Skip to main content

Sundhedsministeren: Politiet skal ikke længere betale for blodprøver

Læger på hospitaler kan snart ikke længere tjene penge ud over deres løn på at tage blodprøver for politiet.

17. jan. 2017
2 min.

Mange hospitalslæger har tjent ekstra på at tage blodprøver for politiet f.eks. på formodede spritbilister, men det ønsker sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) nu at sætte en stopper for, skriver dr.dk. Det skal ske i form af en ny bekendtgørelse, som p.t. er i høring. Den indebærer bl.a., at blodprøvetagning for politiet fremover betragtes som en del af jobbet for hospitalsansatte læger.

Blodprøverne var tidligere at betragte som bijob, og samtidig var der kun vejledende takster, så der var store forskelle på, hvad politiet betalte for prøver på de forskellige hospitaler.

"De regler, som har været hidtil, har mildest talt været tåbelige. Det har ikke været en god måde at bruge vores fælles penge på", siger sundhedsministeren til dr.dk.

For de enkelte læger kan der være tale om betragtelige beløb. F.eks. nævner dr.dk. eksempler på læger, som har tjent 20-40.000 kr. om året på blodprøver for politiet.

Lægeforeningen bakker op om de nye regler.

"Det ser fornuftigt ud og kan være med til at løse det problem, som har været med honoreringen af læger på sygehusene", siger Tue Flindt Müller, formand for Lægeforeningens attestudvalg, til dr.dk.

Blot skal det sikres, at der er bemanding nok til at tage blodprøverne, mener Lægeforeningen.

De nye regler ventes vedtaget i februar.