Skip to main content

Sundhedsplatformen giver koks i kræftkontrollen

Efter at det nye it-system Sundhedsplatformen er blevet indført, ved hospitalerne i Region Hovedstaden ikke længere, om kræftpatienterne behandles til tiden.

Forfatter

3. jul. 2017
2 min.

Kontrollen med, at kræftpatienterne behandles til tiden, er reelt brudt sammen i Region Hovedstaden, efter at det nye it-system, Sundhedsplatformen, er blevet indført, skriver Politiken.

Et af problemerne er, at datoer for, hvornår en kræftpatient er henvist, undersøgt og opereret, kun i mindre omfang bliver registreret i Sundhedsplatformen, fremgår det.

I de første tre måneder af 2017 har Region Hovedstaden kun registreret 505 forløb med kræftpatienter, selv om der normalt i den periode behandles omkring 1.200 patienter.

»Der ligger mere end 1.000 sager med patienter, som ikke er registreret«, siger Henrik Flyger, der 1. juni blev chef for den brystkirurgiske afdeling på Rigshospitalet, da den blev lagt sammen med afdelingen i Herlev, til avisen. Han skal nu i gang med en større oprydning.

»De 1.000 sager ligger på sekretærernes arbejdslister. Og det her er kun en mindre afdeling. De store har det formentlig meget værre«, siger han bl.a.

Svend Hartling, koncerndirektør i Region Hovedstaden, siger, at det er hospitalernes ansvar at sikre, at de overholder loven om maksimale ventetider. Men han erkender, at der er et problem med registreringen af kræftpakkeforløbene.

»Det er da indlysende et problem. Vi arbejder benhårdt på at løse det«, siger han.

»Overvågningen er forsinket. Det er lægernes opgave at kode korrekt, og hvis de ikke gør det, kommer oplysningerne ikke ind i systemet«.