Balancen er tippet. Der er nu flere kvinder end mænd blandt de erhvervsaktive medlemmer af Lægeforeningen. Det er godt, synes Lægeforeningens – mandlige – formand, mens en – kvindelig – kønsforsker savner flere mænd.
Det var blot et spørgsmål om tid, før lægegerningen blev et kvindefag. Nu er det sket. Hvor der ved årets start kun var 86 flere mænd end kvinder blandt de erhvervsaktive medlemmer af Lægeforeningen, er der nu flertal af kvinder. Nærmere betegnet 12.187 kvinder mod 11.965 mænd.
Det er historisk.
Hundredetusindkronersspørgsmålet er: Hvad indebærer det?. For lægerne selv og for faget som sådan.
Arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet, professor emeritus Flemming Ibsen, siger, at den ændrede kønsbalance er godt for arbejdsmiljøet.
»Det er aldrig godt, hvis en arbejdsplads er domineret af det ene eller det andet køn. Vi har data på, at en mere ligelig kønsfordeling også resulterer i et bedre arbejdsmiljø. Er der for mange kvinder eller for mange mænd, får man ofte mindre trivsel og et dårligt arbejdsmiljø. En god balance mellem kønnene skaber en bedre stemning – og totalt set et bedre arbejdsmiljø«, siger han.
Det forudsætter naturligvis, at både de kvindelige og de mandlige læger søger de samme steder hen, og det kan Flemming Ibsen godt have sin tvivl om.
»Det vil formentlig afspejle sig i en større søgning til omsorgsprægede specialer«, siger han om kvindeflertallet.
Den største virkning kan måske blive på selve fagets anseelse.
»Det kan få betydning for fagets status og lønniveauet, at kvinder i højere grad end mændene foretrækker deltidsbeskæftigelse. Det ser man inden for sygeplejefaget, hvor omtrent halvdelen er på nedsat tid«.
En yderligere grund til, at lønnen typisk går ned, når kvindeandelen i et fag går op, kan være, at kvinder prioriterer anderledes end mænd:
»Kvinder har en tendens til at gå højere op i selve faget, mens lønnen betyder knap så meget – og de går måske også mindre op i status. Man går efter fagets kerne, og hvilken værdi det har for samfundet og for ens egen arbejdsglæde: At arbejdet giver mening, at man arbejder med mennesker, at faget har en etik og rummer humanistiske værdier«, siger Flemming Ibsen.
Han er også spændt på at se, hvad der vil ske inden for forskningen:
»Det er svært at forene forskning med at nå hjem til børn eller at være på deltid. At være forsker kræver fuld tid – og ofte mere end det. Hvis kvinder derudover har en tendens til at prioritere det kliniske arbejde højere, kan det på længere sigt få konsekvenser på forskningsområdet«, siger han.
At en rimelig kønsbalance på arbejdspladsen er et gode, kan Hasse Møller-Sørensen tale med om. Han blev for små to år siden klinikchef på Thoraxanæstesiologisk Klinik på Rigshospitalet – et miljø, der traditionelt har hørt til de mere testosteronholdige.
Han er særdeles opmærksom på ansættelser. På afdelingen er der 27 fastansatte læger med lav udskiftning. Netop derfor er det så meget desto vigtigere, hvem han hyrer.
»Vi har stadig et lille overtal af mænd inden for anæstesien, men i de ansøgninger, jeg ser, har der været en ligelig fordeling«, siger han.
»Jeg synes, at det er godt med balance. Vi skal afspejle det samfund, vi lever i. Både fordi lægerne skal kunne snakke med patienterne, og fordi det er sundt for afdelingen«.
Har du nogensinde været på en meget mandepræget arbejdsplads?
»Ja, i militæret. Der var en forskel i omgangstonen, og det er fint et sted som i militæret med et kraftigt fokus på målet. Men i et sundhedsvæsen er der andre ting, såsom kommunikation og omsorg, der er vigtige. Det kan også give større nuancering i de diskussioner, vi har, hvor mænd har tendens til at gå hurtigt til konklusionen«.
Er du bekymret for feminiseringen af faget?
»Nej. Det, der måske kan være bekymrende – og det er noget, som mit speciale ikke er ramt af endnu – er en generel trend til, at de kvindelige læger vælger nogle af de blødere specialer med mindre prioritering af f.eks. forskning, hvilket kan betyde, at det kan blive vanskeligere at rekruttere til de mere karrieretunge specialer«, siger han.
Men han understreger, at det er spekulativt, og at det er ganske nemt at finde eksempler på det stik modsatte.
»For eksempel har vi for nylig fået landets første kvindelige professor i thoraxanæstesi. Og kigger jeg over på thoraxkirurgerne, er der ikke nogen svær overvægt af mænd. Jeg tror, at man skal passe på ikke at karikere«.
Faktaboks
Helle Holt, arbejdsmarkedsforsker ved SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – har en anden forklaring på, at kvinder og mænd vælger forskellige specialer.
»Ser man på de enkelte specialer, er der nogle, som tiltrækker det ene køn mere end det andet. Det handler formentlig om, hvilke arbejdsforhold og hvilken kultur det pågældende speciale har. For kvinder har det med at gifte sig med en mand på niveau – det vil for læger sige andre læger eller akademikere. Mænd derimod kan godt være gift med kvinder med lavere uddannelse. Dermed får vi nogle familiesituationer, der gør tidspuslespillet forskelligt for kvinder og mænd – afhængigt af, hvem der har hovedansvaret for, at familien praktisk hænger sammen, og hvem der især står for forsørgelsen«, siger hun.
»Karikeret sagt er det stadig sådan, at mænd forsker, og kvinder passer børn. Derfor kan det være, at kvinder vælger specialer, hvor det ikke i så høj grad gælder om at forske, fordi der er en forventning om, at man klarer sin forskning ved siden af sit fuldtidsarbejde«, siger Helle Holt.
Måske kan den nye kønsfordeling – som vil blive yderligere forstærket de kommende år – ændre på tingene.
»De kulturer, der findes i hospitalsvæsenet, er skabt på et tidspunkt, hvor lægen var en mand og kvinden en baglandsperson, der kunne flytte med manden rundt i landet, alt efter hvor karrieren bragte ham hen. Ligesom for eksempel i Udenrigsministeriet. Sådan er familien ikke længere, og derfor er det ikke rationelt at have den struktur på hospitalerne. Man kan håbe, at den nye kønsfordeling i lægefaget vil give hospitalerne anledning til se på, hvilke arbejdsvilkår man byder lægerne, og overveje, hvordan man kan tilrettelægge arbejdet og arbejdstiden for dem, så både kvinder og mænd finder det attraktivt at være læge«, siger hun.
Kvinders præference for mindre forskningstunge specialer rejser selvsagt spørgsmålet, om den ændrede kønsbalance får konsekvenser for videnskaben.
»De kvinder, der forsker, får det jo til at gå op«, siger Anja Pinborg, klinisk professor på Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet og overlæge på Hvidovre Hospital – samt ikke at forglemme videnskabelig redaktør på Ugeskrift for Læger.
»Det bliver nemt så kategorisk eller floskelagtigt. Men hvis jeg endelig skal sige noget, er det, at det kan gå ud over forskningsbevillingerne. Mænd er nok gennemgående lidt bedre til at networke og mere interesserede i det politiske spil. Kvinder tvivler mere på, om de er gode nok, hvor mænd måske er mere resultatorienterede. Jeg kan godt frygte, at kvinder ikke går ind i kampen om forskningsmidler«.
I øjeblikket har kvinder også tendens til at stoppe forskningen, før de når op i graderne.
»Det step efter ph.d. eller disputats op til at komme videre til lektorstillinger og professorater, det tager mange ikke. De vil hellere faget end forskningen«, siger Anja Pinborg og understreger, at der er tale om empiri og ikke statistik.
Den skæve kønsfordeling af f.eks. professorater – i mændenes favør – kan dog også have andre forklaringer end kønnenes forskellige præferencer.
»Der er nogle strukturelle barrierer. Det ved vi til en vis grad er tilfældet i universitetsverdenen, og det gælder ikke kun for læger«, siger Lægeforeningens formand Andreas Rudkjøbing.
For et par år siden fortalte to læger til Ugeskrift for Læger, hvordan de oplevede, at unge kvindelige læger f.eks. brød sammen og gik grædende fra en konference, fordi de ikke kunne klare mosten, mens de mandlige læger var mere hårdføre. Det er vel et problem?
»Dette her med at få et chok, når man kommer ud på arbejdspladsen, sker ikke kun for kvinder. Jeg tror, at det i højere grad handler om, at studiet ikke er godt nok til at forberede lægerne på virkeligheden. Det handler om forventninger om, hvad man går ind til og forståelse for, hvad det er for en praktisk dagligdag, man kommer ud til«.
Hvad synes du helt generelt om Lægeforeningens nye kønsprofil?
»Jeg synes, at det er meget glædeligt, at både mænd og kvinder har lyst til at blive læger«.
Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen siger, at kvindedominans i et fag kan gå ud over dets status?
»Jeg mener ikke, at det bør betyde noget for anseelsen. Med de karaktergennemsnit, der efterhånden skal til for at blive læge, er det de bogligt dygtigste, der kan blive det. Men det er vigtigt at understrege, at vi også ser meget positivt på kvote to-optag. Som læge skal man kunne en masse, ikke kun bogligt. Man skal f.eks. også kunne kommunikere, samarbejde og lede. Og man skal brænde for faget«.
Bliver du Lægeforeningens sidste mandlige formand, tror du?
»Jeg tror og håber rigtig meget, at der ikke går ret mange år, før der kommer en kvindelig formand. Alle steder i politik ser vi mange kvindelige ledere, og vi har også mange stærke kvindelige lægepolitikere lige i øjeblikket, så der findes altså kvindelig indflydelse på topplan i lægepolitik. Men lægepolitik har tidligere har været en mandeverden. Når jeg ser ud på gangen, hvor der hænger malerier af de tidligere formænd, så er det jo række på række af mænd, og de fleste er også noget grå i toppen«.
Læs også: Kønnet, karaktererne og klinikken
Læs også (debat): Rigtige læger græder ikke?
Læs også: Kvindebonus: tjeneste eller bjørnetjeneste?
Læs også: Forskning: hvor er kvinderne?
Læs også (debat): Hvorfor bliver kvinder ikke professorer?
