Skip to main content

Salg af ulovlig medicin for 81 mio. dollars stoppet

En verdensomspændende aktion mod ulovlig medicin er netop slut og har resulteret i 156 anholdelser, lukning af over 2.400 hjemmesider og tilbageholdelse af medicin for store millionbeløb.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

18. jun. 2015
2 min.

En verdensomspændende aktion mod ulovlig medicin med deltagelse af Sundhedsstyrelsen, SKAT og politiet i Danmark har gjort et indhug i salget af ulovlig medicin.

Ifølge en pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen resulterede aktionen på verdensplan i 156 anholdelser, kontrol af over 149.600 forsendelser og tilbageholdelse af over 20 millioner enheder potentielt livsvarlig medicin til en estimeret værdi af over 81 millioner dollars. Mere end 2.400 hjemmesider er blevet lukket eller har fået fjernet deres betalingsmuligheder.

I Danmark er i alt 771 forsendelser kontrolleret, og 465 forsendelser med medicin er tilbageholdt til videre sagsbehandling. Desuden er 15 hjemmesider blevet indberettet til INTERPOL for mistanke om ulovligt salg af medicin.

Aktionen PANGEA VIII, som er den største internet-baserede aktion i verden af sin art, fandt sted fra den 9. juni til den 16. juni 2015 og involverede lægemiddelmyndigheder, politi og told- og skattemyndigheder. I alt deltog 236 myndigheder fra i alt 115 lande i aktionen, med assistance fra virksomheder inden for elektronisk betaling (VISA og MasterCard), internetudbydere og transportvirksomheder. Aktionen blev koordineret af INTERPOL, World Customs Organization (WCO), the Permanent Forum of International pharmaceutical crime (PFIPC), the Heads of Medicines Agencies Working Group of Enforcement Officers (HMA WGEO), lægemiddelindustrien samt leverandører af elektroniske betalingsløsninger.

Sundhedsstyrelsen lancerer kampagne: "Pas på, når du køber medicin på nettet" (link)