Skip to main content

Sygehus suspenderer tre læger - cheflæge afsat

Opdateret - Tre læger er indtil videre fjernet fra kontakt med patienter. Og Region Nordjylland går på klapjagt efter risikolæger efter tv-afsløring af læge, der blev sat til at operere trods mange advarsler mod ham.

Sygehus Thy-Mors, Thisted. Foto: Region Nordjylland
Sygehus Thy-Mors, Thisted. Foto: Region Nordjylland

Klaus Larsen kll@dadl.dk

11. maj 2015
3 min.

Tre læger er suspenderet på Sygehus Thy-Mors i Thisted. Det sker, efter at flere patienter er blevet fejlbehandlet og skadet af en østeuropæisk læge. Det oplyser dr.dk.

Samtidig oplyser Region Nordjylland, at forretningsudvalget på et møde mandag har besluttet at samle Sygehus Thy-Mors og Sygehus Vendsyssel under en fælles ledelse. I praksis betyder det, at Sygehus Thy-Mors lægges ind under Sygehus Vendsyssel.

Sygehusdirektør Henrik Larsen, Sygehus Vendsyssel, blev i marts konstitueret direktør for Sygehus Mors-Thy, og Ugeskriftet erfarer, at Henrik Larsen vil blive direktør for begge sygehuse. Det sker ifølge en pressemeddelelse for at ”etablere en handlekraftig samlet ledelse for de to sygehuse”.

Det oplyses desuden, at cheflæge Hans Ole Holdgaard ikke længere skal være cheflæge.

Ifølge pressemeddelelsen er beslutningerne udløst af "flere aktuelle sager, som har skabt usikkerhed om den faglige kvalitet på sygehuset”. Pressemeddelelsen omtaler dog ikke direkte den skandalesag, som mandag skabte overskrifter og førte til suspenderingen af tre læger.

Fejlbehandlingerne i Thisted fandt sted, efter at lægen havde gennemført et uddannelsesforløb på Aalborg Universitetshospital for at få sin østeuropæiske speciallægeanerkendelse i kirurgi godkendt i Danmark.

Aalborg Universitetshospital konkluderede i november 2008, at lægens uddannelsesforløb ikke kunne godkendes. Lægen manglede kompetencer, både inden for kirurgisk teknik, patientkontakt og erkendelse af egne kvalifikationer.

Inden hans ansættelse ophørte, nåede lægen at skade en patient underen række forgæves forsøg på at anlægge en sonde i mavesækken hos en patient med en 10 cm lang, kraftig kanyle. Der måtte næsten anvendes magt for at få lægen til at lægge kanylen fra sig.

Lægeforeningen: Lægemangel ingen undskyldning (link)

Under den efterfølgende ansættelse på Sygehus Thy-Mors i Thisted fik lægen som bagvagt ansvaret for patientbehandlingen på den kirurgiske afdeling. Her foretog han en række fejlbehandlinger, der af Patientombuddet bl.a. vurderedes som værende "under normen for almindelig anerkendt faglig standard".

Alligevel fortsatte han med at fejlbehandle og skade patienter. Først efter, at DR Nyheder gik ind i sagen, blev lægen suspenderet. Mandag blev yderligere to læger suspenderet fra deres kliniske funktioner.

Det var mandag formiddag ikke muligt at få en kommentar fra konstitueret sygehusdirektør Henrik Larsen, som var kaldt til forretningsudvalgets møde hos Region Nordjylland i Aalborg. Her har regionsformand Ulla Astman (S) bedt sygehuset om en redegørelse, efter at DR’s 21 Søndag bragte historien om fejlbehandlingerne.

Ulla Astman lovede mandag formiddag, at regionen nu vil gå alle regionens sygehuse efter ”med en tættekam” for at sikre sig, at der ikke findes ukvalificerede læger.

Mandag kl. 14 meddelte regionen, at ledelsen har sat en intern undersøgelse i gang på tværs af alle sygehuse i regionen.

Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, understreger i en kommentar, at lægemangel aldrig lkan være en undskyldning for at ansætte læger uden de fornødne kvalifikationer:

”Læger skal kun udføre opgaver, som de har de nødvendige kompetencer til. Også selv om det nogle steder er svært at skaffe speciallæger med de rigtige kvalifikationer. Hvis man går på kompromis her, svigter man patienterne. Hvis ledelsen ikke kan skaffe de nødvendige speciallæger, så må patienterne sendes til andre sygehuse”, siger Andreas Rudkjøbing.

Læs også: Hvad gør vi med de brodne kar?