Skip to main content

Spejdermentalitet driver forskningen

Ortopædkirurgisk Afdeling på Hvidovre Hospital vil gerne være landets førende og mest dynamiske af slagsen. Entusiasme og et godt forskningsmiljø skal lokke lægerne til.

Professor Per Hölmich medbragte sin interesse for forskning i idrætsskader til Hvidovre. Foto: Claus Boesen
Professor Per Hölmich medbragte sin interesse for forskning i idrætsskader til Hvidovre. Foto: Claus Boesen

Torben Kitaj, tki@dadl.dk

14. sep. 2016
4 min.

Christian Asmussen ligner det, han er. En kommende kirurg med hænderne skruet godt på. Han er tidligere eliteroer og meget idrætsinteresseret.

Da han skulle i gang med sin kandidatopgave på medicinstudiet sendte han en mail til overlæge Per Hölmich:

I Københavns Universitets emnekatalog havde jeg set, at Per Hölmich på Amager-Hvidovre Hospital lavede meget forskning i idrætsskader. Jeg kontaktede ham og skrev, hvad jeg havde at byde på, og så skrev han tilbage, at han havde et projekt til mig«. Projektet handlede om korsbånds-skader, og det kom Christian Asmussen til at arbejde videre med.

Per Hölmich var i august 2015 kommet til Hvidovre fra Amager Hospital, som havde fået ry for at være et af landets førende hospitaler til behandling af sportsskader. Da ortopædkirurgien fra Amager blev flyttet til Hvidovre, flyttede Per Hölmich med til Hvidovrematriklen og blev samtidig udnævnt til professor i artroskopisk kirurgi og idrætsortopædi. Forskningsenheden hedder Sports Orthopedic Research Center – Copenhagen (SORC–C), og der beskæftiger man sig med al den ortopædi, der handler om exercise eller skader på bevægeapparatet, i form af enten overbelastning eller traumer.

Christian Asmussen forsker i korsbåndsskader. Foto: Claus Boesen

 

Med lidt hjælp fra studenterne

Per Hölmich medbragte sin interesse for forskning i idrætsskader til Hvidovre, og det er en interesse, som bliver bakket op af afdelingsledelsen på Ortopædkirurgisk Afdeling, hvor man synes, at det er vigtigt at holde fast i forskningen. Det ændrer dog ikke ved, at det er svært at skaffe midler til forskning i idrætsskader, så det har været nødvendigt at tænke anderledes.

»Vi har været afhængige af at have et tæt samarbejde med vores kollegaer og af at inddrage medicinstuderende og fysioterapeutstuderende, som gerne vil skrive en bacheloropgave eller en master. De kan så blive inspireret til at gå videre med forskning og måske skrive en ph.d. På den måde har vi fået ’gratis’ arbejdskraft, de studerende har fået vejledning i deres opgaver, og vi har målrettet dem i retning af den forskning, vi gerne vil lave«.

Det har været en win-win situation.

»På den måde har vi på både medicinstudiet og fysioterapistudiet fået bachelor- og kandidatopgaver der kunne bruges til noget. De studerende er rigtigt glade for, at det ikke bare er opgaver, de skriver, og som så bliver lagt på hylden og aldrig brugt til noget. Vi hjælper dem ofte til at få skrevet en artikel, som kan publiceres bagefter, og hvor de måske kan blive førsteforfattere «, siger Per Hölmich.

Fidusen er at gøre det spændende for de studerende at forske og gå videre og skrive en ph.d. Afdelingen vil så forsøge at skaffe midlerne til den ph.d. Det drejer sig typisk om op imod to millioner kroner over tre år. Det er midler, der kan være svære at skaffe. Nogle gange lykkes det at få fondsbevillinger til det første år, og så må man improvisere sig til resten.

»Det er altafgørende for at kunne tiltrække læger til stedet her, at der er et forskningsmiljø. Vi mener jo også, at det nødvendigt at have forsket for at kunne kvalificere sig til en hoveduddannelsesstilling her hos os«, tilføjer Per Hölmich.

 

Et godt sted

Christian Asmussen blev kandidat i sommeren 2015. Siden har han været i KBU-stilling blandt andet her på afdelingen og har bevaret kontakten til den ortopædkirurgiske afdeling på Hvidovre gennem SORC-C, og han er i gang med opfølgende projekter.

»Jeg synes, at det er et godt sted at være. Rammerne er i orden, her er gode kollegaer, man kan sparre med, vi har adgang til de internationale tidsskrifter, og så er her mange vejledere, som gerne vil hjælpe, hvis man sidder fast. Ekspertisen på afdelingen er høj, og her er et internationalt netværk til hele verden. Der foregår rigtigt meget idrætsortopædisk forskning her på stedet«.

På få år er det lykkedes at opbygge en afdeling med et aktivt og dynamisk forskningsmiljø. Problemerne opstår først for alvor, når der skal drives post doc-forskning.

»Vi mangler ressourcer til dem, der er færdige med deres ph.d. og gerne vil gå videre med noget forskning. Men vi er jo nogle spejdere i lægefaget, så vi gør det i vores fritid, og vi er også så heldige at være på en afdeling, hvor ledelsen har en holdning til, at det kan være o.k. at bruge f.eks. en dag om ugen til projekter, som man på afdelingen finder er vigtige«, siger Per Hölmich.

Christian Asmussen kan godt lide miljøet, hans hænder er skruet ordentligt på, og han har nu fået muligheden for at få så meget på cv’et, at han formentlig kan komme i hoveduddannelse i ortopædkirurgi.

Han er nemlig blevet tilbudt en introduktionsstilling på afdelingen efter sommerferien, hvor han også kan få mulighed for at forske.

 

Se videoer om læger og forsknng her på Ugeskriftet.dk under Se og Lyt