Sygehusudgifterne er steget meget mere end udgifterne til almen praksis

I sidste nummer af Ugeskriftet (2010;172:2434-5) har Overlægeforeningen på Rigshospitalet skrevet et debatindlæg om besparelserne i sygehussektoren. Jeg forstår udmærket jeres bekymring over sparekrav i sundhedsvæsnet i almindelighed og på Rigshospitalet i særdeleshed. Det er ret tydeligt for alle, at der, trods finanskrise, fortsat er økonomi til investeringer i formål, som nyder politisk fremme, og sundhedsvæsenet burde være sådan et formål.

Jeg forstår til gengæld ikke, at I stemmer med i det kor, som udnævner primærsektoren til at være årsagen til besparelserne på sygehusene. For det første er primærsektoren, herunder almen praksis, fortsat en meget lille post på det samlede sundhedsbudget. Sygehusvæsenet koster således ca. ti gange så meget som praksissektoren. Alene af den grund er det meningsløst at give praksissektoren skylden for sygehusenes økonomiproblemer. For det andet har udgiftsudviklingen i almen praksis i mange år været mindre end udgiftsudviklingen på sygehusene.

Hvis almen praksis havde haft samme udgiftsstigning som sygehusvæsenet, skulle almen praksis i 2008 koste ca. en halv mia. kr. mere end de 7,5 mia. kr., som sektoren kostede i 2008.

Vi har før hørt retorikken om de voldsomme stigninger i udgifterne til almen praksis fra Region Hovedstaden, men det gør ikke en forkert påstand mere rigtig.

Almen praksis' økonomi har været aktivitetsstyret i mange år, før nogen tænkte på begrebet DRG, og vi må stille jer det samme spørgsmål, som I selv stiller: Hvad skal almen praksis stille op med opgaver, som ligger ud over sidste års aktivitet? Skal vi henvise dem alle til Rigshospitalet?

Det er rigtigt, at udgifterne til primærsektoren stiger år for år, ligesom udgifterne til sygehusdrift gør, fordi opgavemængden også stiger i almen praksis, men det er en stabil, nærmest fast stigningstakt, som det er meget nemt at tage højde for i budgetterne. Hvis man som budgetansvarlig i en region stadig bliver overrasket over den kendsgerning, så har man et problem, som er større end næste års budgetlægning.