Skip to main content

Svært psykisk syge skal også i centrum

Der findes allerede muligheder for en særlig indsats for de farlige psykisk syge. Hvorfor bliver de ikke brugt?

Anne Mette Dons, speciallæge i samfundsmedicin, konsulent med eget firma, dons@dadlnet.dk

7. apr. 2017
3 min.

Der lød klapsalver fra mig, da regeringen droppede lovforslaget om særligt sikrede bosteder til farlige, psykisk syge borgere, hvor der kunne anvendes tvang. Det virkede som et desperat forslag, når regeringen samtidig har som mål i 2020 at halvere andelen af personer, som tvangsfikseres. Hvorfor foreslå mere tvang i en tid, hvor det personale, der har den længste uddannelse på de psykiatriske afdelinger, arbejder fokuseret med at nedbringe antallet af tvangsforanstaltninger? Det lykkes mange steder, heldigvis. Klapsalver til dem også.

Alt for tit er den politiske løsning på et problem at kaste det eksisterende i skraldespanden og prøve noget nyt. Måske var det bedre at lave en grundig analyse af, hvorfor det, vi har, ikke virker?

Den beboer, der er anbragt på et bosted, er ofte multimorbid. Beboeren får ofte flere forskellige antipsykotika. Nogle gange er det distriktspsykiatrien og andre gange egen læge, der står for det. Måske har borgeren også et misbrug; det tager misbrugscenteret sig af (eller egen læge). Som følge af sygdommen, medicinen og livsstilen har borgeren også sukkersyge, KOL og forhøjet blodtryk. Det tager egen læge sig af. Der bliver talt meget om patienten i centrum, men det er ikke virkeligheden for disse borgere. Der er mange læger og kommunale instanser involveret i deres hverdag. Desværre har gentagne rapporter fra Sundhedsstyrelsen vist, at de instanser, der tager hånd om de svageste psykisk syge borgere, ikke koordinerer deres indsats godt nok.

Også i 1998 var patienter, der var svært psykotiske med voldsom udadreagerende adfærd, et problem at rumme i samfundet, og det blev derfor politisk vedtaget at gøre noget nyt. Ved revisionen af psykiatriloven kom nye regler om udskrivningsaftaler og koordinationsplaner. De regler gælder netop den lille gruppe svage, psykisk syge patienter, der ikke selv søger handling. Det er overlægens beslutning, om patienten hører til målgruppen.

Ved revisionen af psykiatriloven kom nye regler om udskrivningsaftaler og koordinationsplaner.

Udskrivningsaftalen indgås mellem patienten, den psykiatriske afdeling og de relevante myndigheder, f.eks. kommunen, praktiserende læge mfl., om både de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten. Aftalen gør klart, hvem der har pligt til at følge patienten efter udskrivning. Formålet er at mindske risikoen for medicinsvigt, sikre et opsyn med patientens symptomer og bivirkninger af medicinen og samlet mindske risikoen for en forværring af patientens tilstand. Når ordningen anvendes, kan der udveksles de nødvendige oplysninger mellem de relevante myndigheder, også uden patientens samtykke.

Udskrivningsaftaler og koordinationsplaner har patienten i centrum, men hvorfor bliver de ikke brugt mere? Vi må få knækket nøden og finde ud af, hvorfor de ikke bliver brugt mere, når alle siger, at det er koordinering, der mangler i forhold til denne patientgruppe. De svage, psykisk syge patienter skal have en bedre, mere kvalificeret og koordineret hjælp, hvis vi skal sikre os, at de får det bedre og dermed heller ikke risikerer at komme i en situation, hvor de er til fare for deres medmennesker.