Content area

|

Selvskade anno 1819

For 200 år siden var København på den anden ende over affæren om »Synaalejomfruen«. Et tilfælde af selvskadende adfærd, som måske var udløst af PTSD i kølvandet på det engelske bombardement i 1807.
Maleri af C.A. Lorentzen 1832, Statens Museum for Kunst.
Forfatter(e)
Klaus Larsen, kll@dadl.dk

Johan Daniel Herholdt var en højt respekteret københavnsk læge i begyndelsen af 1800-tallet. Det var ham, der i 1815 havde formuleret det lægeløfte, som nutidens læger aflægger efter deres kandidateksamen. Derfor vakte det berettiget opsigt, da professor Herholdt i 1821 i Det kongelige medicinske Selskab berettede om et besynderligt tilfælde.

Det drejede sig om den nu 28-årige Rachel Hertz, som han siden 1807 havde haft som patient, og som han nu arbejdede på en videnskabelig publikation om. Den kom det følgende år og blev på en måde skæbnesvanger for Herholdt.

Bomber og symptomer

Rachel Hertz var yngste datter i en velstående jødisk familie og godt begavet. Hun havde blandt andet lært sig tysk, fransk og latin. Hendes sygdomshistorie begyndte i 1807, da hun var 14 år. Ifølge Herholdts lille bog fra 1826 var det hele begyndt under englændernes voldsomme bombardement af København, hvor hun under den almindelige tumult i gaderne havde fået et stød eller slag i underlivet.

I den følgende tid havde hun klaget over mavesmerter, træthed, hovedpine og søvnløshed. Symptomerne fortog sig, men året efter blev hun ramt af nye symptomer: Hun vågnede om natten med »raseri, afsindighed og støjende galskab«, så der måtte flere om at holde hende nede. Hun fik krampeanfald og lammelser i arme og ben.

Flere symptomer stødte til: opkastning af blod, vandladningsbesvær og følelsesløshed. Huslægen, den fremtrædende kirurg Henrich Callisen, overlod patienten til sin kollega Herholdt, der var læge på Frederiks Hospital. Hver dag gik Herholdt troligt til Rachels hjem for at tømme hendes blære for store mængder urin. Jævnligt vågede han ved hendes seng sammen med Callisen »med vemodig følelse, sukkende over lægekunstens afmagt«.

Efter et par år forsvandt symptomerne, men i 1819, da Rachel var 26 år gammel, begyndte det hele forfra. Hun udviste en række af de samme symptomer – men nu havde hun også en knude i underlivet. Når Herholdt berørte den, fik Rachel krampeanfald. Han frygtede, at hun var døende og foretog et snit i knuden, hvor han fandt »et smalt, hårdt, fremmedlegeme, som, da det med pincetten var trukket ud, befandtes at være en sort oxyderet synål«.

Synåle, anoreksi og lammelse

Troede man, at man nu havde fundet og fjernet årsagen til sygdommen, blev man slemt skuffet. Rachel Hertz fortsatte med de efterhånden velkendte symptomer. Hun besvimede jævnligt og kunne først bringes ud af sin komatøse tilstand ved, at Herholdt »kvalte« hende ved at lukke hendes næse og mund med sin hånd. Og forskellige steder på hendes krop viste der sig hele tiden nye hævelser, som Herholdt hver gang måtte åbne, og som viste sig at indeholde stykker af synåle.

I 1819 fjernede han 90 nåle, næsten alle fra underlivet. I 1820 udtog han 183 nåle, de fleste igen i underlivet, men også i lår eller højre bryst. I 1821 77 synåle.

Frem til 1822 nåede Herholdt at fjerne 382 nåle. Det hele var meget gådefuldt. Herholdt fandt ingen synlige tegn på, at nålene var stukket ind gennem huden. Man antog, at hun har slugt synålene »i vildelse«. Rachel Hertz gav ikke udtryk for smerte under de mange operationer.

Da Herholdt i 1821 havde publiceret det interessante tilfælde i Det kongelige medicinske Selskab, kom »Synaalejomfruen« snart på alles læber. Fra nær og fjern – og fra udlandet – strømmede læger og videnskabsmænd til for at tage Rachel Hertz i øjesyn på Frederiks Hospital, hvor Herholdt havde indlagt hende. Man undredes over fænomenet med de mange synåle, men ikke mindre over de store mængder urin – og luft – som Herholdt udtømte og opfangede via et sølvkateter. Mængden af udtaget vand var langt større end indtaget, noterede en mystificeret Herholdt, som holdt Rachel Hertz under daglig, nøje observation.

I perioder sultede hun sig og havde opkastninger iblandet blod og ekskrement. Der indtrådte højresidig lammelse, så hun ikke kunne stå ud af sengen ved egen hjælp, og Rachel mistede talens brug, så hun måtte meddele sine daglige selviagttagelser til Herholdt ved at skrive med venstre hånd på en tavle. Hun lærte sig latin, så hun kunne føre dagbog og korrespondere på latin med sin læge. Lidt naivt overlod Herholdt hende medicinsk litteratur, så hun kunne søge efter lignende tilfælde.

Afsløringen

Som 33-årig blev hun i 1826 udskrevet til privat pleje. Herholdt aflagde daglige besøg hos sin berømte patient, som han nu anså for døende. Men der var noget, der ikke stemte: I sygeværelset befandt sig en sukkerskål, som var langt uden for den lammede patients rækkevidde. Og på uforklarlig vis blev den tømt.

Da Herholdt endelig havde lugtet lunten, begyndte han at observere Rachel Hertz gennem et hemmeligt kighul og så, hvordan den lamme kvinde satte sig op i sengen. Og selv om hendes højre arm var lam, gned hun sine øjne med begge hænder, kløede sig i nakken, rettede på tøjet og håret og klippede vægen af et osende lys – alt sammen med højre hånd. »Jeg mangler ord til at beskrive, hvad jeg følte ved dette syn«, skriver Herholdt. »O menneske! tænkte jeg, hvad est du? Gives der virkelig en art afsindighed, som ikke har sin grund i forstands forvirring? Jeg gik tavs og krænket bort«.

En kollega til Herholdt havde også hemmeligt iagttaget Rachel og set, hvordan hun satte sig på knæ, tømte sin blære i natpotten, pustede luft gennem kateteret ind i en blære, der var bundet på røret, atter indførte kateteret for at indblæse luften i blæren. Kollegaen var rystet ved at se »dette blege, stygge, udmagrede væsen løbe omkring på gulvet, og undertiden med et udtryk af angst og ulykke i blikket mod himlen, at udføre disse ækle scener af sit tragiske liv«.

Herholdt havde aldrig mere kontakt med Rachel Hertz, der efter afsløringen blev sigtet for bedrageri, benådet af dronningen og sendt på landet langt borte fra København. Den selvskadende adfærd er tilsyneladende ophørt efter afsløringen. Hun fik senere et barn og døde, formentlig af tuberkulose, i en alder af 48 år.

Røntgenfoto, Bispebjerg Hospital 1939: 41-årig mandlig patient. 
(Ugeskrift for Læger).Røntgenfoto, Bispebjerg Hospital 1939: 41-årig mandlig patient. 
(Ugeskrift for Læger).

Nye tider, nye tolkninger

Hverken Herholdt eller hans samtid forstod, hvad der fik en pige fra det bedre borgerskab til at ødelægge sit liv for at udføre det mangeårige bedrag. Men sagen har optaget både læger og den brede offentlighed i de 200 år, der er gået. Og tolkningerne har varieret i takt med lægevidenskabens og psykiatriens udvikling: hysteri, selvsuggestion, Münchhausen, selvskade osv.

I 1939 kunne røntgenoverlæge Chr. Baastrup på Bispebjerg Hospital i en kasuistik om et tilfælde fra hans kliniske hverdag trække en direkte parallel, efter at man ved røntgenundersøgelse havde konstateret og fjernet et stort antal nåle og andre spidse fremmedlegemer i og omkring genitalierne hos en 41-årig mandlig patient med en psykiatrisk historie (se røntgenfoto).

Manden var bl.a. diagnosticeret som »sexuelt abnorm« og havde selv under indlæggelsen oplyst, at »det for ham drejede sig om en sexuelt betonet handling at indføre nålene«.

Baastrup henviser til, at »Synaalejomfruen« almindeligvis var beskrevet som en opmærksomhedshungrende hysteriker. Baastrup har en anden teori: Nemlig at »hendes sygdomsbillede havde en kraftig relation til sexuallivet«:

»Herfor taler lokalisationen af de indførte nåle; endvidere at hendes sygdomsbillede – foruden det sensationelle nummer med nålene – også omfattede indførelse af væske og luft i vesica (urinblæren, red.) og vagina. Hun opnåede derfor at blive kateteriseret i årene 1809 til 1825 2.000 gange i vesica og 1.200 gange i vagina«. Derfor antager Baastrup, at Rachel Hertz' tilfælde ligesom hans mandlige patients og et yderligere tilfælde, som Herholdt havde refereret, var udslag af »automasochisme« og »autosadisme«.

Og af frygt for, at omtalen af disse sager skulle føre til copycat-tilfælde, har kasuistikken fået etiketten: »Må ikke refereres i dagspressen« (hvad redaktionerne i 1930’erne rettede sig efter!).

David Monies (1812-1894), Professor, dr. med. J.D. Herholdt, 1832 Foto: Statens Museum for KunstDavid Monies (1812-1894), Professor, dr. med. J.D. Herholdt, 1832 Foto: Statens Museum for Kunst

Diagnosen

Selvskadende adfærd var ikke et klinisk begreb, og diagnoser som factitious disorder og Münchausens syndrom – som man ville anvende på Rachel Hertz i dag – var ukendte.

Rachel Hertz’ adfærd var et mysterium for 200 år siden. Men takket være Daniel Herholdts fascination fik vi verdens første detaljerede studie i selvskadende adfærd. Plus en historie, der fortsætter med at fascinere.

I dag har »Synaalejomfruens« mystiske adfærd fået sit eget navn i moderne psykiatri: self-embedding behavior. Og sygehistorien fortæller antydningsvist, at den kan være opstået som følge af PTSD, efter at hun som barn oplevede englændernes voldsomme bombardement af København.

Men uanset hvad der fik den stakkels kvinde til at ødelægge sig selv og sit liv, havde affæren om »Synaalejomfruen« givet Herholdts omdømme et knæk, der var medvirkende til, at han få år senere blev afskediget fra Frederiks Hospital. À

Blad nummer: 

Right side