Specialevalget er ret tilfældigt

»Der er lidt automekanikerstemning over jargonen i ortopædkirurgien. Jeg tror, jeg ville passe meget godt ind i den kultur,« siger turnuslæge Niels Thomsen. Han er 34 år og har været i turnus siden april. Først et halvt år på en ortopædkirurgisk afdeling, nu på medicinsk. Til april gælder det almen praksis i et halvt år. Han overvejer stadig, hvilket speciale han skal vælge. Og skifter ofte mening:

»Jeg var tiltrukket af ortopædkirurgi, mens jeg havde turnus der. Men så er der medicinen, hvor jeg er nu. Jeg har ikke tidligere følt mig tiltrukket af det - der er for mange patienter, man aldrig får gjort ordentlig rask, så er det nemmere at ordne en ankel som kirurg, har jeg tænkt. Men nu, hvor jeg er på medicinsk afdeling, synes jeg faktisk mægtig godt om det. Jeg synes også, at psykiatri er spændende, intellektuelt set - hvorfor bliver man sindssyg? Men igen, jeg tror, at de psykiatriske patienter, der ofte har så mange problemer, er en stor belastning, som jeg ikke er sikker på, at jeg vil udsætte mig for resten af livet. Man skal vælge et speciale, man kan holde ud resten af livet,« siger Niels Thomsen.

Kollega Lise Hval er fra Norge og skal måske - måske ikke - hjem til Norge og arbejde. Hun har læst i Odense og har en dansk kæreste.

»Hvis jeg bliver i Danmark, vil jeg arbejde på et hospital inden for medicin, men hvad det skal være, ved jeg ikke. Vi har lige købt et hus i Norge, som ligger 100 km fra det nærmeste hospital. Så hvis vi flytter derop, bliver jeg praktiserende læge. Jeg vil ikke pendle, det er spild af tid, især når man som jeg har små børn.«

Hun er på første del af turnus på Medicinsk Afdeling, på Gentofte Hospital, ligesom Niels Thomsen.

Hvad er vigtigt for jer, når I skal vælge speciale?

Niels: »Vagtbelastningen betyder meget. Vagtarbejde er o.k., men det har enorm betydning for familien og dit sociale liv. Men også det intellektuelle betyder noget - det skal være spændende. Man kan jo ikke bare vælge efter, om man kan gå hjem kl. 16. Det sociale, kulturen i et speciale, betyder også noget. Der er nogle specialer, man føler, man passer bedre ind i end andre. Også er der geografien. Jeg er københavner og vil helst ikke flytte til f.eks. Odense, hvis det er det eneste sted, der er en stilling i et speciale, jeg godt kunne tænke mig. Så ville jeg nok hellere tage et speciale, som jeg lidt mindre ville.«

Lise: »Efter jeg har fået børn vil jeg sige, at det vigtigste for mig er, at jeg får tid til familien, til mine børn. Vagtarbejde er på mange måder godt, og jeg kan lide at arbejde om natten. Hvis jeg arbejder en weekend, så har jeg fri om mandagen og kan beholde den lille hjemme fra vuggestuen. Vagtarbejde er godt for børn, men måske ikke så godt for parforholdet, fordi man ikke ser så meget til hinanden.«

Lise har et barn nu, men vil gerne have i hvert fald en til.

»Men derudover skal man synes, at specialet er interessant og spændende. Der skal være et godt miljø på afdelingen,« siger hun.

Er I godt informeret om specialerne?

Niels: »Nej, ikke på studiet. Der er man fokuseret på eksamener osv. Og det er sjældent, at man får de perifere specialer ind under huden. Man vil jo gerne være sådan en som dr. Frank i lægeromanerne, der er specialist i alt. Men virkeligheden er jo, at der er tale om fravalg.«

Lise: »Men det er godt at få styr på enkelte ting.«

Niels: »Ja, som turnuslæge tumper man lidt rundt, og så kan man ikke lade være med at tænke, at det bliver fedt at blive speciallæge.«

Hvad med postgraduat karrierevejledning?

Niels: »Turnuslæger har en tutor, som ofte er o.k. Men der er lidt tilfældighed over det. Måske skulle der være nogle, som var uddannede i at vejlede, for eksempel i at få folk til at formulere egne ønsker om speciale.«

I England findes store websites med information om specialerne. Ville det være godt?

Niels: »Ja, altså man kan jo spørge en fra det speciale, man er interesseret i. Men har man en bred vifte, man gerne vil vide lidt mere om, så kunne det være godt. Man får heller ikke nok at vide i den uformelle samtale - hvilke krav stiller specialet? Hvad kan man gøre for at få en fod indenfor? Lidt mere om vilkårene. Og om, hvordan det er at være læge i det pågældende speciale.«

Lise: »Ja, og noget mere objektiv information, end man får, når man snakker med nogen.«

Skal karrierevejledningen starte på studiet?

Lise: »Ja, de sidste to år kunne der godt ske noget.«

Niels: »Især, når der skal vælges inden for fire år, så bliver man da nødt til at få folk til at tænke over specialevalget tidligt. Og på studiet er der jo folk på stole, man kan tale med. Men endnu har der aldrig været mulighed for en struktureret specialesnak, der også blev rundet af. Det skulle der nok være mulighed for.«

Vil det hjælpe, når specialerne får defineret deres profiler?

Lise: »Det er nok meget godt. Men der vil stadig være en grad af tilfældighed over, hvad man vælger. Får man for eksempel en god introstilling, kan det godt blive udslagsgivende for, hvad man vælger.«

Skal I ikke tage hensyn til, at der er specialer, der mangler folk?

Niels: »Jeg kan godt forstå lokalpolitikeren, der spørger: ,Hvorfor er der ikke nogen læger her?` Og som så bliver frustreret, når han finder ud af, at de ikke har et godt nok tilbud til at tiltrække læger, og som så siger: ,Kan vi ikke tvinge dem herud?` Problemet er, at man ikke får noget godt ud af det.«

Lise: »Jeg tror, at man må flytte patienterne hen til de store enheder, hvor der er speciallæger og et godt uddannelsessted. Det er jo også på vej.«