Skip to main content

Sund finanslov

Jens Winther Jensen

7. mar. 2008
3 min.

Sundhedsområdet kom helskindet igennem den årlige holmgang om finansloven. Godt og vel endda. Der blev sikret penge til en række nye initiativer, og ikke mindst modstod politikerne fristelsen til at skære i de særlige midler, der er afsat til nye sygehuse. Den store pengepose til fornyelse af sundhedsvæsenets bygningsmasse er et af de mest markante resultater af arbejdet med kvalitetsreformen. I en situation, hvor reformen tilsyneladende bliver gennemført i klumper, er det vigtigt ikke at kanibalisere på de enkelte dele for at lukke huller andre steder.

Det er et vigtigt signal til det offentlige sygehusvæsen i en tid, hvor markedskræfterne for alvor har ramt sundheden. Milliarderne, der bliver investeret i de kommende år, giver de offentlige sygehuse muligheder for den nødvendige modernisering og for at fastholde et tilbud af høj kvalitet over for hele befolkningen. Det giver ikke mindst mulighed for at fastholde målene i Sundhedsstyrelsens anbefalinger for fremtidens akutbetjening, der forudsætter en koncentration på færre og større døgnbetjente akutcentre og derved betydelige investeringer i nybyggeri.

Vigtigheden af at holde fast ved, at der skal investeres massivt nu, er blevet trukket tydeligt op fra flere sider på det seneste. De skræmmende prognoser for manglen på læger, sygeplejersker og stort set alt andet personale gør det nødvendigt at gøre sundhedsvæsenets arbejdspladser mere attraktive. Et af midlerne er nye fysiske rammer, der giver basis for et bedre arbejdsmiljø og derved mere bedre arbejdspladser samtidig med, at det giver mere effektive arbejdsgange, kortere liggetider og gladere patienter. Det burde være unødvendigt at tilføje, at nye bygninger naturligvis også indeholder top of the art teknologi.

Vi har også lige fået en hævet pegefinger fra OECD, der forudser alvorlige problemer for den danske sundhedsøkonomi på grund af eksploderende udgifter på sigt. Det er gammel købmandslogik, at der skal investeres i tide, så vi kan arbejde smartere og mere rationelt, når udgiftsbølgen rammer os. Endelig er det ikke uvæsentligt, at vi sørger for, at danske sygehuse kan hævde sig internationalt. Patienter og sundhedspersonale vil i stigende grad rejse over grænserne efter de bedste arbejdspladser og den bedste behandling. Det vil ske uanset, om EU får taget sig sammen til at vedtage et sundhedsdirektiv eller ej. Vi skal være i stand til at tilbyde de bedste forhold og mest attraktive arbejdspladser herhjemme og også arbejdsdele med sygehuse i andre lande om behandlinger. Det gør vi ikke med de fysiske rammer og den teknologi, som findes i store dele af vores sundhedsvæsen i dag.

Der er også grund til at fremhæve det delforlig, der blev lavet på sundhedsområdet før afslutningen af finansloven. Det sikrer nu, at vi kan komme i gang med vaccinationsprogrammet mod livmoderhalskræft. Det giver også hjerteområdet et løft, så patienter med livstruende hjertelidelser kan få de optimale pakkeforløb på linie med kræftpatienterne. Alt i alt en sund finanslov.