Skip to main content

Større indflydelse kræver forandring

Overlægerne er en central drivkraft i udviklingen, og på den baggrund er det ikke mærkeligt, at regionerne ansætter flere overlæger. Og derfor lægger vi os ikke fladt ned, når der rejses kritik af, at der ansættes for mange overlæger, skriver Overlægeforeningens formand, Anja Mitchell.

Formand for Overlægeforeningen, Anja Mitchell.
Formand for Overlægeforeningen, Anja Mitchell.

Formand for Overlægeforeningen
Anja Mitchell

3. okt. 2016
3 min.

De fleste af os har så travlt, at vi sjældent stopper op og tænker over, hvad der sker omkring os. Men hvis vi vil påvirke udviklingen, er det nødvendigt at se på det store billede en gang imellem.

Det gælder ikke mindst i sundhedsvæsenet, hvor overlægerne og de andre ansatte oplever kolossale omvæltninger: Antallet af sygehuse er på under 20 år næsten halveret. Afdelingerne har vokseværk og nærmer sig nogle steder sygehusstørrelse. Patienterne er indlagt i rekordlav tid. Ventelisterne bliver kortere. Robotter vinder frem. Medicinen bliver mere og mere avanceret – og dyrere. Vi høster gode og dårlige erfaringer med it-systemer, der forandrer arbejdsgangene radikalt.

Overlægerne er en central drivkraft i udviklingen. Det er vores faglighed, der er garant for kvaliteten i behandlingen. Det er os, der har ansvaret for, hvordan en patient bliver behandlet. Og det er os, der sørger for, at nye ideer og nye behandlinger flyttes fra papir til den virkelige verden.

På den baggrund er det ikke mærkeligt, at regionerne ansætter flere overlæger. Uden dem kunne sygehusene ikke have præsteret de landvindinger, der er set i de seneste 20 år.

Og derfor lægger vi os ikke fladt ned, når der i medierne rejses kritik af, at der ansættes for mange overlæger. Ja, udgifterne stiger, men vi leverer varen og mere til. Men vi siger også, at regionerne er velkomne til at ansætte flere afdelingslæger og færre overlæger fremover, når det giver mening.

Debatten understreger betydningen af det arbejde, vi er i gang med sammen med Yngre Læger og Danske Regioner om fremtidens stillingsstruktur for speciallæger på sygehusene. Der er brug for forandringer, som tilpasser stillingerne til de nye vilkår på sygehusene, ikke mindst på ledelsessiden.

Mange afdelingsledelser har et økonomisk ansvar og et ledelsesmæssigt »span of control«, som er for stort. Hvis sygehusene skal forblive effektive med høj kvalitet i behandlingen, er vi nødt til skabe bedre vilkår for lægelig ledelse, bl.a. ved at indføre funktionsansvarlige overlæger, som kan understøtte afdelingsledelsen.

Både overenskomsten og Overlægeforeningen skal følge med tiden. For at opnå fornuftige arbejdsvilkår er det nødvendigt, at foreningen er en stærk og ansvarlig samarbejdspartner, som bliver hørt og skaber løsninger til gavn for både patienter og medlemmer. Den højeste faglighed er omdrejningspunktet – også i fremtiden. Den skal overlægerne og deres forening stå for.

Overlægeforeningen har i de seneste år sat præg på to vigtige ændringer i sundhedsvæsenet: Efter afskaffelsen af Den Danske Kvalitetsmodel og indførelse af patientnære kvalitetsmål kommer nu den patientansvarlige læge, der skal give bedre styring af især komplekse patientforløb, lokalt og på tværs af områder.

Men vi skal øge vores indflydelse lokalt og på landsplan. Det kræver, at foreningen rykker tættere på medlemmerne, og at vi bidrager til, at overlægerne bliver hørt og inddraget i beslutningerne både på det enkelte sygehus, i regionerne og på landsplan.

Derfor kommer både den regionale struktur og kommunikation til debat på foreningens repræsentantskabsmøde den 8. oktober. Jeg glæder mig til at høre medlemmernes synspunkter og forslag, og jeg er sikker på, at vi kan lægge en kurs, der giver os en stærkere forening. Overlægerne har en vigtig stemme, som skal høres. Det er mit mål.