Skip to main content

Rigsrevisorer: ”Særegen, afvigende forvaltningskultur” på hospitalerne

En undersøgelse fra Rigsrevisionen har afsløret, at der i dele af hospitalsverdenens forskningsmiljøer er forekommet misbrug af forskningsmidler.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox (Foto: Erwin Wodicka)

Klaus Larsen kll@dadl.dk

26. feb. 2015
3 min.

En undersøgelse fra Rigsrevisionen har afsløret, at der i dele af hospitalsverdenens forskningsmiljøer er forekommet misbrug af forskningsmidler.

Det fik på et pressemøde sent onsdag Statsrevisorerne – som udpeges blandt Christiansborgpolitikerne – til at udtale ”skarp kritik” af den måde, sygehusene forvalter eksterne forskningsmidler på.

”Utilstrækkeligt tilsyn”

Rigsrevisionens samlede vurdering er, at hospitalernes forvaltning af forskningsmidler er ”kritisabel”. Man hæfter sig ved, at de interne kontroller i mange tilfælde ikke har sikret, at retningslinjerne bliver fulgt, og at der er sikkerhed for, at forskningsmidlerne anvendes til formålet, mener Rigsrevisionen, der betegner forholdene som ”en særegen, afvigende forvaltningskultur”.

Også regionerne får kritik for ikke at sikre sig, ”at hospitalerne forvalter eksterne forskningsmidler tilfredsstillende”.

Rigsrevisorerne påpeger, at afdelingsledelsen ikke altid bliver tilstrækkeligt inddraget, når forskningsprojekter bliver etableret”, og at nye og gamle forskningsmidler blandes sammen, så det er svært at gennemskue, hvad den konkrete bevilling bruges til.

Der efterlyses dokumentation for, at forskningsmidlerne bruges til formålet, og at der på mange bilag mangler oplysninger om, hvad formålet med en udgift – f.eks. et restaurationsbesøg – har været.

Hospitalerne adskiller ikke ”i tilstrækkeligt omfang” udgifter til forskning fra udgifter til drift, og regionernes tilsyn med hospitalernes forvaltning af forskningsmidlerne er ”utilstrækkeligt” – en kritik, som i øvrigt også rettes med statsforvaltningens tilsyn.

”Næsthøjeste kritikniveau”

På et pressemøde kommenterede Statsrevisorerne Rigsrevisionens rapport i uhørt hårde vendinger:

”Der tegner sig et billede af, at man ikke mener, man skal rette sig efter de almindelige regler”, lød det ifølge Jyllands-Posten fra Peder Larsen (SF), formand for Statsrevisorerne og udpeget af SF.

”Kritikniveauet er det næsthøjeste. Der er tale om en ganske, ganske særegen forvaltningskultur, hvor man gør noget, som ikke kan lade sig gøre eller ikke bør kunne lade sig gøre andre steder i samfundet og forhåbentlig heller ikke fremover på hospitalerne”, siger Peder Larsen til avisen.

Han tilføjer, at statsrevisorerne ikke tidligere har set et administrativt system, som har været forvaltet så dårligt.

Kristian Jensen, næstformand for statsrevisorerne og udpeget af Venstre, kalder ligeledes kritikken for meget skarp.

»Vi har rakt op på den øverste hylde for at tage en af de store hamre ned og slå nogle over fingrene, for det her kan vi simpelthen ikke leve med,« siger Kristian Jensen.

Lægeforening: ”Ryd op”

Lægeforeningen er tilfreds med Rigsrevisionens undersøgelse, og formanden, Mads Koch Hansen, efterlyser klare regler og en effektiv kontrol, så misbrug forebygges:

”At regler og kontrol har manglet kan ikke undskylde bevidst misbrug. Men denne mangel er en forudsætning for, at de meget omtalte eksempler på misbrug af forskningsmidler har kunnet opstå. Det har været alt for nemt at komme i uføre”, siger Mads Koch Hansen til laeger.dk.

Han anser det for vigtigt, at der gøres op med ”den uheldige forvaltningskultur, som har udviklet sig”:

”Forskningsmidler skal bruges til forskning, ikke andet. De seneste års sager om misbrug af forskningsmidler er skadelig for forskningen og for det helt overvejende flertal af forskere, som bruger forskningsmidler efter reglerne”, siger han.

Han tilslutter sig Rigsrevisionens anbefaling af en ordning, hvor hospitalerne opkræver et såkaldt overhead, som er stort nok til at dække indirekte udgifter ved forskningsprojekter.

Læs Rigsrevisionens beretning (pdf)

Læs Statsrevisorernes bemærkninger (link)