Skip to main content

Stadig flere behandles for samme ressourcer

Sygehusenes produktivitet er steget – igen. Det er flot, men måske skal der måles på andet end kvantitet, mener både Bent Hansen og Sophie Løhde.

"Der er grænser for, hvor meget hurtigere personalet kan løbe", erkender Danske Regioners formand, Bent Hansen (S) Foto: Colourbox
"Der er grænser for, hvor meget hurtigere personalet kan løbe", erkender Danske Regioners formand, Bent Hansen (S) Foto: Colourbox

Klaus Larsen kll@dadl.dk

16. dec. 2015
4 min.

Produktiviteten på landets sygehuse er steget – igen. Det viser en ny opgørelse for 2013-14 fra Sundheds- og Ældreministeriet.

Region Syddanmark, der plejer at ligge i spidsen, overhales denne gang akkurat af Region Hovedstaden med et produktivitetsindeks på 102, hvor Region Syddanmarks ligger på 101.

Ifølge produktivitetsrapporten øgede landets sygehuse samlet set produktiviteten med 3,1 pct. fra 2013 til 2014. Året forinden havde sygehusene behandlet 3,2 pct. flere patienter for de samme ressourcer.

Danske Regioners formand Bent Hansen (S) er tilfreds med produktivitetsforøgelsen:

”Man må bare tage hatten af for læger, sygeplejersker og det øvrige personale på vores sygehuse og hospitaler”, siger han.

Vi kan ikke bare måle sundhedsvæsenet på, hvor mange der bliver behandlet for pengene Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner

”Der har de seneste år været behov for at udrede og behandle flere patienter, og den opgave har de løftet. Det har i den grad forbedret forholdene for borgerne, men vi er nu nået dertil, at vi må sige: Okay, der er grænser for, hvor meget hurtigere personalet kan løbe”, siger Bent Hansen i en pressemeddelelse.

Faktaboks

Fakta

”Vi er stolte over at kunne levere mere sundhed inden for et stramt budget, men nu skal lyset rettes mod kvaliteten og det, der giver værdi for patienten”, siger han.

”Vi skal have nye kvalitetsmål”

Spørgsmålet er nemlig, hvad målingen egentlig viser, og både sundhedsminister Sophie Løhde (V) og Bent Hansen er enige om, at der fremover skal fokuseres mere på, hvad der giver værdi for patienterne.

”Vi kan ikke bare måle sundhedsvæsenet på, hvor mange der bliver behandlet for pengene, for patienterne skal opleve rettidig udredning og behandlingsforløb med en rød tråd gennem hele forløbet”, siger Bent Hansen.

”Patienten skal fra først til sidst have et stærkt, sammenhængende forløb, og det skal vi styre efter”, siger Bent Hansen.

Også Sophie Løhde anerkender, at fremgangen ”først og fremmest er sundhedspersonalets store fortjeneste”.

”Personalet knokler, og selvom vi også fremover vil have fokus på produktiviteten på sygehusene, så skal vi ikke stirre os blinde på, hvor mange patienter, der kommer igennem systemet”, siger hun i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Der er også andre relevante måleparametre, for eksempel handler det også om kvalitet og sammenhæng i behandlingen. Og vi er bl.a. derfor i gang med at udvikle nye nationale kvalitetsmål, hvor der også fokuseres på, hvad der giver værdi for patienterne”.

”Men vi skal samtidig holde kadencen, for ellers vil det resultere i, at patienterne må vente længere tid på at komme til”, tilføjer Sophie Løhde.

Læs undersøgelsen her (pdf)

Faktaark 'Ny måling af produktivitet i sygehusvæsenet' (PDF)