Skip to main content

Sundhed er vigtigst for danskerne

Sundhed havner øverst på listen over politiske emner, som danskerne interesserer sig for. Det viser en ny undersøgelse fra Jyllands-Posten.

Kristine Buske Nielsen (krn@dadl.dk)

16. feb. 2017
1 min.

Sundhed, lægemangel, ventelister på sygehusene, og hvad der ellers rør sig inden for sundhedsvæsnet, fylder mest i danskernes bevidsthed. Det viser en ny undersøgelse af danskernes politiske interesser, som analyseinstituttet Wilke har gennemført for Jyllands-Posten.

Mere end 9 ud af 10 af de 5000 adspurgte danskere har svaret, at sundhedsvæsnet enten er meget vigtigt (70,8 pct.) eller delvis vigtigt (22,1 pct.)

Ifølge Jyllands-Posten forklarer Sundhedsprofessor fra SDU Kjeld Møller Pedersen, at danskernes store interesse for sundhed skyldes, at det berører os hele livet. Samtidig fylder det meget i mediebilledet og i samfundsdebatten.

”Både som positive historier, i stil med at nu er kuren mod kræft fundet for 23. gang og kritiske vinkler om fejl og mangler. Gryden er hele tiden i kog,” siger han.

I januar satte Ugeskriftet fokus på danskernes besættelse af sundhed. Lyt til Ugeskriftets podcast ”Sundheden og mig, mig, mig" her.