Skip to main content

Sundhedsreform skaber ikke mere luft til sygehusene

Overlægeforeningens formand, Lisbeth Lintz, tror ikke på sundhedsministerens løfte om, at sundhedsreformen vil modvirke presset på sygehuspersonalet. »Regnestykket passer ikke«, siger hun. Presset vil fortsætte, og lægerne må insistere på at få ledelsen med i løsningen af dem.
Arbejdspresset på sygehusene vokser og vokser. Hvis der udvikler sig problemer, må direktionen med i løsningen, mener Lisbeth Lintz.
Arbejdspresset på sygehusene vokser og vokser. Hvis der udvikler sig problemer, må direktionen med i løsningen, mener Lisbeth Lintz.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

21. feb. 2019
6 min.

Historier om læger, der har fået nok af presset på sygehusene, fylder for tiden. På Rigshospitalet var det Jakob Trier Møller, der sagde op. En protestskrivelse kom fra samme sted fra 33 overlæger og klinikchefer. På OUH har tre kirurger på samme karkirurgiske afdeling netop sagt op. Tilkendegivelser i medierne viser, at mange læger til fulde forstår deres grunde.

Det gør også Overlægeforeningens formand, Lisbeth Lintz.

»Alle oplever, at der er et massiv pres på sygehusene. Både fordi der kommer flere og flere patienter, og fordi der mange steder er problemer med at rekruttere de nødvendige speciallæger. Det betyder, at hverdagen bliver alvorligt presset. Og dermed oplever mange læger, også overlæger, at arbejdsmiljøet er presset«, siger hun og peger på, at det bekræftes af en undersøgelse blandt overlæger fra 2017.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) har flere gange sagt, når hun er blevet bedt om kommentarer til f.eks. Jakob Trier Møllers afgang, at sundhedsreform vil give luft på sygehusene, fordi den flytter behandlinger fra sygehusene til primærsektoren, og fordi opkvalificeringen der vil forebygge mange indlæggelser. Hvad siger du til det?

»Den tror jeg ikke på. Hvis man tager regeringens regnestykke for givet, så kan sygehusene slippe for 40.000 indlæggelser, som i stedet skal vendes og løses i primærsektoren. Men det forudsætter, at kompetencerne i kommunerne bliver oprustet, inden man bliver i stand til det. Og der kræver flere praktiserende læger. Det kan man ikke nå inden 1. januar 2021, som er den dato, regeringen angiver. Det tager meget længere tid«.

Lisbeth Lintz fortsætter:

»Hvis man desuden ser på den demografiske udvikling, så matcher beregningerne på 40.000 dårligt med forventningen om at der vil være 120.000 flere patienter til den tid. Hvis kun de 40.000 af dem skal løses i primærsektoren, så er der altså 80.000 flere og ikke 40.000 færre patienter på sygehusene. Så der bliver ikke tid til, at vi kan gå og hygge os på sygehuset og holde patienterne i hånden, sådan som sundhedsministeren synes at mene«.

Ikke-kliniske opgaver

Lisbeth Lintz er selv overlæge på Medicinsk Afdeling på Holbæk Sygehus. Når de kliniske opgaver er taget til, så bliver der mindre tid til andre, ikke-kliniske, men nødvendige opgaver for overlæger, siger hun:

»Hvert eneste sekund af overlægens tid er overbooket med kliniske opgaver. Og de ikke-kliniske opgaver, som man også skal tage sig af som overlæge, gør man så mellem kl. 16 og 17 stykker eller i weekenden. Det er f.eks. at besvare mails. Men det er også forsknings- og udviklingsopgaver, som det tidligere var almindeligt at have en halv eller hel dag til om ugen. Det har vi ikke længere«.

»Der er også rigtig mange møder, som overlæger bør deltage i. Mange af dem kommer man ikke til, eller man kommer halvhjertet ilende, efter mødet er begyndt. Typisk er de andre faggrupper købt fri til de møder. Det kan være et møde i kvalitetsrådet eller det kan være en kerneårsagsanalyse ifm. en alvorlig UTH. Den slags møder skal vi selvfølgelig deltage i. Men det er svært, fordi citronen hele tiden bliver presset. På min egen afdeling har vi to afsnit med hver 22 patienter. Men i dag har vi kun lægebemanding til den ene. Vi løser det på lægeniveau, det bliver mig, der løser problemet. Det er fair nok, for jeg er overlæge. Men det kommer oven i, at jeg er overbooket med kliniske arbejde«.

Der bliver ikke tid til, at vi kan gå og hygge os på sygehuset og holde patienterne i hånden, sådan som sundhedsministeren synes at mene Lisbeth Lintz, overlæge på Medicinsk Afdeling, Holbæk Sygehus og formand for Overlægeforeningen.

Er presset generelt blevet større de senere år?

»Ja. Det er der slet ikke tvivl om. Det er værre nu, end det var for fem år siden, og for fem år siden var det værre end for ti år siden«.

Hvad er konsekvenserne?

»Et af symptomerne på det, er at vi ikke er i nærheden af den 37-timersarbejdsuge, som skal tilstræbes. Det er forventeligt, at det er en gang imellem. Men det er blevet normalen, at man kører fra 8.00 til 17.30-18 uden tid til bare en kop te undervejs. Jeg kender mange, som har så travlt, at de i en hel arbejdsdag glemmer at drikke, og så må de tømme vandhanen, når de kommer hjem«.

Men er det ikke forventeligt, at sygehuslæger har travlt?

»Jo. Jeg tror heller ikke, de tænker sådan på det, at der er meget at lave. Men der er hele tiden stressfaktorer. Vi har f.eks. mange bolde i luften samtidig. Vi bliver hevet i fra alle kanter, f.eks. helt banalt: Hvis der en nattevagt ikke møder en sygeplejerske ind pga. sygdom, og der ikke er en sygeplejerske til at skaffe en erstatning, så bliver det et lægeproblem at løse det.

Alt i alt er presset for stort og stigende. Så selv om den karkirurgiske overlæge fra OUH, som Ugeskriftet beskrev for nylig, tager et drastisk skridt fra kirurgi til almen praksis, så er der ingen tvivl om, at der er en tendens. Mange overlæger overvejer, om de vil blive ved med at udsætte sig selv for det pres i hverdagen, fordi det bliver et voldsom stressende arbejde«.

Dialog med ledelsen

Hvad tænker du man kan gøre ved det?

»Jeg tror, man kan gøre mange forskellige ting. Overlægeforeningen har et arbejdsmiljøudvalg, og her er vi bl.a. optagede af, hvad vi selv kan gøre for ikke at blive stressede. Er der f.eks. opgaver, der kan uddelegeres til andre faggrupper, og hvordan får man ro til det papirarbejde, der skal laves«.

Hvad gør du selv i din hverdag?

»Vi har et stort rekrutteringsproblem, og derfor ser vi kontinuerligt på, hvordan vi løser opgaverne. Hvad kan andre faggrupper klare, og hvad er en helt klar overlægeopgave. Vi har f.eks. Sundhedsplatformen her, men det er sekretærer, der laver kodningsarbejdet. Til gengæld bestiller vi selv medicin, og vi benytter os af talegenkendelse, når vi skriver journal«.

Lisbeth Lintz peger også på, at hun har et ansvar for en positiv stemning, trods alt.

»Jeg ved godt, at det lyder fuldstændig banalt, men det betyder noget at møde og sige godmorgen til de andre for at kunne tage imod de udfordringer, dagen byder på. I stedet for at sprede almindelig apati ud i flokken, må vi starte fra en ende af og have den indstilling, at det nok skal gå«.

Altså affinde sig med det og prøve at få det bedste ud af det?

»Nej, ikke affinde. Men at tænke, at det er ikke i dette minut, at vi kan ændre noget som helst. Vi forsøger på bedste vis at løse opgaverne i dag. Men hvis der er et problem, så skal vi ad andre kanaler gøre opmærksom på det. Hvis vi får at vide, at der pga. økonomien er ansættelsesstop, så må vi konfrontere direktionen: Hvordan har I så tænkt jer helt præcist, at vi skal løse opgaven? Hvad skal vi ikke løse?«

»Den dialog må man tage. Det kan være via overlægerådet, det lokale eller det regionale. Det lokale tager dialogen med sygehusledelsen og det regionale med regionen. Og jo mere lokalt det bliver, jo mere praktisk og konkret bliver det, så der kan komme en løsning. Det kan være at give en faggruppe en kompetenceudvikling, så de kan udføre nogle nye opgaver«.

Har du konkrete erfaringer fra Holbæk Sygehus med det?

»Ja, man bliver sgu nødt til det. Og direktionen hører faktisk på os«.

Læs også Ugeskriftets tema om travlhed her.