Skip to main content

Sundhedsjurist: Alt for mange har adgang til patientjournaler

I dag har tæt på 90.000 ansatte i sundhedsvæsenet adgang til de elektroniske patientjournaler, og det er alt for mange, mener lektor i sundhedsret ved Syddansk Universitet Kent Kristensen.

12. maj 2014
2 min.

Antallet af sundhedsprofessionelle, der har adgang til patientjournaler er alt for stort, og desuden er det for nemt at skaffe sig adgang til de personfølsomme patientoplysninger.

Det siger lektor i sundhedsret ved Syddansk Universitet Kent Kristensen til Jyllands-Posten.

Ifølge avisen kan op mod 90.000 sundhedsprofessionelle klikke sig ind i patientjournalen, og selv om det er ulovligt at kigge i andre patientjournaler, findes ingen løbende kontrol, der kan afsløre, om sundhedspersonale uberettiget kigger i patientjournaler.

»Der er for mange i sundhedsvæsenet, der har adgang til patientoplysninger i dag. Selv når en sundhedsansat opererer inden for lovens grænser, mener jeg, at politikerne har givet vedkommende al for megen adgang til oplysninger om patienterne. Endnu værre er situationen naturligvis, hvis en sundhedsansat opererer uden for lovens grænser og ser i patientjournaler, som vedkommende intet har med at gøre. Man bryder simpelthen ind i tillidsforholdet mellem sundhedsperson og patient, når helbredsoplysninger bruges til formål, der ligger for langt væk fra det, der var formålet med at indsamle dem,« siger Kent Kristensen til avisen

Birgitte Drewes, afdelingschef i National Sundheds IT (NSI) understreger, at mulighederne fungerer inden for rammerne af den danske lovgivning. Og sundhedsminister Nick Hækkerup (S) er dog heller ikke på vej med ædnringer.

»Jeg er tilfreds med, at regionerne klart har tilkendegivet, at det er fyringsgrund, hvis sundhedspersonale uden en berettiget grund slår op i eksempelvis elektroniske patientjournaler for at få adgang til personfølsomme oplysninger, som ikke vedkommer dem,« siger sundhedsministeren til avisen.