Skævt fordelte speciallæger rummer flere patienter

Antallet af ydernumre for privatpraktiserende speciallæger falder, imens både antal patientforløb og antal patientkontakter stiger.

Det viser nye tal fra Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS). Tallene viser udviklingen i forhold til ydernumre, der besættes af speciallægerne.

Samtidig viser tallene, at de praktiserende speciallæger, der er tilbage, er skævt fordelt med mange speciallæger centreret i Region Hovedstaden.

I 2007 var der således 4,8 mio. patientkontakter til 979 praktiserende speciallæger, og i 2017 var der 5,7 mio. patientkontakter til 892 læger.

Antallet af patientforløb steg ligeledes fra 2 mio. i 2007 til 2,3 mio. i 2017.

Tal fra Danske Regioner viser samme billede af, at antallet af behandlinger stiger. I 2011-2016 er antal unikke personer, der har modtaget speciallægehjælp, steget med 3 pct.

Formand for FAPS, Kirsten Ilkjær, mener, at der skal være flere praktiserende speciallæger, og at de bør være fordelt i hele landet, så borgerne alle steder har adgang til et nært sundhedstilbud.

”Nærheden består blandt andet i geografisk placering, men det giver også tryghed, at patienten ser den samme speciallæge, f.eks. samme psykiater, hver gang”.

Hun forklarer, at fordi behandling og diagnostik foregår på stadig færre hospitaler, skal borgerne rejse længere for at få behandling. Derfor kan de praktiserende speciallæger levere en nærhed, som sygehusene ikke kan.

”Ukomplicerede, ambulante patienter kan blive behandlet af praktiserende speciallæger, så patienter slipper for at skulle på sygehus og for nogles vedkommende rejse langt. Det bliver mere aktuelt i de kommende år, hvor sygehuse lukker, og der om få år kun vil være 21 sygehuse tilbage – langt fra borgerne. Derfor er det oplagt, at regionerne etablerer flere ydernumre, der kan give borgerne mulighed for at gå til en praktiserende speciallæge”, siger hun.

Det nære sundhedsvæsen

Lægedækningsudvalget kom i 2017 med anbefalinger til, hvordan man kan sikre en bedre fordeling af læger i landet. Udvalget så også på, hvordan man kan styrke det nære sundhedsvæsen.

Ifølge Kirsten Ilkjær har fokus primært været på alment praktiserende læger og på sygehuset, men også landets praktiserende speciallæger kan spille en rolle i det nære sundhedsvæsen, mener hun.

”De praktiserende speciallæger kan levere vigtige bidrag til at løse problemer i sundhedsvæsenet”, siger hun.

Lægeforeningen mener, at flere opgaver bør flyttes ud til de praktiserende speciallæger.

”Lægeforeningen foreslår, at regionerne – i takt med, at der bliver færre og mere specialiserede sygehuse – lader de praktiserende speciallæger overtage nogle af de opgaver, som i dag udføres på sygehusene”, skriver Andreas Rudkjøbing på Altinget.dk.

Skæv fordeling af radiologer

Diagnostisk radiologi er det speciale, der har mest skævhed i fordelingen regionalt. I Region Hovedstaden findes der 17 privatpraktiserende radiologer, i Region Midtjylland en enkelt beliggende i Aarhus. I de andre regioner er der ingen. Altså 18 i alt.

Ifølge Peter von der Recke, formand for Danske Radiologers Organisation og klinikchef på Røntgenklinikken på Amager, er det vigtigt med radiologer tæt på borgerne, og fordelingen af radiologer er for skæv, siger han.

Han vurderer, at der vil komme et øget pres på de eksisterede speciallægepraksis i radiologi på grund af det behov, der kommer fremover, hvor nogle hospitaler lukker ned for ambulante røntgenundersøgelser.

”Det er min opfattelse, at der sker en form for opgaveglidning, idet de praktiserende speciallæger i radiologi mærker større og større efterspørgsel. Det er et problem, for vi er som andre specialer i speciallægepraksis underlagt en økonomisk ramme samt en knækgrænse på vores omsætning. Den øgede efterspørgsel kan derfor medføre længere ventetid på undersøgelse hos os, hvilket forlænger patientens udredning hos den behandlende læge. Hvis vi skal undersøge flere patienter, er det nødvendigt med en tilsvarende økonomisk ramme”, siger han.

Derfor ser Danske Radiologers Organisation gerne, at der kommer flere ydernumre uden for København, Frederiksberg og Aarhus.

Peter von der Recke forklarer, at der udføres omkring 300.000 undersøgelser om året af de 18 speciallæger i radiologi.

”De undersøgelser, som de praktiserende speciallæger i radiologi udfører, er en del af de udredninger, som kan varetages i almen praksis, og der er derfor mulighed for hurtig udredning og mulighed for et tilbud tæt på borgerne uafhængigt af specialeplaner og hospitalsplaner”, siger han og fortsætter:

”De praktiserende radiologer er en væsentlig kapacitet tæt på borgeren i forhold til hurtig udredning. Ligeledes aflaster de praktiserende radiologer de radiologiske afdelinger på hospitalerne, således at de kan fokusere på akutte forløb og pakkeforløb for at sikre garantier for udredning og behandling”, siger han.

Hvad tænker du om regionernes indsats for at udbrede praktiserende radiologer og speciallæger i det hele taget?

”Der er mange måder, hvorpå regionerne varetager opgaverne med diagnostiske undersøgelser. Men vi radiologer kunne godt tænke os, at der kom flere ydernumre i flere regioner. I henhold til overenskomsten kan der for eksempel oprettes satellitpraksis, hvilket vil kunne sikre flere borgere adgang til hurtig diagnostik i et behandlingsforløb hos en alment praktiserende læge eller en praktiserende speciallæge”.

Jyllands eneste radiolog

Den eneste diagnostiske radiolog udenfor Region Hovedstaden hedder Christian Ancher Iversen, og han oplever en øget efterspørgsel blandt patienterne.

Han driver sin enkeltmandspraksis i Røntgenklinikken Aarhus med 15 ansatte – heraf ti på fuld tid. Langt de fleste patienter kommer fra Aarhus og omegn. Christian Ancher Iversen har også nogle få fra Djursland og Randers.

”I min klinik går røntgenundersøgelser hurtigere end på hospitalet, patienterne kan komme til med det samme, og de praktiserende læger får hurtigt svar på de undersøgelser, de har bestilt. For ultralyd kan man ikke komme til hurtigere”, siger han.

En søgning på sundhed.dk viser, at radiologerne i København har 1-3 ugers ventetid for ikkeakutte patienter, hvorimod Christian Ancher Iversen som den eneste radiolog har under en uges ventetid på røntgen- og 14 ugers ventetid på ultralydundersøgelse.

Det er på trods af, at flere patienter kommer til røntgenundersøgelse, og at ventelisten er steget, siger han.

"Da udflytningen kom i Aarhus, har jeg fået mere at lave. Det er klart, at når et kæmpe apparat skal flytte, er der en overgangsperiode”, siger han og forklarer, at de praktiserende læger ved, at det går hurtigere hos ham, og derfor henviser de.

”Hvis en praktiserende læge har mistanke om, at der er gået flig af finger, vælger praktiserende læge nogle gange at sende dem til mig. Så kan man hurtigt se, om fingeren er brækket. Hvis man skal til Skejby, skal man igennem skadestueprocessen, som er langsom og har lange ventetider”, siger han.

Danske Regioner: Ikke nødvendigvis et problem

Ifølge Anders Kühnau, formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn (A), er et faldende antal speciallæger ikke nødvendigvis et problem.

Han peger på, at der er forskellige muligheder i speciallægedækningen. Der kan etableres tilbud på hospitaler eller i sundhedshuse, og det kan være nært eller ikke nært. Det vigtigste er, at patienterne bliver mødt af en kvalificeret speciallæge, siger han.

”Med praksis kan vi give tilbud tæt på, men det afhænger af, hvordan regionerne vurderer behovet. F.eks. kan lungemedicin lægges ud til en praktiserende speciallæge, men behandling kan også ske på hospitalet. Det afhænger også af, hvor speciallægen vil drive klinik”.

Er det op til den enkelte læge?

”Nej, i min egen region, Region Midtjylland, er vi tilbageholdende med at etablere flere ydernumre i den østlige del, ligesom vi ikke vil acceptere flytninger fra vestlige del”.

Hvorfor opretter I ikke nye ydernumre?

”Den generelle årsag til tilbageholdenhed er økonomi. Det koster 5 mio. kr. at etablere nyt ydernummer, og det er en svær prioritering. Vi vurderer, hvor vi kan få behandlingerne bedst og billigst. Og det er ikke nødvendigvis i speciallægepraksis”.

Hvordan ved du, at det koster 5 mio. kr. at oprette et ydernummer?

”Fem mio. er et cirkatal, for det handler også om, hvilket speciale det handler om. Det kan være lavere og højere”.

Hvad tænker du om, at speciallægerne bliver færre og ser flere patienter?

”Der er generelt mere travlt alle steder i vores sundhedsvæsen. Vi har udfordringer i forhold til vores kapacitet på visse områder. Hvis vi havde en bedre økonomi, ville vi oprette flere ydernumre. Det er ikke, fordi jeg har noget imod at oprette ydernumre, men kan det bedre betale sig at øge kapacitet og skabe tilgængelighed til behandlingstilbud i det offentlige, er det er det, jeg gør”.

Nogle borgere har langt til en speciallæge. Er det ikke et problem?

”Det er ikke kun et spørgsmål om at etablere tilbud tæt på; vi er også nødt til at se på, hvor vi får sundhed bedst og billigt. Det kan enten ske på hospital, i et sundhedshus eller i speciallægepraksis tættere på borgerne”.

Hvad mener du om skævheden?

”Jeg havde ideelt set gerne set en bedre fordeling. Men det er svært at gøre noget ved, og det afhænger af, hvordan regionerne historisk set har organiseret deres indsats. Så længe borgere får behandling, er det ikke afgørende for mig, om det sker på hospital eller privat”.

Er praktiserende speciallæger for dyre?

”Det siger jeg ikke, men det er klart, at skal vi oprette et nyt ydernummer, er det en prioritering. Og det er en prioritering blandt andre prioriteter, for der er omkostninger ved at oprette ydernumre. Vi har efterlyst omkostningsstrukturerne i praksis, men vi ved ikke, hvad enhedsomkostningerne er. Så det er svært for os at sammenligne ydelserne”.