Skip to main content

Slut med ekstra tilbud

Journalist Klaus Larsen, kll@dadl.dk

13. sep. 2010
7 min.



»Vi kan ikke give dig alt«. Det slogan kommer gravide og fødende snart til at møde på Gynækologisk-obstetrisk Afdeling på Hvidovre Hospital.

Hospitalet har været hårdt ramt i hovedstadsregionens seneste fyringsrunder: I januar forsvandt 225 stillinger og få måneder senere yderligere 176.

På Gynækologisk-obstetrisk Afdeling kom de seneste fyringer efter en barsk spareomgang i 2009, hvor afdelingen skulle af med ca. 30 sygeplejersker.

Resultatet var, at der rejste 50 på kort tid. Og det var ikke de ringeste, der fandt udgangen først.

»Det betød et enormt kompetencetab«, fortæller ledende oversygeplejerske Vibeke Jacobsen, der hele sidste forår baksede med at få ansat og oplært nye medarbejdere.

Den massive afgang af sygeplejersker sidste år betød, at det blev SOSU-assistenter og sygehjælpere, der måtte holde for i dette års to fyringsrunder.

Patienterne mærker reduktionerne ved, at der er langt mindre hjælp til dem, der skønnes at kunne klare ting selv. Det er derfor, at en kreativ gruppe udtænkte sloganet om, at man ikke kan få alt, og derfor selv må prioritere, hvad man som patient har mest brug for.

Men det er ikke kun de resursestærke, der bliver ramt: Afdelingen var tidligere ret stolt af at sit specielle tilbud til særligt sårbare gravide. De må nu »nøjes« med det tilbud, man har til andre gravide.

På det kliniske område har fyringerne bl.a. betydet, at man ikke i samme omfang som tidligere kan varetage en urologisk-gynækologisk funktion.

Tab af oparbejdet kompetence

Også lægerne har måttet holde for: En afdelingslæge er fyret, en anden er sat ned i tid, og en vakant stilling er nedlagt, siger ledende overlæge Peter Hornnes.

Derudover har direktionen varslet, at afdelingen skal spare yderligere, når den er færdig med en omlægning, der hænger sammen med, at den overtager 40 pct. af aktiviteten fra den gynækologisk-obstetriske afdeling, som nedlægges på Gentofte Hospital. Endelig har afdelingen i år - uden ekstra bemanding - fået 70 pct. mere akut gynækologi efter lukningen af Gynækologisk Afdeling på Glostrup Hospital.

Afdelingen har i dag mærkbart færre medarbejdere end for to år siden - især på plejesiden. Det mærkes ifølge Peter Hornnes ved, at medarbejderne »simpelt hen farer rundt i endnu højere grad end tidligere«.

»Det er enormt trist at skulle afskedige medarbejdere, som i mange år har lagt deres liv og sjæl og engagement i afdelingen og har identificeret sig med den. Og det har været forfærdeligt hårdt for dem. De har uddannet sig og oparbejdet nogle kompetencer, som de ikke umiddelbart kan bruge andre steder, og som går tabt for samfundet«, siger Peter Hornnes.

Jordemødrene skal også spare, men har undgået fyringer. Ifølge chefjordemoder Marianne Skovby Rasmussen fordi, man har skåret ned på ydelserne:

»Og så har vi nedsat beredskabet på svangregangen, så der kun er en jordemoder i fremmøde til ti patienter«.

Sidste års besparelse betød, at fleregangsfødende blev sendt hjem 4-6 timer efter fødslen. Det gør de stadig - men nu får de ikke længere hjemmebesøg af en jordemoder. »Nu kommer de på besøg hos os i stedet«, siger Marianne Skovby Rasmussen.

»Noget fortravlede«

På stue 36 ligger en andengangsfødende med sin nyfødte. Inden fødslen havde hun forhøjet blodtryk og blev jævnligt kontrolleret for præeklampsi. Nu mangler hun kun at få målt blodtryk - hvis det er normalt kan hun gå hjem. Det ærgrer derfor afdelingslæge Lene Huusom, at der ved stuegang kl. 10.30 endnu ikke er målt blodtryk, men sygeplejerskerne har travlt, og har ikke tid til at være med ved stuegang. Nu skal hun ud og finde en sygeplejerske. I dag kan det gå, fordi der ikke er så mange patienter til stuegang. Men hvis der er mange, som skal tilses, er det tidsrøvende at lede efter sygeplejersker under stuegangen.

Den barslende har det fint nok med, at hendes mand, der er til stede, formentlig kan køre hende hjem i løbet af formiddagen, selv om de nok synes, de har ventet lidt længe. Ellers mener hun ikke, at hun har fået en ringere behandling end sidst, hun fødte her. »Men sygeplejerskerne virker noget fortravlede«.

Lene Huusom kan godt mærke, at der mangler et par lægekolleger.

»For eksempel mangler vi den kollega, som passede vores funktion for psykisk sårbare gravide, og som blev fyret i sparerunden. De psykisk sårbare er en ret stor gruppe patienter, som man skal tage sig ekstra af. Den kompetence, kollegaen forlod afdelingen med, er der ikke andre af os, der har. Det mærkes tydeligt, at det område halter«, siger hun. »De sårbare er nu fordelt ud på alle os andre. Og vi har ikke de samme kompetencer, som hun havde oparbejdet gennem mange år«.

Den fyrede kollega, som var speciallæge i gynækologi og obstetrik, er nu startet helt forfra i en introduktionsstilling i psykiatri, fortæller Lene Huusom: »Som situationen er nu, er det svært at få job i Storkøbenhavn. Så hun er startet helt forfra i psykiatrien«.

Vi synes jo vi gør, hvad vi kan

Selv om hun kunne ønske sig flere lægekolleger, ville Lene Huusom især gerne have genansat nogle af »de gode, gamle, garvede sygeplejersker«, som i stort tal flygtede fra de truende fyringer sidste år. »De efterlod et kæmpe hul«, siger hun. Det erkendte man allerede tre måneder efter den fatale sparerunde i 2009, hvor mange senge blev nedlagt i barselsafsnittet og på Gynækologisk Afdeling. Efter at afdelingen i en periode var nødt til at sende fødende og barslende på landevejen til andre hospitaler på grund af mangel på sengepladser, fik man lov at få et antal senge tilbage og genbesætte nogle af de nedlagte stillinger.

»Men det halter stadig med det sygeplejemæssige, for det tager lang tid at oplære nye sygeplejersker, og det varer længe, før de opnår den enorme erfaring, de gamle tog med sig«, siger Lene Huusom.

»I den værste periode var det ikke rart for patienterne her på barselsgangen. Der var nedslidte sygeplejersker, der arbejdede alt for meget. Patienter klagede over plejen til hospitalsledelsen, og vi fik også besked på stuegangen. Det var ikke en rar tid - det var faktisk ubehageligt. Vi synes jo, vi gør alt, hvad vi kan, for at pleje og passe folk bedst muligt. Vi er simpelthen bare for få til det«. Lene Huusom er bekymret for, hvad fremtiden bringer. Der er allerede varslet nye sparerunder, og samtidig er der udsigt til større patientindtag på afdelingen, som skal have en del af patienterne fra Gentofte Hospital, hvor den gynækologisk-obstetriske afdeling lukkes.

»Det bliver interessant, hvordan vi skal organisere os ud af at få mere arbejde - vi kan snart ikke have mere. Især det akutte arbejde fylder enormt meget«, siger Lene Huusom.

Hvidovre skal skære yderligere 107 stillinger

»Hvis regionsrådet på sit møde den 21. september vedtager det foreslåede budget for 2011, vil det betyde, at vi skal reducere med 107 stillinger«. Det siger Hvidovre Hospitals direktør, Torben Ø. Pedersen, som i år regner med en budgetoverskridelse på ca. 40 mio. kr.

87;Men vi har et håb om, at vores produktion øges så meget, at vi får noget af det godskrevet. Måske lander vi så med et nettoproblem på 25 mio. kr.«, siger han.

- Hvor mange procent ramte I forbi sidste års budget?

»Vi ramte temmelig meget forbi. Problemet var, at vi ikke nåede den produktion, som var forudsat i vores interne budgettering. Sidste år havde vi jo muligheden for at øge produktionen og få 50 pct. af DRG-værdien. Der var budgetteret med en væsentlig produktionsstigning - som vi ikke nåede. Dertil kom nogle ubalancer i vores budgettering. Så nu har vi arbejdet hårdt for at lave et budget, som vi er enige med afdelingerne om, er mulige at overholde.

Til næste år regner Torben Ø. Pedersen med, at overskridelsen bliver mindre:

»Problemet er, at det tager tid, inden besparelserne har effekt. Nogle af de fyringer, vi varslede tidligere i år, er ikke trådt i kraft endnu. En anden faktor er, at vi henter en del af vores besparelser ved at samle behandlinger her, som har ligget spredt på Glostrup Hospital og andre hospitaler. De rationaliseringsgevinster tager også tid«.

- Hvor kommer fyringerne til at ramme?

»Besparelserne ved vi, hvor vil ramme. I hvilket omfang, vi så er i stand til at håndtere det ved naturlig afgang på de forskellige afdelinger, er usikkert på nuværende tidspunkt. Med det nuværende budgetforslag for 2011 regner vi med at skulle reducere med 107 stillinger. Men nogle fyringer skal helst effektueres allerede i år, så de kan få effekt i år, og så vi ikke overskrider budgettet så meget«.