Skip to main content

Stigende medicinudgifter presser lægerne

Udgifterne til medicin på de danske hospitaler steg alene i 2014 med næsten 10 pct. Nu begynder lægerne at sige fra og efterlyse, at politikerne prioriterer.

Inge Marie Svane er professor og overlæge på Onkologisk Afdeling på Herlev Hospital. Foto: Region Hovedstaden.
Inge Marie Svane er professor og overlæge på Onkologisk Afdeling på Herlev Hospital. Foto: Region Hovedstaden.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

2. feb. 2015
6 min.

Han ved godt, at det er sat på spidsen, men når Henrik Nielsen, professor og ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, regner konsekvenserne af de stigende medicinudgifter ud, bliver han selv chokeret:

”Hvis jeg på baggrund af de seneste ti års stigende udgifter til medicin på min afdeling fremskriver fordelingen mellem udgifter til personale og udgifter til medicin, er billedet klart: Så ender jeg i 2040 med at have en enkelt tilbageværende sygeplejerske, der udleverer medicin for en halv mia. kr. Jeg sætter spørgsmålstegn ved, hvor længe udviklingen i medicinudgifter kan fortsætte, inden vi åbent begynder at prioritere og dermed fravælge ny medicin”, siger Henrik Nielsen.

Han behandler patienter med hepatitis C, der i løbet af de seneste år har fået ny revolutionerende medicinsk behandling, som Henrik Nielsen selv kalder et paradigmeskift. Men prisen på 12 ugers behandling med lægemidlet sofosbuvir koster ca. 450.000 kr., og udgifterne til de nye hepatitis C-lægemidler er gået fra 0 kr. i 2013 til 154 mio. kr. i 2014, ifølge tal fra Amgros, der køber medicin til regionerne.

Udgifter fordoblet siden 2007

Dermed er udviklingen i medicinudgifter til behandlingen af patienter med hepatitis C også et billede på den generelle udvikling, for på ganske få år er udgifterne til medicin steget markant.

Helt nye tal fra Amgros viser, at udgifterne til sygehusmedicin næsten er fordoblet siden 2007. Her købte Amgros sygehusmedicin ind for ca. 4 mia. kr., men det tal steg til næsten 7,2 mia. kr. i 2014. Alene i 2014 var væksten på over 8 pct. Og Amgros oplyser til Ugeskrift for Læger, at forventningen er, at væksten vil fortsætte og faktisk blive på over 10 pct. i 2015. Bl.a. fordi udgifterne til hepatitis C-behandlingen ventes at fordobles fra 154 mio. kr. til 330 mio. kr. i 2015.

Og Henrik Nielsen kan konkret mærke de stigende medicinudgifter på sin egen afdeling.

”I den halve time, jeg taler med patienten, betyder prisen ingenting. Jeg bruger den medicin, som er godkendt, anbefalet og den bedste behandling for netop den patient. Men prisen betyder alligevel noget for mig, fordi konsekvensen af, at jeg udskriver den dyre medicin i det skjulte, betyder bl.a. færre ansatte”, siger han og fortsætter:

”Regionerne er selvfølgelig nødt til at skære lidt alle steder for at kunne fylde de huller ud, som medicinudgifterne giver. Jeg mærker en snert af pisken ved at blive skåret fra 28 til 27 sygeplejersker på afdelingen bl.a. på grund af den medicin, vi selv udskriver. Men lige så stille forsvinder min og personalets mulighed for at drage omsorg, fordi vi bliver færre ansatte. Men det sker i det skjulte, og jeg ville ønske, at vi kunne gøre det mere åbent. Når jeg har brugt en halv mia. kr. ved at hjælpe 1.000 patienter med hepatitis C, kunne pengene måske være brugt bedre for 10.000 psykisk syge ved at ansatte en masse personale. Den vurdering foretages bare ikke i dag”.

I alt ca. 3,4 mia. kr. – eller næsten halvdelen af samtlige medicinudgifter – går til de 25 dyreste lægemidler. Det er bl.a. til hepatitis C-behandlingen, men også medicin til gigt, sklerose, hiv og ikke mindst kræft. Her er udgifterne til lægemidlet abirateron (Zytiga) til patienter med prostatakræft steget fra 19 mio. kr. i 2012 til 151 mio. kr. i 2014. Også udgifterne til ipilimumab (Yervoy) til patienter med metastatisk modermærkekræft er næsten tredoblet på få år: fra 32 mio. kr. i 2012 til 93 mio. kr. i 2014.

Slår bunden ud af budgetterne

Og netop ipilimumab ordinerer Inge Marie Svane, professor og overlæge på Onkologisk Afdeling på Herlev Sygehus. Hver gang hun ordinerer præparatet til en patient, koster behandlingen ca. 600.000 kr. for fire behandlinger over 12 uger.

Ligesom Henrik Nielsen tænker hun heller ikke over prisen på præparatet i den direkte kontakt til patienten.

”Men prisen får mig til at tænke nogle overordnede tanker om, at det er endnu mere væsentligt at se meget kritisk på, hvilke patienter vi behandler. Medicinudgifterne er ved at slå bunden ud af hospitalernes budgetter, hvis de fortsætter i samme tempo. Det holder vi altså ikke til. Noget skal gøres”, siger Inge Marie Svane.

I 2014 blev ca. 150 patienter behandlet med ipilimumab i Danmark, og præparatet bremser ifølge Inge Marie Svane sygdommens udvikling for 20-25 pct. af patienterne, men kun 15 pct. af patienterne har på lang sigt effekt af medicinen. Og de resterende ca. 75 pct. af patienterne har altså ingen effekt af medicinen.

”Jeg synes, at behandlingen er urimeligt dyr i forhold til, hvor få patienter der har gavn af behandlingen. Men jeg har ingen alternativer med tilsvarende effekt at tilbyde patienterne. Og det er svært at negligere”, siger Inge Marie Svane.

Alligevel savner hun tydeligere rammer for, hvordan og hvornår det danske sundhedsvæsen tilbyder dyr kræftmedicin.

”I Danmark har vi eksempelvis ikke en aldersgrænse for, hvornår vi tilbyder dyr kræftmedicin. Det kunne gøre det nemmere for os klinikere, hvis rammerne var mere tydelige. Og selv om prisen generelt ikke skal være udslagsgivende, er det så rigtigt at tilbyde en 90-årig medicin til 600.000 kr., der virker ved måske at forlænge langtidsoverlevelsen? Det spørgsmål kan i dag ikke besvares”, siger Inge Marie Svane.

I alt 25 nye præparater godkendt på få år

Det er bl.a. Koordineringsrådet for ibrugtagning af sygehusmedicin (KRIS), der giver grønt lys til ny medicin på de danske hospitaler. Steen Werner Hansen, formand for KRIS, slår fast med syvtommersøm, at ny medicin i KRIS ikke bliver vurderet ud fra et økonomisk argument. Og det underbygger han med en sammenligning af, hvor mange præparater der er blevet godkendt i KRIS’ levetid på ca. to år i forhold til, hvor mange præparater det britiske prioriteringsinstitut NICE (National Institute for Health and Care) har godkendt.

”Mens KRIS har godkendt 25 præparater, har NICE godkendt langt færre. Så hvis vi i Danmark lagde økonomisk prioritering ind som et aspekt af vurderingen af ny medicin, ville størstedelen af de lægemidler, vi har godkendt, ikke være tilgængelig på hospitalerne i dag”, siger Steen Werner.

Men, understreger Steen Werner Hansen, der burde indføres prioritering ud fra, hvor dyr medicinen er. For ud over at være KRIS-formand sidder han til daglig som vicedirektør på Herlev Hospital, og her skal han aktuelt finde 25 mio. kr. ekstra alene på grund af udgifterne til ny, dyr medicin, der i 2014 steg med 18 pct. på hospitalet.

”De præparater, som KRIS godkender, skal jo finansieres på den ene eller anden måde. Det sker oftest ved besparelser andre steder i sundhedsvæsenet, og det er typisk ved at reducere personalet. Lige nu er udviklingen i udgifterne til ny medicin skruen uden ende, og derfor kommer vi ikke uden om, at vi bliver nødt til at prioritere i, hvilke nye præparater KRIS skal godkende med henvisning til prisen. Vi kan se, at det sænker priserne i udlandet, hvor det er tilfældet. Politikerne er nødt til at prioritere, for udviklingen vil skævvride hele vores sundhedssystem, hvis det fortsætter”, siger Steen Werner Hansen.

Som KRIS fungerer i dag, er det dermed aldrig sket, at et nyt præparat alene på grund af prisen er blevet afvist. Og det opsummerer Henrik Nielsen på denne måde:

”I dag siger vi i det danske sundhedsvæsen, at alt skal behandles, uansat alder, uanset sygdom. Måske er det tid til at gøre op med den tilgang og få et prioriteringsinstitut til at tage stilling til, hvor man får mest sundhed for pengene, og eksempelvis svare på spørgsmålet: Får samfundet mest ud af, at en 78-årig kræftpatient lever fem uger ekstra med dyr medicin, eller at en 20-årig skizofren og dybt psykotisk får mere hjælp?”, siger Henrik Nielsen.

Videnskabelig leder: Vi har brug for et prioriteringsinstitut i Danmark