Skip to main content

Sjællændere mest bekymrede over afstand til akuthjælp

Region Sjællands borgere er mere nervøse end indbyggere i de andre fire regioner over afstanden til hjælp ved akut sygdom.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.
21. jul. 2015
1 min.

Tre ud af fire indbyggere i Region Sjælland er bekymrede over, hvor langt der - og bliver - til akutsygehus, skriver Sjællandske med henvisning til en undersøgelse, som Danmarks Statistik har lavet for KL (Kommunernes Landsforening).

Det er flere end i de øvrige regioner. F.eks. i Region Hovedstaden er "kun" 65 pct. af borgerne bekymrede, fremgår det.

Ulrik Hesislev, formand for de praktiserende læger i Region Sjælland, PLO-Sjælland, mener dog ikke, at borgerne behøver at være nervøse. Tværtimod.

"Lægefagligt mener jeg, at en centralisering kan være fornuftigt - at borgeren er utryg ved afstanden, gør det ikke nødvendigvis til en sandhed. For hvad er det rigtige - et tilbud tæt på, som er dårligt, eller at der den dag, du har brug for det, er et tilbud lidt længere væk, som til gengæld er godt"?, siger Ulrik Hesislev til avisen.

"Så har regionerne ikke forklaret godt nok, hvorfor man gør det her. Vi har en kommunikationsudfordring i at forklare borgerne, hvorfor det er det rigtige og gøre dem trygge".

Fra år 2020 vil en gennemsnitlig borger fra for eksempel Vordingborg have 24 kilometer til nærmeste akutsygehus, mens en gennemsnitlig borger fra Kalundborg vil have en afstand på 26 kilometer, skriver avisen.