Skip to main content

Sundhedsreform: Flyt fokus fra form til indhold

Lisbeth Lintz, formand for Overlægeforeningen

1. okt. 2018
3 min.

Skal regionerne fortsætte, som vi kender dem? Skal der etableres sundhedsklynger? Nærhospitaler? Eller noget helt andet?

Rygter er der nok af. Men endnu ved vi ikke meget om, hvad regeringens kommende sundhedsreform præcist vil indeholde.

Dog går to ting igen, hver gang talen falder på reformen. Ny struktur og nærhed. Det er åbenbart det nye sort i debatten om sundhedsvæsenet.

Som udgangspunkt er der ikke noget galt i at se på, om de strukturer, vi arbejder under, er de rette. Ligesom der heller ikke er noget galt i at se på, om der er sundhedsopgaver, der kan flyttes fra hospitaler og sygehus og tættere på borgeren, hvis det er lægefagligt forsvarlig. Men vi skal ikke have nærhed for nærhedens skyld og som økonomisk incitament.

Vi skal ikke til at genåbne de små sygehuse, og vi skal ikke flytte specialiserede lægefaglige opgaver væk fra det faglige miljø, vi i dag har samlet dem i. Det har vi prøvet, og det fungerede ikke.

Det må altid være en lægefaglig vurdering, om patienter har brug for behandling på hospitaler, eller om sundhedsopgaverne kan løses tættere på borgeren.

Desværre oplever vi som læger, at der er store forskelle på, hvordan de kommunale sundhedsopgaver bliver løst i de forskellige kommuner. I nogle kommuner kan patienter få hurtig genoptræning efter fx blodprop eller cancer. I andre kommuner er tilbuddene mere sporadisk og ventetiden for lang. I nogle kommuner stiller man op, når psykisk syge udskrives. I andre kommuner må de klare sig selv eller blive på hospitalet. Det hænger ikke sammen.

Det må altid være en lægefaglig vurdering, om patienter har brug for behandling på hospitaler, eller om sundhedsopgaverne kan løses tættere på borgeren. Lisbeth Lintz

Når patienter tabes i overgangen mellem sygehus og kommune, står vi med et strukturproblem af ganske voldsomme dimensioner. Her skal regeringen stille med en løsning – ellers er den kommende reform dømt til fiasko. Der er mange ting, som kan gøres, men lad mig blot pege på en enkelt:

Vi har brug for faste kliniske retningslinjer, som kommunerne er forpligtet til at overholde – og er forpligtet til at dokumentere, at de overholder.

Desværre virker det som om, at politikerne hellere vil diskutere form og strukturer end indhold.

I hvert fald er der ikke mange politikere, der beskæftiger sig med de områder, hvor skoen virkelig trykker.

Ingen politikere adresserer de udfordringer, vi hver dag står med som læger på landets sygehuse. At hverdagen er blevet for presset. At arbejdsintensiteten er blevet for stor. At læger topper listen hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø som den faggruppe, der oftest føler sig stresset. At vi nogle steder både skal fungere som læger og sekretærer. At der er akut mangel på især speciallæger mange steder i landet. Og at store beslutninger i sundhedsvæsenet desværre ikke altid bliver truffet med begrundelse i fagligheden.

Hvis en sundhedsreform skal give bedre kvalitet for patienterne, så skal vi også tale om dette.

Overlægeforeningen frygter, at en reform ikke vil ændre på de forhold, der virkelig betyder noget for kvaliteten på hospitalerne. Taler vi form uden indhold, risikerer vi at trække ressourcer og tid væk fra det, vi som læger er ansat til – nemlig at sikre den bedst mulige behandling af vores patienter. Og det er hverken patienter, læger eller sundhedsvæsen tjent med.