Strudsepolitik i EU

I disse tider, hvor Christiansborg varmer op til en afstemning om EU-forbeholdene, var det måske på sin plads at minde politikerne om, hvorfor vi er medlemmer af EU. Bortset fra det store fredsprojekt og genforeningen af Europa er det vel noget med et fælles arbejdsmarked og et fælles marked for varer og tjenesteydelser til gavn for EU's borgere? Hvis det stadig står til troende, skylder politikerne os, at de får afsluttet den nuværende strudsepolitik i EU omkring det sundhedspolitiske direktiv og presser på for at få lagt nogle klare rammer for patienternes rettigheder på europæisk niveau. Hvilke behandlinger patienterne kan tage med sig over grænserne, og hvilken kvalitet de kan forlange.

EU-Kommissionen afblæste kort før jul lanceringen af deres endelige udkast til et sundhedspolitisk direktiv så tæt på deadline, at man bogstaveligt talt kunne mærke varmen fra startmotorerne. Det er siden kommet frem, at stærke politiske kræfter stod bag denne overraskende aflysning. Derfor vores påmindelse til politikerne om meningen med EU. Hvis man efter problemerne med forfatningstraktaten er blevet så bange for vælgerne, at selv forslag, der er i vælgernes åbenlyse interesse, bliver trukket, står det slemt til. Her har vi tilmed at gøre med et område, hvor en række afgørelser ved EF-Domstolen for længst har fastslået patienternes rettigheder. Vi vægrer os mod at tro på, at ansvarlige folkevalgte politikere i længden vil acceptere, at deres forpligtelser som beslutningstagere bliver deponeret hos domstolene

Danske politikere må sammen med deres europæiske kolleger leve op til deres ansvar og medvirke til at få gennemført et direktiv med klare spilleregler for, hvornår og på hvilke vilkår en patient kan søge behandling i et andet EU-land. Dette forudsætter også nem adgang til opdateret information om behandlingsmuligheder og -steder, ikke mindst hvad angår kvaliteten. I dag er det kun de stærke patienter med overskud til at søge informationer om behandling i andre lande, der er i stand til at udnytte mulighederne over grænserne. Svagere patienter er afhængige af oplysning og hjælp fra andre, og alle kan i princippet risikere, at de skal have afprøvet deres rettigheder gennem det tunge retsapparat.

Det er uanstændigt, at vores politikere vil tillade disse tilstande. Ikke mindst fordi sundhedsområdet i øvrigt for en stor del er reguleret af EU. Det gælder f.eks. lægemiddelområdet, hvor vi er afskåret fra at arbejde med patientsikkerhed på EU-niveau, fordi der mangler retningslinjer. Et europæisk patientrettighedsdirektiv kunne give patienterne mulighed for gennemsigtighed i forhold til klageadgang og forsikringsforhold. Rettigheder, der så vidt muligt skal være de samme i alle medlemsstater. Direktivet kunne også lægge op til et europæisk netværk med såkaldte referencecentre og et samarbejde om medicinsk teknologivurdering, så vi kan dele den viden og kompetence, som findes i medlemslandene.

Der kunne også være et forum for udveksling af erfaringer om best practice i sundhedssektoren og en platform for samarbejde om patientsikkerhed mellem de europæiske lande. Det ville klæde vores politikere, hvis de ville være med til at udvikle og udnytte potentialet i disse ting i stedet for at male fanden på væggen, hver gang vi skal høste fordelene ved de åbne grænser i Europa.