Skip to main content

Stigende fødselstal udfordrer fødeafdelinger i hovedstaden

Antallet af gravide i Region Hovedstaden er stigende, hvilket udfordrer hospitalernes kapacitet. Derfor bliver de gravide henvist til fødselsforberedelser og selve fødslen på hospitaler langt væk fra deres bopæl.

Foto: Klaus Larsen
Foto: Klaus Larsen

Freja Kierstein Johansen, fkj@dadl.dk

1. apr. 2015
2 min.

Flere hundrede gravide i hovedstadsområdet bliver henvist til hospitaler langt væk fra deres bopæl, fordi antallet af gravide i regionen er stigende. Det er både fødselsforberedelserne og selve fødslen, der skal foregå langt væk på grund af pladsmangel på blandt andet Hvidovre Hospital.

Det skriver Berlingske, der også oplyser, at Hvidovre Hospital de første seks uger af i år har videresendt 297 kvinder til andre fødeafdelinger. Tallene fremgår af en orientering fra administrationen til politikerne i Region Hovedstaden.

Faktaboks

Fakta

”Det er ikke godt, at så mange gravide bliver viderehenvist. Det er jo ikke det, der er meningen med de politiske beslutninger, vi har truffet. Meningen er, at man skal kunne komme ind på et hospital, som ligger i rimelig nærhed af ens bopæl. Vi må se på, om der er noget, som skal rettes op på,” siger formanden for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, Karin Friis Bach (R), til avisen.

Et andet problem er, at fødende cirkulerer rundt mellem flere hospitaler. Det viser tallene i orienteringen også, da der er flere gengangere. Hvidovre Hospitals lægelige direktør, Torben Mogensen, anerkender, at det er et problem og sætter blandt andet sin lid til, at en nyoprettet, central visitation af samtlige gravide i hele regionen kan være med til at skabe en mere jævn fordeling af de gravide.