Speciallæger kan også fyres

Når man er speciallæge, når man endelig befinder sig på den hylde, hvor man helst vil være, når man er blevet god og netop er i gang med at dygtiggøre sig yderligere, når man får anerkendelse for det, man laver, og arbejdet er ens identitet - så er det et alvorligt chok, når man på sin 55-års-fødselsdag bliver indkaldt til tjenstlig samtale hos sin ledende overlæge for at blive fyret.

Men det var, hvad der skete for Vibeke Johansen Linde. Og snart opdagede hun tilmed, at tiden, hvor speciallæger kan gå ud og håndplukke en ny stilling, er forbi.

Obstetrisk engagement

Da Vibeke Johansen Linde blev kandidat fra Københavns Universitet i 1985, ville hun være praktiserende læge. Efter turnusophold i Sønderjylland stod kompasset fortsat på almen praksis, men indtil videre måtte Vibeke Linde tage vikarjob i andre specialer, for »man kunne jo fodre svin med læger dengang«, som hun siger.

På den obligatoriske 60-måneders-rundtur til specialerne for at samle points til en hoveduddannelse arbejdede hun en periode med gynækologi og obstetrik, og efter fem år og et obstetrisk ophold på Rigshospitalet var Vibeke Linde ikke længere i tvivl: Hun ville være speciallæge i gynækologi og obstetrik. Hun blev færdiguddannet og afdelingslæge i 2001.

Siden oktober 1998 har Vibeke Linde været ansat på Hvidovre Hospital, kun afbrudt af en 1. reservelæge-stilling i Hillerød som del af uddannelsesforløbet. Som afdelingslæge i Hvidovre Hospitals familieambulatorium begyndte hun i 2003 at arbejde med psykisk sårbare gravide, hvor enten den gravide eller partneren havde et stofmisbrug, og hvoraf mange også havde en psykiatrisk diagnose. I 2004 tog hun og en kollega med tilsvarende erfaringer initiativ til at danne et team i svangreambulatoriet for gravide »med særlige behov« - psykisk sårbare gravide uden eget rusmiddelforbrug.

»Vi fik rigtig megen erfaring. Det var knaldhårdt, for det var jo ikke det eneste, jeg lavede - det tog højst 30 procent af min tid. Resten af tiden arbejdede jeg almindeligt i afdelingen, var i ambulatoriet, gik stuegang osv.«, siger Vibeke Linde.

Pilen peger på ...

I 2009 begyndte det at stramme til i Region Hovedstaden. Også Hvidovre Hospital måtte holde for i spare- og fyringsrunder. I første omgang gik det især ud over et stort antal sygeplejersker samt service- og plejepersonale, mens lægerne blev friholdt. I den store fyringsrunde i januar 2010 slap afdelingen for fyringer, men i februar skulle der fyres igen - denne gang også enkelte læger. Det kunne man så gå og vente på gennem et par meget anspændte måneder.

Da kanonen nu drejede i retning af lægerne, kunne Vibeke Linde godt mærke, hvor det bar henad:

»Jeg har et hypermobilt bækken, og efter et cykelstyrt i 2002, hvor jeg forstuvede mit bækken, var det umuligt for mig at stå ved operationsbordet. Også arbejdsstillingerne på fødegangen udløste aflåsningstilstande og voldsomme smerter i sacroiliacaleddene. I de tilfælde måtte jeg nogle gange sygemelde mig i flere dage, fordi jeg ikke kunne rette mig op eller gå og stå«, fortæller Vibeke Linde. Hun havde derfor i flere år været fritaget for vagter og for arbejde på operationsgangen - og var dermed ikke så fleksibel, som en nedskæringsramt afdeling kan ønske sig.

»Jeg vidste godt, at pilen pegede på mig i foråret«, siger hun.

En knude i maven

Vibeke Linde roser sin daværende ledende overlæge for hans håndtering af fyringen. Og selvfølgelig var det et tilfælde, at brevet om fyringssamtalen kom netop den dag, hun fyldte 55 år.

»Men det var bittert«, siger hun. »Og på det tidspunkt havde jeg et andet arbejdssted - så jeg skulle bede om fri for at tage hen og blive fyret. Jeg havde orlov og var på Spædbørnspsykiatrisk Afsnit på Bispebjerg Hospital for at kvalificere mig yderligere til min funktion på Hvidovre«.

Den diffuse frygt for måske at blive fyret er én ting. Men hvad sker der, når hammeren så falder?

»Man får en knude i maven og bliver tung om hjertet. Jeg var heldigvis sammen med gode venner og familie, fordi det var min fødselsdag, da jeg fik brevet. Og jeg havde nogle rigtig gode kolleger, som tog sig af mig, da jeg kom tilbage efter at være blevet fyret. Man sørger for ikke at være alene, men at være sammen med mennesker, som vil én det godt«.

To dage senere stillede Vibeke Linde på ledende overlæge Peter Hornnes' kontor:

»Selve samtalen var absolut rædselsfuld, men skulle bare overstås. De vidste det godt. Jeg vidste det, og der sad min ledende overlæge og en repræsentant for personaleafdelingen, de yngre lægers tillidsrepræsentant og en, som var næstformand i reservelægerådet. Peter Hornnes gjorde det så sobert og ordentligt, som det kan gøres. Det var svært for ham også«.

»Det ændrer meget ved ens selvopfattelse som læge og som speciallæge - for mit vedkommende som obstetriker - at jeg nu ikke kunne være obstetriker længere. Det var absolut rædselsfuldt. Man har satset meget og nået en høj kompetence, og så er det en ordentlig kolbøtte at indstille sig på, at det ikke skal være mere. At man faktisk skal finde en ny levevej«, siger Vibeke Linde.

Radikalt sporskifte

Vibeke Linde var fyret - men ikke fritstillet:

»I princippet skulle jeg komme tilbage den 1. juni og havde så seks måneders opsigelsesvarsel. Men jeg havde ikke lyst til at vende tilbage til en afdeling, som havde vraget mig«, siger hun.

Vibeke Linde havde allerede overvejet sin fremtid, hvis det gik, som hun frygtede.

På grund af hofteproblemerne kan hun ikke tage vagtarbejde inden for sit speciale. Derfor behøvede hun end ikke overveje at søge en tilsvarende stilling inden for acceptabel rejseafstand.

Så var der provinsen. Her var der vagtfri stillinger, som var modelleret over det arbejde, hun havde været en drivkraft i på Hvidovre Hospital. Stillinger, hun formentlig kunne have fået.

»Men jeg har altså min søn og en bror og mine venner og netværk her i København. Min søn er hjemmeboende, så jeg kan ikke bare lige flytte«.

At købe en gynækologisk praksis kunne der heller ikke blive tale om:

»Jeg er obstetriker og har ikke lyst til at sidde alene i en praksis. Jeg elsker teamarbejdet og den tværfaglige pingpong. Jeg ville gå i stå, hvis jeg sad alene«.

Vibeke Linde foretog et radikalt sporskifte:

»Jeg besluttede at skifte til psykiatrien«.

Hun havde i flere år samarbejdet med overlægerne på Psykiatrisk Center på Brøndbyøstervej. Her havde hun gode kontakter, og det var her, hun søgte og fik en introduktionsstilling i psykiatri.

»Her kan jeg arbejde med lidt af det samme - bare med en psykiaterhat på«, siger hun og erklærer sig glad for sit nye job. Men det har sine omkostninger:

»Det er noget af en omvæltning at gå fra at være teamleder og speciallæge i et afsnit til at blive forvagt i et nyt speciale. Sådan skal det jo være, når man er ny i specialet. Men forvagter ... jeg kan godt mærke min alder«.

Vibeke Linde begyndte på Psyki atrisk Center Hvidovre den 1. juni, og i ferietiden måtte hun indimellem tage et par vagter om ugen. Nu, i oktober, skal hun kun have to vagter på en måned.

»Men det er hårdt for en halvgammel kone som mig pludselig at skulle være forvagt. Fra at have styr på alle rutiner i afdelingen og på alt det faglige og alle praktiske procedurer er man pludselig helt ny - selv om man trods alt også kommer med 25 års lægeerfaring og er vant til at tage nogle beslutninger«.

»Det er lidt pudsigt, at man kan gå i samme vagtlag som en på 28 år. Men sådan er det - det er et andet speciale, jeg er ny her, så det må man acceptere. Men det er noget af en kolbøtte«.

Lønnen er et helt konkret problem: Vibeke Lindes indkomst er gået »meget mærkbart« ned, selv om hun får et tillæg som speciallæge.

»Jeg kan få tingene til at løbe rundt, men der er ikke meget elastik i økonomien længere. Men sådan er det - jeg er ikke parat til at sætte mig hen og blive førtidspensioneret«.

Når Vibeke Lindes introstilling er slut, håber hun på ansættelse i et hoveduddannelsesforløb. Hun kan så være færdiguddannet speciallæge i psykiatri omkring sin 60-års-fødselsdag.

»Og så har jeg ti gode år endnu. Som psykiater kan man jo sagtens fortsætte i egen praksis i mange år. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at sætte mig hen og trille tommelfingre«.