Om det bliver S eller V, der kommer til at sidde i ministerstolen i Sundhedsministeriet efter valget, eller om de kommer til at dele regering, så vil kursen på mange områder være nogenlunde den samme, som den der allerede er sat i det reformudspil, som regeringen og Dansk Folkeparti lagde ud i januar.
På nær det med regionerne.
Det vurderer sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen.
»Ser man på de to partiers udspil om sundhedspolitik, er der ikke så store forskelle endda. De lapper en del over hinanden på flere punkter. Der, hvor der er forskel, er først og fremmest spørgsmålet om regionernes nedlæggelse, som Venstre peger på, mens der i Socialdemokratiets udspil er en del referencer til initiativer, der skal aftales eller forhandles med regionerne. Det ser altså ud til, at regionerne fylder i et socialdemokratisk drevet sundhedsvæsen«.
Et stort spørgsmål, der rejser sig i forbindelse med diskussionen – regioner vs. sundhedsfællesskaber – er, hvordan det ser ud med lokale forskelle i tilbuddene med de to modeller, hvad er din vurdering?
»Her vil der vise sig en forskel i de to politikker, tror jeg: Med regionerne vil vi se de forskelle i tilbuddene, som vi har i dag – hvor store de er, kan man altid vurdere – men de vil være for intet at regne i forhold til de store kommunale sundhedsfællesskaber, hvor vi vil se meget store indbyrdes forskelle. Desuden bliver de forskelle, der er i dagens regioner, jo heller ikke mindre ved at indsætte regionsbestyrelser«.
Men sundhedsfællesskaberne skal jo netop begrænse de lokale forskelle?
»Ja, regeringen taler ganske vist om de forskelle, der er mellem regionerne, men hvis man satser meget på sundhedsfællesskaber, så vil det sige spar to, hvad angår forskelle. Og så kan de snakke fra nu af til dommedag om, at der er en kvalitetsplan. Sagen er, at kommunerne har forskellige serviceniveauer«.
Kan det ikke blive mere ensartet?
»Nej. Det vil i hvert fald være en meget langsigtet plan«.
Regeringen taler ganske vist om de forskelle, der er mellem regionerne, men hvis man satser meget på sundhedsfællesskaber, så vil det sige spar to, hvad angår forskelle. Og så kan de snakke fra nu af til dommedag om, at der er en kvalitetsplan
En anden forskel, som Kjeld Møller Pedersen peger på, er, at fire ud af socialdemokraternes 13 punkter drejer sig om facetter af lighed.
»Der skiller de sig ud fra Venstres program. Det vil give sig udslag i, at de vil prøve at styrke forebyggelsen for de grupper, der falder bagud i forhold til f.eks. middellevetiden. Der står omvendt ikke meget om ulighed i regeringens sundhedsreformudspil«.
Og hvor er det så, de to partiers udspil ligner hinanden?
»Ser man på de to udspil er der elementer, der genbruges og omdøbes. For eksempel holder Socialdemokratiet fast i nærhospitaler. Det er faldet mange for brystet, især fordi der har stået noget med, at mindre operationer og indgreb skulle foretages der. Men der står faktisk med småt, at det er de operationer, der foretages i speciallægepraksis, de hentyder til. Og det er en vigtig detalje. I virkeligheden er det, de opererer med, når de siger nærhospitaler, udvidede sundhedshuse. Og det er jo også regeringens slagvare«.
I det hele taget er nærhed helt centralt for såvel S som V, påpeger Kjeld Møller Pedersen.
»Socialdemokratiet vil videreudvikle det klyngesamarbejde, der allerede nu eksisterer omkring akutsygehusene. De er nok ikke magen til de sundhedsfællesskaber, der ligger i Venstres/regeringens udspil. Men der må man huske, at de bygger på et allerede eksisterende samarbejde. Man kan sige, at S og V har en fælles diagnose: Nemlig at der skal gøres noget ved det nære for at adressere sundhedsvæsenets problemer«.
Socialdemokratiets sundhedspolitik er dog ikke videre detaljeret, påpeger Kjeld Møller Petersen:
»Det står hen i det uvisse, hvordan Socialdemokratiet vil befordre samarbejdet mellem det nære sundhedsvæsen og akutsygehusene. Socialdemokraterne har f.eks. ikke skrevet så meget om almen praksis – ud over det med rekrutteringen, hvor de – i en tidsbegrænset periode – vil gøre det til en tjenestepligt for færdiguddannede KBU-læger at tage et halvt år i almen praksis samt lægge et halvt år af videreuddannelsen i almen praksis i stedet for på et sygehus«.
Hvad er din konklusion?
»Bortset fra det med regionerne, så spiller de to partier på de samme tangenter i deres udspil, også i forhold til at øge kapaciteten i sundhedsvæsenet, de vil have flere læger og øge ressourcerne – der er ikke markante forskelle«.
Tror du, at sundhedsministerposten bliver prioriteret i den næste regering?
»Socialdemokratiet har historisk ofte ikke haft særlig markante profiler som sundhedsminister. Hvis man forestiller sig, at der kommer en socialdemokratisk mindretalsregering, må de nok sætte en lidt stærkere profil ind. Ellers har de en svag flanke på et vigtig velfærdsområde, som oppositionen kan sætte ind over for. Så S vil nok ikke vælge at tage en fra reservebænken«.
Tror du, at Venstre også vil sætte en markant politiker på posten?
»Ja, det har de tradition for – ikke altid meget markant, men altid driftssikker. Og indsætter de en person uden kendskab til området, kommer vedkommende hurtigt ind i sagerne. Den nuværende sundhedsminister er et eksempel herpå«.
Og hvad hvis vi får en SV-regering?
»Så vil der utvivlsomt være kamp om posten som sundhedsminister, fordi begge partier mener, at de er gode til at udvikle sundhedsvæsenet og dermed ét af kerneområderne i deres forståelse af velfærd«.
