Skip to main content

Styrelse bøjer af i gebyrsag

Efter kritik: Styrelsen for Patientsikkerhed vil lempe gebyrkrav til frivillige læger i bl.a. sportsklubber.

Direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed, Anne-Marie Vangsted: "Vi ser frem til at diskutere, hvordan vi kan tilpasse reglerne, så både det frivillige Danmark og patientsikkerheden bliver tilgodeset”.
Direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed, Anne-Marie Vangsted: "Vi ser frem til at diskutere, hvordan vi kan tilpasse reglerne, så både det frivillige Danmark og patientsikkerheden bliver tilgodeset”.

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

6. jan. 2018
3 min.

Styrelsen for Patientsikkerhed bløder nu op i sin fortolkning af, hvem der skal betale det omstridte ”gebyr for risikobaseret tilsyn”, som blandt andre pålægger vagtlæger og læger, der arbejder som frivillige i f.eks. sportsklubber et årligt gebyr på knap 4.000 kroner.

Sent fredag meddelte styrelsen i en pressemeddelelse, at ”frivillige sundhedspersoner skal ikke betale gebyr”.

Det sker efter at Ugeskriftet.dk i går kunne fortælle, at stort antal frivillige læger enten havde eller var på vej til at opsige deres – ofte ulønnede – bijob i forskellige sportssammenslutninger.

”Soleklart” svar

En rundspørge blandt de ca. 500 medlemmer Idrætsmedicinsk Selskab viste, at 75 procent af de 188 respondenter enten var stoppet på grund af gebyret eller agtede at gøre det.

”Hvis jeg skal betale 4.000 kroner, må jeg nøjes med at se ishockey som tilskuer. Og det er jeg ikke ene om”, sagde overlæge Søren stilling Mikkelsen, der fungerer som kamplæge i ishockeyklubben Odense Bulldogs.

Han havde bedt styrelsen klargøre, om han og hans kolleger virkelig skulle betale gebyret for at arbejde i klubben, der har en afdeling med halv- og helprofessionelle, men hvor også børn, unge og voksne motionister spiller. Og svaret var ikke til at misforstå:

"Er der en sundhedsperson, som lejlighedsvis tilbyder frivillig behandling i klubben, skal denne registrere sin virksomhed, hvis vedkommende ikke allerede har et registreret behandlingssted, som eksempelvis en almen praksis”, lød det i svaret fra STPS, som tilføjede, at rene amatørklubber ”i særlige tilfælde” kunne undtages.

”Det siges soleklart, at vi skal lade os registrere”, sagde Søren Stilling Mikkelsen, som mente, at gebyrloven ”rammer hele Foreningsdanmark”.

”En smartere, teknisk løsning”

Ud over at indkalde en række berørte organisationer til møde, skriver Styrelsen for Patientsikkerhed, at frivillige sundhedspersoner ”allerede nu” kan ansøge om at blive fri for gebyret.

”Styrelsen for Patientsikkerhed er dog gået i gang med at undersøge, hvordan reglerne kan justeres. Målet er at sætte en bagatelgrænse for frivilliges indtjening, så man på forhånd kan se, om man skal betale gebyr eller ej. Samtidig vil styrelsen se på, om der kan laves en smartere, teknisk løsning”, hedder det i styrelsens pressemeddelelse.

”Som sundhedsministeren har udtalt, har det aldrig været meningen, at reglerne skal skabe problemer for frivilligheden, hverken i sportsklubber, på festivaller eller andre steder”, siger styrelsens direktør, Anne-Marie Vangsted. ”Derfor ser vi frem til at diskutere, hvordan vi kan tilpasse reglerne, så både det frivillige Danmark og patientsikkerheden bliver tilgodeset”.

På torsdag er det styrelsens fortolkning af loven om risikobaseret tilsyn, der skal til eksamen. Styrelsen har valgt at fortolke loven, så vagtlæger uden egen praksis – f.eks. uddannelseslæger og pensionerede læger – skal betragtes som ”behandlingssteder”, hvis de arbejder i lægevagten.

Det har fået snesevis af læger til at stoppe som vagtlæger i flere regioner. Styrelsens tolkning har mødt voldsom kritik fra de praktiserende lægers organisation PLO og fra Danske Regioner. Kritikken førte til, at sundhedsminister Ellen Trane Nørby beordrede styrelsen til at finde en løsning.

Styrelsen for Patientsikkerhed har derfor indbudt de berørte regioner og de praktiserende lægers organisation til et ”dialogmøde, hvor vi vil drøfte problemet og diskutere mulige løsninger”. Mødet finder sted på torsdag.

Læs også: Tilsynsgebyr truer ”Foreningsdanmark”

Læs også: Masseflugt af vagtlæger i Region Syd