Skip to main content

»Systemets lægefattige hierarki gør læger tavse«

Mangel på lægekolleger i hospitalsledelserne gør, at læger ikke tør tale højt om det ineffektive sygehus­væsen, mener over­læge, professor og forfatter Jes Olesen, der med en ny bog vil starte et oprør. Frygten for at tale højt strækker sig helt ind i Lægeforeningen, der er ramt af »pænhedskultur«, mener han. Lægeformand afviser.
Jes Olesen har startet Dansk Hovedpinecenter ved Rigshospitalet Glostrup. Hans forskning fik hovedpinen ud af psykiatrien og ind i somatikken. Foto: Bo Karl Christensen.
Jes Olesen har startet Dansk Hovedpinecenter ved Rigshospitalet Glostrup. Hans forskning fik hovedpinen ud af psykiatrien og ind i somatikken. Foto: Bo Karl Christensen.

Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

29. okt. 2018
10 min.

Lægefagligheden skal ind, og meningsløse administrative krav skal ud af sygehusvæsenet. Samtidig skal der en stærkere lægelig indflydelse til – hele vejen op i systemet.

Jes Olesen forsøger med sin nye bog »Det syge væsen – hvordan det kan helbredes« at starte et oprør imod et sygehusvæsen, der ifølge ham systematisk har undergravet lægefagligheden i de sidste 30 år, og som derfor er blevet ineffektivt.

Derfor er et oprør nødvendigt, mener han, men læger mangler mod til at stille sig op imod systemet. Det hænger sammen med, at der ingen læger er i ledelserne på landets hospitaler, siger han.

»Hvis der var tilstrækkeligt mange veluddannede og speciallæger oppe i systemet, ville det være lettere for læger at lukke munden op. Det er lettere at gå til en kollega i stedet for at gå til en administrativt uddannet person«, siger Jes Olesen.

Derfor er hans opfordring til de danske læger klar:

»Tilslut jer et oprør. Det er nødvendigt at genetablere en langt større lægelig indflydelse på hele systemet. Man kan ikke rette systemet op, uden man har folk med stor lægekundskab, der er med inde i alle de overordnede beslutninger«, fastslår han på sit kontor i Dansk Hovedpinecenter ved Rigshospitalet Glostrup.

Den 76-årige overlæge og professor har bygget centret op fra bunden og har taget hovedpinen ud af psykiatrien, væk fra holdningen til, at hovedpine var en hysterisk tilstand, og ind i somatikken.

Jes Olesen er blevet kaldt »folkets neurolog« af det anerkendte, videnskabelige tidsskrift The Lancet, fordi han har forsvaret en overset patientgruppe. Bogen er også et forsvar, siger han.

»Jeg har altid været læge med stort L, og jeg elsker at se patienter. Jeg brænder for det og har brugt hele mit liv på en meget forsømt patientgruppe, nemlig dem med hovedpine, som ingen andre ville tage sig af. Imens har jeg været vidne til, hvordan systemet udvikler sig på en forkert måde. Det måtte jeg skrive om«, siger han.

Invasion af djøf’ere

Jes Olesens bog handler om, hvordan det danske hospitalsvæsen i hans optik har oplevet en nedtur i de sidste 30 år. Det skyldes ifølge overlægen blandt andet, at det er blevet ledet af mennesker, der ikke er læger, og som derfor ikke ved, hvordan man behandler patienter og driver en afdeling.

De mennesker, der leder sygehusvæsenet, er administrativt uddannet. »Djøf’ere«, som Jes Olesen kalder dem.

»I den nuværende situation har vi en direktion i Region Hovedstaden, på Rigshospitalet, og under dem har vi forskellige centre. Hele vejen ned er der en svag repræsentation af læger. Når man endelig kommer ned til den enkelte afdeling, har vi den delte ledelse mellem overlægen og oversygeplejersken. Lægernes faglige indflydelse er formindsket i alle led i det hierarki, der styrer og bestemmer over hele systemet«, siger han.

De administrativt uddannede mennesker kommer med en masse tiltag, der forsinker lægernes arbejde, mener Jes Olesen.

»Lægerne skal lave en masse, som ikke har direkte at gøre med patienternes diagnose og behandling. Lægen vil gerne koncentrere sig om at tale med patienter, undersøge dem og behandle dem. Og det er den tid, man har stjålet fra lægerne. Ved konferencerne diskuterer vi Sundhedsplatformen og forskellige andre administrative initiativer fra konsulentfirmaer, som den øverste ledelse har hyret, og som de praktisk arbejdende synes er til grin«, siger Jes Olesen.

Lægerne skal lave en masse, som ikke har direkte at gøre med patienternes diagnose og behandling. Lægen vil gerne koncentrere sig om at tale med patienter, undersøge dem og behandle dem. Og det er den tid, man har stjålet fra lægerne. Jes Olesen, professor og overlæge i neurologi

Tavse og bange læger

Efter at Jes Olesen har udgivet sin bog, har han oplevet stor opbakning fra overlægekollegerne, men de vil ikke støtte ham offentligt, siger han

»Det tør de ikke. Hvis du som overlæge lægger dig ud med din ledelse, kan du ikke udrette noget bagefter, og du har ingen fremtid i systemet. Så bliver du i stedet handlingslammet, paralyseret af din ledelse«, siger Jes Olesen.

»Læger, der har tænkt sig at blive i deres stillinger, tør ikke lukke munden op«, siger Jes Olesen, imens han rejser sig fra sin stol og finder Weekendavisen fra den 5. oktober 2018 frem fra sin reol.

Han peger på overskriften »Tavshedsløftet« på forsiden af avisen og siger:

»Hvorfor er folk så tavse? Hvorfor siger folk ingenting? De tør ikke. Og hvorfor har jeg ikke skrevet denne bog for længe siden? Fordi jeg ikke turde«.

Artiklen »Tavshedsløftet« handler om Sundhedsplatformen, og hvorfor læger ikke tør at kritisere den. Selv om Region Hovedstaden har en »åbenhedspolitik«, oplever kritikere at blive mødt med fyringstrusler og isolation, skriver avisen.

I artiklen peger Joachim Hoffmann-Petersen på, at der reelt ingen ytringsfrihed er i regionen. Han er formand for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin og speciallæge på Odense Universitetshospital.

»Vi kan jo se, hvordan Region Hovedstaden uddeler mundkurve og slår ned på dem, der kritiserer Sundhedsplatformen. Man så noget lignende med kritikken af akuttelefonen 1813, som der heller ikke blev lyttet til. Der er et eller andet i regionen, som gør, at man ikke vil tage imod kritik«, siger Joachim Hoffmann-Petersen til Weekendavisen.

Lægeforeningen er for pæn

Lægerne skal slå i bordet og råbe op, men det vil de ifølge Jes Olesen ikke. Den tendens strækker sig ifølge overlægen helt ind i Lægeforeningen, der i de sidste mange år er gennemsyret af en »pænhedskultur«.

»Lægeforeningen er for pæne. De siger, vi skal have dyb respekt for alle faggrupper. En mentalitet, hvor alle skal være lige, og hvor der ikke er forskel på folk. Eller vi skal i hvert fald ikke sige det, hvis der er forskel på folk«, siger Jes Olesen.

Et eksempel er ifølge Jes Olesen, at Lægeforeningen ikke gør op med den delte ledelse, hvor en overlæge og en oversygeplejerske skal enes om alt. Det er en skadelig form for ledelse, mener Jes Olesen, som igen reducerer lægefagligheden i sygehusvæsenet.

Er det ikke også rigtigt, at vi skal have respekt for alle faggrupper?

»Det er fuldstændigt rigtig, jo. Men det er ikke det samme som, at de er lige dygtige og ved lige meget. Det er lægerne, der ved langt mere end nogen andre, og derfor er det også lægerne, der skal lede afdelingerne. Det betyder ikke, at lægerne er bedre mennesker end sygeplejersker. Men de har ikke den uddannelse, som lægerne har, og de skal selvfølgelig ikke have samme indflydelse på de overordnede beslutninger som lægerne«, siger Jes Olesen.

Ifølge Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen, er det ikke nogen kunst i sig selv »at råbe højt og slå i bordet«, som Jes Olesen formulerer det.

»Det kan jeg og Lægeforeningen godt gøre, og det gør vi også, når der er brug for det. Men i sidste ende handler det om argumenterne, om hvorvidt det, vi siger, giver mening, er velunderbygget og dokumenteret. Sundhedsministeren bliver ikke mere ,bange' for mig, hvis jeg råber, end hvis jeg argumenterer sagligt. Tværtimod er der en risiko for, at folk lukker ørerne«, siger han og fortsætter:

»Selvfølgelig ønsker Lægeforeningen også flere lægelige chefer. Vi kæmper først og fremmest for, at lægelige ledere får mulighed for at være ledere. De skal have tid til at lede, frigøres for unødvendige dokumentationskrav og lægge den faglige linje. Man kan sagtens sætte spørgsmålstegn ved modellen med delt ledelse, men det er almindeligvis ikke oversygeplejersken på afdelingerne, der frustrerer lægelige ledere. Det er i højere gad de rammer med tidskrævende bureaukrati og bøvl, som driftsherrerne sætter, og den generelle stramme styring, herunder af økonomien«, siger Andreas Rudkjøbing.

Jes Olesen mener, at Lægeforeningen i højere grad må gå ind i oprøret mod det ineffektive system.

»Efter min mening har Lægeforeningen været utrolig dårlig til at håndtere den negative udvikling, hvor lægernes plads og den faglige indflydelse på hele systemet er blevet reduceret igennem de sidste 30 år. Lægeforeningen har ikke gjort en snus«, siger han.

Hvad er det præcis, Lægeforeningen bør gøre?

»De bør gå forrest i oprøret og sige fra over for det ineffektive system, hvor lægefagligheden er placeret langt nede i ledelseshierarkiet. Lægeforeningen kan gøre det, individuelle læger kan ikke gøre det«, siger Jes Olesen.

Andreas Rudkjøbing kalder flere af Jes Olesens påstande i bogen for »helt uunderbyggede«. Her skriver han bl.a., at effektiviteten og kvaliteten af behandlingerne er faldet i de seneste årtier.

»Det er helt forkert, og han erkender da også selv, at han ikke kan bevise det. Faktum er, at læger i de seneste 10-15 år har behandlet flere patienter, ofte med stadig bedre resultater. Ressourcerne er desværre ikke steget i takt med opgaverne, og det skal der laves om på. Men læger og andre sundhedsfaglig har leveret en utrolig flot præstation de seneste år, og derfor kan jeg ikke genkende billedet, Jes Olesen tegner«, siger han.

Lægeformanden deler Jes Olesens ønske og ambition om, at der er flere læger i toppen af sygehusene, end der er i dag.

»Jeg ønsker mig også flere læger på topchefniveau, og det er bl.a. det, vi sætter på dagsordenen i arbejdet med ledelseskommissionen. Det er klart, at vi ønsker, at der er flere læger som allerøverste topchefer, og meget af det handler om at få arbejdet for at skabe karriereveje og give lægerne lyst til at påtage sig opgaverne. Velkvalificerede læger er efterspurgte, og vi har gode muligheder for også at få de stillinger«, siger han.

Ifølge Andreas Rudkjøbing er der sket en udvikling, som har gjort, at sygehusene er blevet store med afdelinger med 500 ansatte og et budget på et trecifret millionbeløb. Derfor er der brug for flere fagligheder.

»Det er en meget stor opgave at skulle lede så mange mennesker – måske endda på flere matrikler – og det understreger behovet for flere lægelige chefer på niveauet under den øverste lægelige chef. Han eller hun skal også kunne trække på den viden, som andre faggrupper repræsenterer. Man har behov for folk, der er uddannede økonomer, for overhovedet at holde styr på over 100 millioner. Men det er klart, at vi arbejder for en stærk lægelig ledelse på alle niveauer i sundhedsvæsenet«, siger han.

Lægestandsglorificering

Skal man tro Jes Olesen, er løsningen på hele sygehusvæsenets udfordringer at ansætte læger i alle lag. Ingen andre end læger kan løse de udfordringer.

Netop det har sundhedsøkonom Jes Søgaard kritiseret i sin anmeldelse af »Det syge væsen – hvordan det kan helbredes« i Ugeskrift for Læger. Han skriver, at Jes Olesens bog bærer præg af en lægestandsglorificering, og at den rummer fejldiagnoser af sundhedsvæsenet og direkte forkerte påstande.

»Bogen er endnu et eksempel på, at man sagtens kan være en dygtig læge og forsker, uden samtidig at have en god forståelse af, hvordan sundhedsvæsenets tilstand er i dag og var i går«, skriver Jes Søgaard.

Den kritik preller af på Jes Olesen.

»Jes Søgaard er jo selv djøf’er og ved ingenting om lægefaglighed, eller hvad der foregår på sygehusene«, siger han.

Han peger på, at anmeldelsen i Ugeskrift for Læger understreger hans pointe om, at djøf’ere har infiltreret hele systemet.

»Det er paradoksalt, at man i et ugeskrift for læger sætter en djøf’er til at anmelde. Det er lægernes tidsskrift, og jeg taler til lægerne. Selv i vores tidsskrift dukker de op«, siger han.

Har Jes Søgaard en pointe i, at du glorificerer lægestanden?

»Jeg mener ikke, lægerne har brug for at blive glorificeret, men at få flere læger ind i ledelserne er den eneste måde, vi kan få systemet til at fungere godt på. En sundhedsøkonom som Jes Søgaard kan ikke se, hvordan opmærksomheden over for fagligheden er svækket de sidste mange år. At tale om, at lægerne vil have magt, er en måde at aflede hele diskussionen på. Det er ikke specielt sjovt at have magt. Det, lægerne går op i, er, om patienterne får den bedst mulige behandling og diagnose på den mest effektive måde. Det er det, der interesserer lægerne. Jeg kender meget få læger, der faktisk er interesseret i magt«, siger Jes Olesen.

Men du taler om, at lægerne skal ind i alle lag i hierarkiet. Handler det ikke om, at læger er bange for at afgive magt?

»Jeg tror, at vi vender os stærkt imod at afgive magt, fordi vi ved, at det er os, der har mest forstand på systemet«, siger han.