Skip to main content

Sundhedsminister samler fagfolk til kronikerindsats

Der skal bruges 1, 5 mia. kr de næste fire år på kronikere. Sundhedsminister Nick Hækkerup har samlet en gruppe af fagfolk, der skal rådgive om, hvordan pengene bedst bruges.

18. feb. 2015
1 min.

Nu skal pengene, i alt 1, 5 mia. kroner, som regeringen i efteråret afsatte til bedre behandling af kronikere, have ben at gå på. Men hvordan? Det skal en følgegruppe bestående af fagfolk og sundhedsaktører hjælpe ministeren med at finde ud af. Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse, som nævner målrettede sundhedstjek, forløbsplaner og aktiv patientstøtte til de svageste borgere som eksempler.

Sundhedsminister Nick Hækkerup siger:

”KOL-patienter kan blive opdaget og komme hurtigt i behandling, hvis vi laver målrettede sundhedstjek og styrker lungeindsatsen. Diabetespatienter kan leve bedre med deres sygdom, hvis vi laver forløbsplaner. Det er derfor vigtigt, at vi spørger og lytter til de mennesker, der har stor viden om patienterne for at finde ud af, hvad der skal gøres bedre og anderledes. Vi skal lære af hinanden og lytte til hinandens erfaringer”.

Gruppen skal mødes første gang allerede i denne måned og der vil være repræsentanter fra Lægeforeningen, Danske Patienter, Lægevidenskabelige Selskaber, Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Sygepleje Selskab, Danske Regioner, KL, Dansk Selskab for Fysioterapi og Ergoterapifaglige selskaber.