Skip to main content

Sundhedseksperter skyder Cepos-analyse ned

Cepos-analyse konkluderer, at stigende ulighed i sundhed er ”en myte”. Det er helt forkert, siger eksperter.

"Det er en myte, at uligheden i sundhed er stigende", hævder en analyse fra Cepos. Foto: Colourbox
"Det er en myte, at uligheden i sundhed er stigende", hævder en analyse fra Cepos. Foto: Colourbox

Klaus Larsen kll@dadl.dk

18. nov. 2015
4 min.

”Det er en myte, at uligheden i sundhed er stigende”. Det konkluderer en analyse fra tænketanken Cepos, hvor det fremgår, at uligheden i danskernes levealder har været støt faldende siden midtfirserne.

Ikke alene lever vi meget længere; Ifølge Cepos’ beregninger sker der samtidig en indsnævring i forskellene i levetid, både socialt og i forskellen mellem mænds og kvinders levetid.

Derfor er det dårlig timing, når regeringen foreslår at overveje differentiering af pensionsalderen efter, hvor gamle folk forventes at blive, skriver Cepos’ analysechef Otto Brøns-Petersen i Berlingske.

Selv om analysens primære fokus er pensionsdebatten, bruger Brøns-Petersen den også til at kritisere, hvad han betegner som ”myten” om, at uligheden i sundhed er stigende.

Analysen beregner forskelle i livslængde på samme måde, som man normalt måler forskelle i indkomst. Målestokken er den såkaldte Gini-koefficient. Jo større Gini-koefficient, desto større ulighed.

”Interessant nok er uligheden i livslængde væsentligt mindre end uligheden i indkomster. Indkomsterne er mere end dobbelt så ulige fordelt som levealderen”, skriver Otto Brøns-Petersen

og konkluderer, at ”sundhedspolitikken tilrettelægges altså efter en forkert præmis”.

”Ulighed steget siden 1990”

Finn Diderichsen, professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, er helt uenig. Han har i mange år forsket i og skrevet talrige publikationer om social ulighed i sundhed og mener, at Cepos-analysen går galt i byen:

”Der er forskel på, om man måler ulighed i livslængde på individ-niveau eller for socialgrupper”, påpeger han.

”Uligheden mellem individer er mindskende, fordi dødeligheden blandt yngre og midaldrende falder. Dermed stiger middellevetiden, og så falder Gini-koefficienten – altså uligheden mellem individer. Sådan har det været i alle lande, til alle tider”, forklarer Finn Diderichsen.

”Det ser helt anderledes ud, når man deler folk ind efter uddannelse, indkomst eller erhverv. Her er den sociale ulighed i dødelighed steget gennem de sidste 25 år – i Danmark og i mange andre lande”.

”Stigningen skyldes især tobaks- og alkoholrelaterede dødsårsager. Men formentlig vil det få en positiv effekt, at tobaksforbruget efterhånden er presset langt ned i alle socialgrupper”, siger Finn Diderichsen.

”Hvis alle blev 86 …”

Knud Juel, professor i sundhedsfremme og forebyggelse Knud Juel, Statens Institut for Folkesundhed, er på samme linje: Hvis Cepos-analysen ville nøjes med at konstatere, at ”middellevetiden stiger i Danmark”, ville det være korrekt.

Men derfra kan man ikke slutte, at uligheden i sundhed bliver mindre, siger han, for der er jo ingen opgørelse for sociale grupper efter f.eks. uddannelse eller indkomst.

”Det, som analysen viser, er at der er større lighed i døds-alderen i 2013 end i 1986. Og det er formentlig helt korrekt. I dét univers ville der være fuldkommen lighed, hvis alle danskere døde i en alder af 86. Det er, hvad analysen viser”, siger Knud Juel.

- Men hvis folk fra alle socialgrupper lever længere, betyder det vel, at alle er blevet sundere?

”Det er rigtigt. Men middellevetiden stiger også over en bred kam. Problemet er, at middellevetiden ikke stiger lige meget for højtuddannede og lavt uddannede”, siger Knud Juel.

Uligheden i danskernes levealder er faldet i en lang periode. For 100 år siden døde mange som 0-årige, og mange blev gamle. Der var en stor ulighed mellem 0 og 80. I takt med, at vi undgår de fleste spædbørnsdødsfald, bliver alder ved død skubbet opad, og så mindskes ganske rigtigt uligheden i danskernes levealder, forklarer Knud Juel.

”Men det har intet at gøre med uligheden i sundhed. Analysen undersøger jo overhovedet ikke, om levealderen falder lige meget for højtuddannede og lavt uddannede. Og det gør den ikke. De kortuddannede lever længere – men de højtuddannede lever meget længere, og uligheden vokser”, siger Knud Juel.

Lægeformand: Uligheden er reel

Cepos’ analyse får heller ikke formand for Lægeforeningen (og samfundsmediciner) Andreas Rudkjøbing til at overveje en kursændring i Lægeforeningens sundhedspolitiske ståsted.

”Absolut ikke”, siger han. ”Vi har en stor og stigende ulighed i sundhed, både socialt og geografisk. Og det er ofte sammenfaldende”.

Andreas Rudkjøbing peger på, at analysens lødighed er umulig at efterprøve, da den som sine kilder blot henviser til ”egne beregninger”. Men bortset fra det, mener han, at Cepos overser en væsentlig pointe:

”Når Cepos taler om levealder, overser man det vigtige forhold, at ikke alene lever de laveste socialgrupper kortere – deres leveår er også præget af mere sygdom og funktionshindring. At se på livslængde alene er i sig selv misvisende”, siger Andreas Rudkjøbing.

De laveste socialgrupper har en større sygdomsbyrde, fordi de spiser mindre sundt, motionerer mindre og ryger mere. Men formelt har de samme frie og lige adgang til alle sundhedsydelser som de højere samfundslag – dem med lange uddannelser og gode jobs.

”Men som en rapport fra CASA (Center for Alternativ Samfundsanalyse, red.), forrige år illustrerede, er de højtudannede og ressourcestærke langt bedre til at få ydelser ud af sundhedsvæsenet. Så uligheden findes på flere niveauer: I forhold til sygdomsbyrde, i forhold til adgang til sundhedsvæsenet – og når man endelig har adgangen, får man mindre ud af det”, siger Andreas Rudkjøbing.

CEPOS: Uligheden i danskernes levealder falder

Læs hele notatet: ”Uligheden i danskernes levealder falder” (pdf)