Skip to main content

Stadig lægemangel efter ansættelsesfest

Kåre Kildall Rysgaard, kaare@analystik.dk

13. okt. 2014
2 min.

De seneste fem år er antallet af læger på sygehusene steget med 13 procent. Men selv om der sidste år ifølge SST var 1.744 flere læger ansat end i 2008, oplever flere områder stadig lægemangel. Værst ser det ud for psykiatrien.

Region Midtjylland har inden for de seneste år haft 29 ubesatte speciallægestillinger i psykiatrien og Region Sjælland seks introduktionsstillinger. De øvrige regioner opgør ikke manglen, men psykiatrien er for øjeblikket det speciale, der leder efter flest medarbejdere.

Berit Bjerre Handberg, kontorchef i Region Midtjylland, oplever, at psykiatrien er udfordret på sit renommé.

»Manglen på speciallæger bliver selvforstærkende. Læger frygter at komme ud i et område, hvor de arbejder meget alene i et underbemandet og overbelastet system«, siger hun.

Regionerne arbejder på at ændre arbejdsvilkår og holdninger til psykiatrien, og ifølge Berit Bjerre Handberg er det et sejt træk. De gode historier skal fortælles, og det er vigtigt med gode introduktionsforløb og et engageret fagligt fællesskab.

Jobbene er kommet

Fra 2008-2013 er der er der kommet 1.744 flere lægestillinger på hospitaler. Region Nordjylland og Region Sjælland har haft den største procentuelle vækst. Det er derfor vanskeligt at tale om ubesatte stillinger, mener Berit Bjerre Handberg. Der er ingen fast normering på hospitalerne, så antal lægestillinger afhænger også af, hvilken aktivitet hospitalerne ønsker, og hvordan man prioriterer løn i forhold til f.eks. køb af udstyr.

Kilde: Kommunernes og Regionernes Løndatakontor og SST.