Skip to main content

Sverige vil have sundhed uden profit

Den nye svenske regering vil have et opgør med ”profitjagten som incitament i velfærdssektoren”.

Capio er en af Sveriges store private sundhedsvirksomheder. Foto: Capio Group.
Capio er en af Sveriges store private sundhedsvirksomheder. Foto: Capio Group.
13. okt. 2014
2 min.

Sveriges nye mindretalsregering bestående af Socialdemokraterna (S) og Miljöpartiet (MP) vil have et opgør med ”profitjagten” i svensk velfærd, herunder også sundhedsvæsenet.

De to partier er sammen med Vänsterpartiet (V) blevet enige om en plan, der fra 2016 bl.a. skal gøre op med private sundhedsforetagenders ret til at etablere sig og de lokale sundhedsmyndigheders pligt til at give patienterne en valgmulighed. Fremover er det op til landstingene – der nogenlunde svarer til regionerne i Danmark – at sætte betingelser og evt. grænser for, hvornår private foretagender må etablere sig.

Samtidig vil de tre partier have en grænse for, hvor meget overskud de private sundhedsfirmaer må tage ud af virksomheden. Overskuddet skal som hovedregel geninvesteres, om end virksomhederne godt må hjemtage en lillebitte rente af den indskudte kapital. Der bliver tale om ”en etcifret beløb i den nederste del af den etcifrede skala”, som økonomisk-politisk ordfører fra V, Ulla Andersson, har udtrykt det over for svenske medier.

Läkarförbundet, den svenske lægeforening, mener, at det kan blive svært at sikre både patienternes og lægernes valgmuligheder, hvis de tre partiers plan bliver gennemført.

”Princippet om, at der findes mangfoldighed, muligheden for at etablere sig og muligheden for som medarbejder at være til at drive sin egen praksis er værdifulde”, siger foreningens formand Heidi Stensmyren til Läkartidningen.

Hun er heller ikke begejstret for reguleringen af private sundhedsvirksomheders overskud, bl.a. fordi planen ikke skelner mellem små firmaer og store, internationale konglomerater.

”Det er vigtigt, at de små virksomheder, der ledes af sundhedsprofessionelle, får lov til at blive ved med at være der”, siger hun. Hun beskylder også planen for at ”emme af mistænksomhed mod de, der driver sundhedstjenester i firmaregi”.

De tre partiers plan skal nu konkretiseres og siden behandles politisk med henblik på vedtagelse i 2016. Men i og med, at de tre partier ikke udgør et flertal i Riksdagen, er vedtagelsen ikke sikret.