Skip to main content

Det nære sundhedsvæsen mangler en plan

LÆGEMØDET Hvordan skal man få styr på det nære sundhedsvæsen med 98 kommuner, der ikke altid har samme opfattelse af, hvad der er sundhedsfaglig kvalitet? To toppolitikere diskuterede.

Foto: ClausBoesen
Foto: ClausBoesen

Klaus Larsen lkll@dadl.dk

24. apr. 2015
3 min.

”Nu er byggeriet af supersygehuse for 45 milliarder kroner godt undervejs. Men når folk bliver syge, går de først til deres egen læge. Derfor er det på tide at dreje fokus hen på det nære sundhedsvæsen. Ellers vælter supersygehusene, før de kommer i gang”.

Sådan lød det fra Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen, under Lægemødets åbningsdebat med sundhedsminister Nick Hækkerup (S) og Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde.

Emnet for denne del af debatten var ”sammenhængen mellem det nære sundhedsvæsen og supersygehusene”, og der var enighed om - som Sophie Løhde påpegede, at kommunernes ansvar er blevet og vil blive større.

”Derfor skal kommunerne oprustes, for de er nøglespillere sammen med almen praksis. Det bliver et af de store sundhedspolitiske emner i den kommende valgperiode, sagde Sophie Løhde.

Nick Hækkerup var borgmester i Hillerød, da strukturreformen lagde en del af sundhedsopgaverne ud til kommunerne.

”Og som kommunalpolitikere havde vi fokus på mange andre ting. De færreste kommuner var helt klar over, hvor stor en opgave, det ville blive”, sagde Nick Hækkerup.

Mads Koch Hansen pegede på, at nogle kommuner lever ganske godt op til det ansvar, de fik overladt ved strukturreformen. Men der er meget store forskelle. ”Og der er stor uenighed om, hvilke opgaver, der skal løses. Nogle kommuner har oprettet en slags ’minisygehuse’ og er dermed trådt 50 år tilbage. Det er ikke den vej, vi skal”, sagde Mads Koch Hansen.

Sophie Løhde var helt enig og lovede derfor, at Venstre ønsker at styrke Sundhedsstyrelsen i forhold til kommunerne.

Kommunalt selvstyre - men...

”Jeg går ind for kommunalt selvstyre. Men kommunalt selvstyre er ikke friheden til at gå i 98 forskellige retninger i det nære sundhedsvæsen eller til at definere, hvad der er den højeste sundhedsfaglige kvalitet”, sagde hun til pænt bifald.

Begge politikere var omtrent enige om, at den fusion mellem Kommunernes Landsforening og Danske Regioner, som kuldsejlede, kunne have gjort det nemmere at løse de problemer, der i årevis har plaget samspillet mellem primærsektoren og sygehussektoren.

Byggeriet af supersygehusene er godt i vej, og Mads Koch Hansen ville derfor vide, om de to politikere var lydhøre for at lave en plan for det nære sundhedsvæsen - lige som der findes planer for kræft- og hjerteområdet.

Sophie Løhde tøvede ikke med at svare bekræftende - der er behov for en plan, erklærede hun. Nick Hækkerup var mere tøvende:

En plan kunne muligvis være en idé. ”Men det må ikke blive så topstyret, at man dræber den lokale virkelyst”, sagde sundhedsministeren.

Referencer

LITTERATUR

  1. XxxXxx, XxxXxx,XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, 2012;174:2920-1.

  2. XxxXxx, XxxXxx,XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, 2012;174:2920-1.

  3. XxxXxx, XxxXxx,XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, 2012;174:2920-1.

  4. XxxXxx, XxxXxx,XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, 2012;174:2920-1.

  5. XxxXxx, XxxXxx,XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, 2012;174:2920-1.

  6. XxxXxx, XxxXxx,XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, 2012;174:2920-1.