Skip to main content

Speciallæge dømt for smugkig

En speciallæge i Esbjerg blev tirsdag dømt for at have kigget i to tidligere ansattes personfølsomme data.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

29. mar. 2017
2 min.

En speciallæge blev tirsdag dømt ved retten i Esbjerg for overtrædelse af sundhedsloven. To sygeplejersker, som havde været ansat i speciallægens praksis, opdagede, at hun uden at spørge om tilladelse havde været på sundhed.dk for at se deres personlige sundhedsoplysninger.

Det var sket, mens de havde været ansat, og samtidig været patienter i klinikken, i henholdsvis 2008-2013 og 2011-2014.

Anklageren havde krævet lægen idømt en bøde på 5.000 kroner, mens forsvareren påstod frifindelse. Lægen blev idømt en bøde på 250 kroner og skal samtidig betale sagens omkostninger.

Ifølge JydskeVestkysten har lægen under sagen forklaret, at hun ikke var klar over, at hun ikke var berettiget til at klikke på de to sygeplejerskers oplysninger.

”Jeg ville, som jeg altid gør, ind og sikre, at patienterne var blevet afsluttet korrekt. Så er jeg kommet til at trække oplysninger fra sundhed.dk, hvilket mit system tillader uden at afgive en advarsel om, at det er det, jeg gør”, sagde hun ifølge JydskeVestkysten.

Ifølge anklageskriftet drejede sagen sig om tre opslag af to omgange, og uden de forurettedes samtykke. De to havde først opdaget forholdet efter, at de var blevet afskediget.

Debatten om den dømte speciallæges it-system fyldte en del under selve retssagen, hvor flere eksperter var indkaldt som vidner.

”Det er korrekt, at der er problemer med nogle af systemerne, men jeg vil understrege, at det er en læges eget ansvar, at hun har et system, der lever op til gældende lovgivning”, sagde en afdelingsleder hos Sundhedsdatastyrelsen ifølge avisen.