser« til det, der blev kaldt Lego-modellen for, hvordan Lægeforeningens struktur skulle være.

Det vil f.eks. sige, at det lå fast, at formændene for de enkelte delforeninger - som fremover skal hedde »forhandlingsberettigede foreninger« eller fbf'er - automatisk også ville være medlemmer af selve Lægeforeningens bestyrelse. Det lå også fast, at Lægeforeningens regionale repræsentation skulle ændres, således at det regionale arbejde i højere grad blev samordnet og koordineret.

Men selv i de bedst planlagte bygningsværker kan der opstå uforudsete komplikationer, som skal løses i allersidste øjeblik, før alting kan falde på plads.

Således også i Herning, som var værtsby for Lægemødet i år.

Repræsentanterne måtte gennem en perlerække af ændringsforslag, ændringsforslag til ændringsforslag, tilbagetrukne ændringsforslag og sågar ønsker om genafstemninger, før det endelige resultat var i hus.

Ny, større bestyrelse

Summa summarum: Lægeforeningen får en bestyrelse, der består af ti medlemmer: formændene for fbf'erne - PLO, FAS og Yngre Læger - samt syv yderligere medlemmer, som repræsentskabet vælger. Foruden formanden vil det sige to »menige« bestyrelsesmedlemmer indstillet af hver fbf.er.

Der var ellers lagt op til en bestyrelse på kun syv medlemmer, men ved Yngre Lægers mellemkomst blev det ændret.

Det skete på Yngre Lægers eget repræsentantskab umiddelbart inden Lægemødet, og det var blandt mange andre to af Hovedbestyrelsesmedlemmerne i Lægeforeningen, som argumenterede for denne ændring: Michael Dall og Klaus Klausen.

»Vi var bekymrede for, at Lægeforeningens bestyrelse ellers ikke fik nok arbejdskraft«, sagde Michael Dall efter Lægemødet.

»Vi har jo alle i bestyrelsen klinisk arbejde ved siden af. Og vi har en omverden, der stiller krav, som vi skal kunne honorere, hvis vi skal have optimalt politisk indflydelse«, sagde Klaus Klausen.

Det førte til forslag om en større bestyrelse - som først Yngre Lægers repræsentantskab tilsluttede sig, og som Lægemødet altså siden vedtog.

Ingen talsmænd, tak

Den anden store knast var det regionale samarbejde. Her lød det oprindelige forslag på, at der i stedet for en lægekredsforening i hver enkelt region skulle være et koordinationsforum - altså en noget løsere struktur end tidligere - med en talsmand.

Lægemødet vedtog her, at nok kommer der et sådant koordinationsforum, men det bliver udstyret med en formand i stedet for en talsmand.

»Det bunder ikke i magtbrynde men i, hvordan ordet klinger, når man har en dialog med andre parter i det sundhedspolitiske landskab«, som forslagsstilleren Carl Johan Erichsen fra Lægekredsforeningen for Sjælland sagde.

Desuden blev det besluttet, at nu hvor de gamle lægekredsforeninger nedlægges - det sker fra årsskiftet - så skal deres formuer bruges til »regionale formål«.

Et forslag om, at formuerne kun skulle kunne bruges i den pågældende region, hvor de var optjent, blev trukket tilbage, før det kom til afstemning.

Syddanske penge skal altså fremover kunne anvendes i f.eks. Nordjylland og vice versa.

De ikkeerhvervsaktive

Ind imellem gjorde de ikkeerhvervsaktive og pensionerede medlemmer af Lægeforeningen ihærdige forsøg på at opnå en stærkere repræsentation. For eksempel kom en af deres repræsentanter, Claus Lundstedt, med et forslag om, at de ikke-erhvervsaktive blev repræsenteret i bestyrelsen for den nye Lægeforening - bestyrelsen ville i givet fald altså blive på hele 11 medlemmer. Forslaget blev stillet bl.a. med henvisning til, at de ikkeerhvervsaktive og pensionerede stod for ca. 12 pct. at det samlede medlemstal i Lægeforeningen.

»Vi synes, at vi fortjener at kunne kanalisere vores viden og vores erfaring og vores interesser og for øvrigt også arbejdskraft mere direkte ind i Lægeforeningens organer - i dette tilfælde bestyrelsen«, sagde Claus Lundstedt.

Men argumentet faldt ikke i repræsentantskabets smag, og det blev nedstemt.

De ikkeerhvervsaktive fik dog en præcisering af, at de f.eks. godt kan sidde i udvalg og på anden måde deltage i Lægeforeningens arbejde. Desuden blev der givet udtryk for at de ikke erhvervsaktive skal sikres inddragelse i det regionale arbejde.

Chelsea 2-1

Jens Winther Jensen erkendte efter mødet, at han en gang imellem havde været »utålmodig«, og det fremgik da også i løbet af dagen.

For eksempel lagde formanden på et tidspunkt jakken og gik på talerstolen med disse ord:

»Vi er nu nået til den situation, hvor Chelsea fører 2-1 [Chelsea spillede Premier Leauge-kamp mod Manchester den 26. april, red.] Der foregår også spændende ting her i verden«.

På den måde lå Lægemødets hovedpunkt i fin forlængelse af det forberedende arbejde. Det har nok været udfordrende men også slidsomt.

Medlem af den tidligere Hovedbestyrelse, Hans Buhl, som præsenterede forslagene, nøjedes ganske vist med diplomatisk at kalde arbejdet for »en lang proces«, men f.eks. formanden for PLO, Michael Dupont, kaldte den »opslidende af og til«, og Yngre Lægers formand, Lisbeth Lintz, brugte udtrykket »en frustrerende proces«.

»Intet bliver som før«

Punktet om Fremtidens Lægeforening på Lægemødet var således næppe det mest spændende - men til gengæld var det uden tvivl noget af det vigtigste.

»I den nye Lægeforening bliver intet, som det var før. Der kommer en stærkere, koordinerende bestyrelse og en smidig arbejdsform«, som FAS' formand, Poul Jaszczak, sagde.

Michael Dupont var enig: »Vi vil få en helt anden arbejdsform, når delforeningsformændene bliver trukket ind i arbejdet«.

Også Lisbeth Lintz var inde på det samme: »Det afgørende er, at vi i dag tager en beslutning, som forpligter delforeningerne mere i Lægeforeningens arbejde«.

De menige medlemmer skulle gerne kunne aflæse ændringerne direkte.

Jens Winther Jensen sagde efter mødet, at medlemmerne »kommer til at se deres forening som nogle, man ikke kan komme uden om, og med et tydeligt mandat«.

Verden kan altså vente sig flere af den type udspil, der giver genlyd langt uden for lægekredse og sågar helt over i regeringsgemakkerne som f.eks. Lægeforeningens aktive indsats for nylig for en forbedring af asylbørns forhold. På ønskelisten hos formanden står f.eks. at få indflydelse på regeringens kvalitetsreform - hvor Lægeforeningen ikke mindst gerne vil have et nyt patientklagesystem.

Fordelingen mellem privat og offentlig sektor vil også stå i centrum - og her vil budskabet være, at den lige adgang og de lige vilkår i sundhedsvæsenet skal sikres.

Lægeforeningen formodes altså at blive hurtigere og stærkere udadtil. Men den nye struktur vil efter formandens mening også få direkte betydning indadtil.

»Det vil stå mere klart for medlemmerne, hvad det er, Lægeforeningen står for. Dermed vil det også stå tydeligere i fremtiden, hvorfor man skal være medlem«, som han sagde.

Nyt blad

Den nye struktur giver også andre, helt lavpraktiske og konkrete ændringer, som medlemmerne umiddelbart vil kunne opdage. For eksempel vil hver region ikke længere udgive hver sit lægeblad, som det ellers har været kotyme. Fremover vil der blive lavet et fælles blad, som skal dække det regionale arbejde, men det er uvist, hvor ofte det vil udkomme.

Muligvis vil antallet af udgivelser blive beskåret bl.a. på grund af, at budgettet for 2009 blev nedjusteret med 800.000 kr., som blev flyttet til bestyrelsens dispositionspulje.

Hvordan det regionale arbejde fremover skal honoreres, udestår nemlig også. Det spørgsmål affødte en vis debat på Lægemødet.

»Jeg synes personligt, der er farlige elementer i at honorere denne her type arbejde, som vi beskæftiger os med«, sagde f.eks. Mogens Hüttel fra FAS og understregede, at han gik ind for frikøbstanken.

Det var PLO's formand, Michael Dupont, derimod ikke enig i.

»Jeg synes, at hvis man mener det alvorligt, at man vil have en lokal, regional forankring, så synes jeg ikke, det kan være et spørgsmål, om man skal honorere det - det kan være et spørgsmål om størrelsen«, sagde han.

Faktaboks

Valg til bestyrelsen

Efter at Lægemødet havde vedtaget de forskellige vedtægtsændringer, og den nye struktur altså lå fast, skulle der vælges ny bestyrelse.

De tre formænd for PLO, FAS og Yngre Læger blev som nævnt automatisk medlemmer. Desuden blev der valgt to yderligere repræsentanter fra hver af de tre forhandlingsberettigede foreninger (fbf'erne). Og endelig valgte repræsentantskabet formanden. Herefter ser den nye bestyrelse sådan ud:

Formand

Jens Winther Jensen, som blev genvalgt

Repræsentanter for FAS

Poul Jaszczak, Erik Kristensen og Peter Haahr

Repræsentanter for PLO

Michael Dupont, Yves Sales og Mogens Boy Christiansen

Repræsentanter for Yngre Læger

Lisbeth Lintz, Michael Dall og Klaus Klausen

Men den sammensætning kan hurtigt blive ændret igen. Nemlig til efteråret, hvor FAS ventes at få ny struktur.

»Bestyrelsen er, som den er i dag, men sent på året ændrer FAS efter al sandsynlighed struktur, og så vil der sikkert ske en ændring i persongalleriet«, sagde FAS-formand Poul Jaszczak.

»Det er et punkt, vi må ændre, når vi når dertil«.