Skip to main content

Statens Serum Institut skyld i vaccinemangel

Manglende leverancer af vacciner mod tuberkulose fra Danmark har skabt mangel i 28 lande. Statens Serum Institut beklager.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox. (Foto: colourbox.com)
22. feb. 2016
1 min.

United Nations International Children's Emergency Fund (UNICEF) mangler den såkaldte BCG-tuberkulosevaccine til spædbørn i 28 lande på grund af svigtende produktion i Danmark. Det skriver Information.

Det er Statens Serum Institut (SSI), der ikke har kunnet leve op til sine forpligtelser over for UNICEF og andre, fremgår det.

I juli sidste år opgjorde verdenssundhedsorganisationen WHO, at UNICEF manglede 73 millioner vaccinedoser ud af et behov på 180 millioner doser.

»Det betød, at mange lande ikke var i stand til fuldt ud at vaccinere deres børn,« siger WHO-talsmand Christian Lindmeier til Information.

SSI forklarer over for avisen problemerne med nedbrud i produktionsudstyret og et stort tab af medarbejdere i kølvandet på en folketingsbeslutning i 2014 om at sætte dele af vaccineproduktionen i SSI til salg.

SSI forventer ikke at være tilbage på markedet med tuberkulosevaccine før 2017. UNICEF’s decemberrapport viser en aktuel mangel på 16,5 millioner BCG-doser, og organisationen har efter udbud nu aftalt leverancer af 400 millioner doser BCG fra 2016 til 2018 med fire leverandører. SSI er ikke blandt leverandørerne, skriver Information.